Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.


M/V Express Samina

Turbådene gik sædvanligvis meget tæt på ulykkesklippen

Express Samira sejlede fast mellem Piraeus og Samos. Tirsdag den 26. september 2000 var denne sejlads blevet så meget rutine, at skibet selv kendte vejen. Det må have været besætningens antagelse, idet de sad og så en lokal fodboldkamp på tv mens skibet sejlede på autopilot ind i en velmarkeret klippe, Gates of Paros. 82 mennesker mistede livet. Ialt var der 550 ombord.

På billedet til højre ses at rutebådene sædvanligvis gik meget tæt på ulykkesklippen før kursændring.

Express Samina var, som de fleste andre i den græske flåde, ikke et helt nyt skib idet det var bygget i 1966.

På ulykkesdagen var det noget blæsende med 3 m. høje bølger. Man havde slået stabilisatorerne ud for at mindske rulningen i den høje sø. Det har været fremført, at da kun den ene stabilisator virkede, var det årsagen til at Express Samina kom ud af kurs og derfor stødte på klippen. Da klippen var udstyret med et fyr, og den var beliggende ved et vendepunkt, er det nu mere sandsynligt at kursen har været sat direkte mod klippen. Det har så været meningen, at man ville ændre kurs når man nærmede sig denne.

M/V Samina Express

Til højre ses det aldrende M/V Samina Express.

Da skibet ramte klippen, kl. 22:12, var de vandtætte døre ikke lukket så skibet kunne hurtigt tage stor mængder vand ind i skroget. Ganske kort efter sammenstødet begyndte Express Samina at krænge til styrbord. Strømforsyningen, og dermed alt lys, svigtede da vandet kortsluttede el-installationen. (Det kan undre hvorfor der ikke var en nødbelysning) Passagererne måtte nu famle sig frem i mørket på det skrånende skibsdæk, mens skibet begyndte at synke med stævnen først.

Allerede kl. 22:29 havde Samina Express en slagside på 20o, hvilket gjorde det umuligt at fire redningsbådene ned. Man nåede kun at få fire af de otte redningsbåde sat i vandet. De oppustelige redningsflåder blæste væk lige så hurtigt som de blev pustet op. For passagererne var der ikke meget hjælp at hente hos besætningen, så der opstod mange panik agtige scener. Kl. 23:02 stoppede uret på kommandobroen da skibet sank.

Det var en meget heldig omstændighed, at der tilfældigvis var en del helikoptere i området da Samina Express sank.

Atter en gang kunne den undrende verden, se resultatet af den tåbelige konstruktion som en RORO færge er.

Den 29. november begik rederiets direktør selvmord ved at springe ud fra sit kontor på 6. sal. Retsmedicinere kunne fastslå at han havde taget antidepressive midler sammen med en del alkohol.

Efterfølgende fik såvel flere folk fra rederiet som kaptajn og flere besætningsmedlemmer hårde straffe.






Copyleft © 1899-2099 Jan Schmidt Sørensen   |  Designet af Kim Ludvigsen