Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.

Redningsmænd

Havet omkring Danmark har gennem årene slået mange skibe til vrag, og kostet mange brave søfolk livet. Dog er havet i mange tilfælde blevet fravristet sit bytte under dramatiske redningsaktioner udført af modige mænd. Disse mænd vil jeg i det følgende skrive lidt om. Rækkefølgen de står i afhænger af tidspunktet hvor de levede, og dem jeg har skrevet om er på ingen måde udvalgte, det er alene dem jeg ved noget om. Det er uden tvivl mange flere som fortjener at blive husket, men som jeg desværre ikke har kendskab til. Det er min opfattelse at mange redninger har fortabt sig i glemsel, og dem vi kender til er i høj grad på grund af kunstnere her foreviget dem på den ene eller anden måde. Et eksempel er Søren Kanne hvor mange har læst Blichers digt om da han reddede 2 sømand, der imod er der ikke nær så mange der har hørt om Jens Rasmussen. Rekorden i antal reddede har (såvidt jeg ved) fisker Jens Rasmussen (1839-1914) Højen. Han reddede 433 mennesker fra redningsstation Gl. Skagen.

På siden er også skrevet lidt om: Lars Andersen Kruse, Kutteren "Almuth"s stranding - Der kommer flere til.

Søren Kanne

(1801-1860)

Statue af Søren Kanne udført af billedhuggeren Johannes Bjerg. Den står på torvet i Grenå.

Søren Kanne udførte en meget bemærkelsesværdig redningsaktion idet han ikke var sømand men bonde, og gennemførte redningen med sine heste.

I "Ugeblad for den danske Bonde" kunne man den 24. februar 1835 læse følgende:

Søndag Aften den 15. Februar strandede en 1/4 Miil Syd for Grenaa Ole Jensen Jyde med sin ejede Jagtbaad, Bente Marie, indehavende en Ladning Salt bestemt til Grenaa og bemandet med 2 Matroser, navnlig Jens Larsen og Rasmus Svendsen. Samme Dags Aften omtrent Klokken 8 kom der en svær Bræksø over Skibet, som borttog Kompasset og slukkede Lyset, og omtrent en halv Time derefter kom Skibet paa Grund under Hovedgaarden Hessels Forstrand. Strax efter, at Fartøjet var stødt, gik dets ene Side itu, saa at Forenden strax stod under Vand, og Skibsdækket løsnedes og gik til Søs. Skipperen og hans 2de Matrosen forsøgte at gaa i Land med Skibsbaaden, men denne blev ved den stærke Søgang strax fyldt med Vand. så de maatte begive sig tilbage paa Skibet, hvorpå Baaden drev i Land.

Skipperen holdt sig derpå fast ved Agterspejlet, staaende i Vand til op paa Livet, og forblev i denne Stilling, indtil han næste Dags Morgen blev reddet. Den ene af Matroserne, Rasmus Svendsen, holt sig fast ved Masten, men blev endnu samme Aften omtrent Klokken 10 kastet i Søen af en Bølge og har ikke siden været at finde; den anden Matros, Jens Larsen, gik op i Vanten og forblev der, indtil det begyndte at dages, da han svømmede i Land. Han bad Skipperen at følge sig, men denne var for udmattet og svag dertil og maatte derpaa blive på Vraget, i hvilken Stilling han til sidst kom i en næsten bevistløs Tilstand.

Omtent et Par Timer efter, at Jens Larsen havde forladt Vraget, kom Bolsmand (bolsmand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand, det var gårdens størrelse der afgjorde betegnelsen) Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang i Følge med sin gamle Fader, Mikkel Sørensen Kanne, med Heste og Vogn til Strandbredden. I det Haab at kunne frelse Skipperen steg førstnævnte i den i Land drevne Baad og førte den 4 forskjellige Gange ud i Søen, men maatte hver Gang formedels Storm og Søgang med Paalandsvind vende tilbage uden af kunne naa Skibet, og ved den stærke Søgang var Baaden flere Gange nær ved at kæntre, og kun ved at holde sig fast til Rælingen af Baaden undgik han at blive kastet i Søen; da det imidlertid var hans faste Forsæt at redde Skipperen, hvilken Fare han end udsatte sig for, hvortil han saa meget mere bestemte sig, da man idelig hørte den ulykkeliges Jammerskrig, spændte han Hestene fra Vognen og gik ud i Søen med dem, uagte hans Fader bad og besværgede ham ikke at gøre det, forestillende ham, at det ikke kunde ske uden Livsfare, og at naar det ikke var muligt at gaa ud til Vraget med Baaden, maatte det være endnu mindre muligt med Hestene. Ikke desto mindre begav han sig, som bemærket, siddende paa den ene Hest og ledende den anden ved Haanden. ud i Søen og førte dem med stor Livsfare svømmende under en stærk Strøm og svær Søgang med Paalandsvind, saa at Bølgerne flere Gange slog over dem, til en Sandbanke i Nærheden af Vraget, hvor der vel var Fodfæste, men hvor dog Vandet gik ham til Atmene, ligesom ogsaa Bølgerne her sloge over hans Hoved og Hestenes, saa at Faderen ofte ikke kunde øjne nogen af dem. Fra det Sted kastede han Enden af Hestenes Tømme ud til Skipperen, der efter flere forgæves Forsøg omsider fik den bundet om Livet, hvorpaa Søren Mikkelsen Kanne halede ham til sigpaa omtrent 3 Alens Afstand. Han søgte nu først at bringe ham til at stige op paa Hesten,  men da Skipperen var saa svag og afkræftet, at han ikke formaaede det, maatte han selv stige af i vandet og løfte ham op på Hesten, og da han heller ikke var var i Stand til at holde sig oprejst paa denne, maatte Kanne med den ene Haand holde ham derpaa, mens han med den anden Haand dtyrede begge Hestene og saaledes førte sig selv og Skipperen med den største Livsfare gjennem det oprørte Havs Bølger til Lands. Han  kjørte derpaa Skipperen til sit Hus, plejede ham der omhyggeligen og sendte strax bud til Grenaa, hvortil han endnu samme Dag blev afhentet."

Kong Fredrik VI hørte om redningen og tildelte Søren Kanne "Medaillen for druknedes redning" og 40 Rdl. Sedler. Ironisk nok led denne brave bonde selv druknedøden i 1860. Han var ude og lede efter en bortløben ko, og faldt i åen hvor han druknede.

Maleriet forestiller Søren Kannes gård. Malt 1924 af en lokal kunstner ved navn Ellermann. Billedet venligst stillet til rådighed af Peter Schack Poulsen, som ejer det.

Det har været sagt at Søren Kanne var meget beruset da han udførte sin redningsaktion. Dette er ikke sandt, og det er meget kedeligt, at en brav mand får et sådant eftermæle. Men der er jo ofte et gran af sandhed i rygter. I dette tilfælde er sandheden, at Kanne var blevet noget forfalden til flasken i hans sidste leveår.

Blicher skrev i 1838 det følgende digt med en digters kunstneriske frihed. Digtet har betydet at Søren Kanne er husket af mange.

Lars Kruse (1828-1894)

Lars Kruse blev født den 5. juni 1828 i Skagen. Han var først fisker men blev den 1. januar 1863 ansat ved Redningsvæsenet som fører af Skagens redningsbåd. Den redningsaktion der har betydet at han er blevet husket udførte han da den svenske brig Daphne strandede den 27. december 1862 kl. 7 om morgenen. Daphne var på vej fra Göteborg til Cette med en ladning planker og jern. Besætningen bestod af 11 mand.

Skibet strandede lidt nord for Skagen i en kraftig nordvestlig storm små 200 meter fra land.

En redningsbåd blev med ti mand , uden Lars Kruse, sat i vandet. Det var dog et uheldigt sted de havde valgt at gå ud fra. Mændene kæmpede forgæves i to timer med at nå ud til havaristen. De roede tilbage til stranden og satte båden i vandet et andet sted. De nåede ud til det strandede skib og fik forbindelse med en line og begyndte at redde de ombordværende. Den første kom godt nok over i redningsbåden, men da de var ved at redde den næste kæntrede redningsbåden pludseligt og vendte bunden i vejret. Ni mand omkom og båden drev væk. Ironisk nok blev den senere fundet drevet i land netop ved Göteborg.

Holger Drachmann har i bogen "Lars Kruse: en skildring fra virkelighedens - og sandets regioner" (1879) skrevet om Lars Kruse, hvilket i høj grad er medvirkende til at Kruse er blandt de mest kendte redningsmænd. Kruse fortæller ifølge Drachmann om redningsaktionen:

"Saa snart Strandingen var meldt, begav jeg mig til Nordstranden med to andre Mænd. Da vi kom til Stedet, saa vi, at redningsbaaden allerede laa paa læ Side af Skibet. Baaden havde dog ingen Forbindelse med Skibet, og Søen brød i et væk over den. Den daværende Byfoged kom og bad mig tillige med flere at tage en Vogn og hente en Fiskerbaad, som stod paa Stranden en Fjerdingvej borte, Øst for Strandingsstedet. Da Folkene ved Redningsbaaden, som var gaaet i Land efter det forgæves Forsøg, saa, at vi nærmede os paa denne Maade og havde noget i sinde, gik de ud igen. Den ene driver jo altid den anden frem. Fire af det faste Mandskab gik fra Redningsbaaden efter det første Forsøg, og fire andre traadte frivillig i deres Sted. De kom da ogsaa godt ud anden Gang over Revlerne og fik Forbindelse med Skibet. Men da de haler ind mod Skibet, og allerede har faaet en af Skibsbesætningen ned i Baaden, kæntre denne i en overmægtig Sø.

Strax løb vi til, som stod omkring vor Fiskerbaad paa Stranden, og gav os til af sætte ud. Men der sprang saa mange i Baaden, at den endnu paa Havstokken med Vand, og inden vi fik den lænset, var det hele forbi derude med Redningsbaaden. To mand kom levende i Land; alle de andre drev ind som døde med Undtagelse af en Mand, som havde faaet Redningsbæltet revet af sig, og saa den ene af Skibsfolkene, som de havde frelst ned i Baaden. De to kom aldrig til Syne mere.

Af disse Folk, som druknede dèr lige for voreØjne, var de 7 Familieforsørgere. Og man véd jo, hvad det betyder for os paa Skagen.

Saa snart vi paa Stranden var kommet os en smule af at se paa denne store Ulykke, blev der affyret Raketter, som ogsaa bragte Forbindelse til Veje med Skibet. Men Besætningen derude syntes ikke at kende til Anvendelsen af Raketten og Linen, eller de var saa forfærdede over det skete; det blev, nok sagt, til ingen Nytte.

Nu gjorde Ejermændene til den Baad, jeg havde hentet, og som var fra Vesterby, et Forsøg. Jeg gik ikke med den Gang; thi der var mer end nok, ja altfor mange, som vilde ud.

De naaede ikke ud. De tørnede imod den Trosse, som ved Raketten var bragt ud til Skibet, og fik ved denne Lejlighed en Mand af Skibsfolkene, som entrede ned af Trossen, ind i Baaden til dem. Nu var de lige ved at kæntre, men fik vendt Baaden i sidste Øjeblik og naaede Land.

Strax gik de hjem; de havde nok; og Aftenen faldt paa.

Jeg, som tænkte paa at gøre et Forsøg, stod da og talte med flere derom. Ingen havde dog ret Lyst. Til sidst fik jeg dog 2 Mand fra Højen og 6, foruden mig selv, fra Skagen samlede til Foretagendet.

Saa gik vi ud, kom lykkelig over Revlerne og kastede vore to Dræg paa Siden af Skibet, omtrent dèr, hvor Redningsbaaden var kæntret. Jeg befalede nu Folkene at holde godt fast i vore to Drægliner for ikke at komme for nær til de styrtende Master, der laa et Par Favne i Læ af os. Som sagt, saa gjort.

Strax faar vi tre Mand, nemlig Kaptajnen, hans Søn og en Mand til ned i Baaden hos os; men i det samme tvinges Baaden i den malende Strøm paa Siden og skal til at kæntre.

Det var just i det Øjeblik, da Solen gik under, og der hørtes Jammerskrig i Baaden, og Kaptajnen laa og bad med foldede Hænder, og i Forstyrrelsen slipper de to Mænd den agterste Drægline, som de skulde holde i for ikke at komme Vraggodset for nær. Det var nu en Guds Lykke, at de gjorde det. For, idet de slipper, rejser Baaden sig op paa ret Køl; og det havde den ikke gjort af sig selv, om ogsaa vi alle Mand var sprunget op i den Luv Side for at tvinge den.

Saaledes gaar det tidt, at man i Forstyrrelse gør det rette; men undertiden kan det jo rigtignok ogsaa slaa fejl.

Vi fik de tre bjærgede Folk bragt agter i Baaden og laa for det ene Dræg svajet op med en Line Skibet, men vi raabte til Folkene om Bord, at de skulde stikke Linen om Livet paa sig og springe i Søen. Men de vovede ikke at gøre det. De skreg ynkeligt og jammerligt, da vi endelig forlod Skibet for at søge Land. Vore Dræg og Liner mistede vi.

Nu kunde der ikke udrettes mere, førend Maanen kom op hen ad KL. 10. Vi trængte alle hårdt til Mad og Drikke og tørt Tøj; og vi løftede Baaden op og gik til Byen. De to Mænd fra Højen gik hjem med mig, og jeg sagde til dem, at jeg ikke kunde faa ud af min Tanke, at vi jo ogsaa skulde bjærge Resten af Besætningen.

Da vi havde vederkvæget os, gik jeg ind til vor gamle Købmand og Gæstgiver Brøndum og ham laane mig tvende Dræg, hvad han ogsaa strax gjorde. Liner havde jeg selv, og nu gik Turen paany til Nordstranden.

Da vi kom dertil, var Klokken henved 10, og Maanen skinnede just frem over de lave Skyer og varslede os Lykke til Foretagendet, hvilket jeg ogsaa selv ventede.

Lars Kruse står til højre. Hans søn Jens Kruse står til venstre.

En Baad var der allerede på Stedet. Den var kørt derud fra Højen, og Forbjærgeren var ved Baaden med en Mand af hvert Selskab, i alt henved halvhundrede Mand. De var ved at sætte Baaden ud, men saa snart Forbjærgeren saa' mig, sagde han, at det var bedst, at Lars Kruse kom til med de Folk, som han havde med sig fra Byen, da vi nok bedst kendte til det fra om Eftermiddagen.

Naa; vi sprang i Baaden, og alle de halvhundrede Mand skød os fra Land og raabte Held og Lykke! da vi gik igennem Søen. Vi kom rask over Revlerne, og ingen af os tænkte nu længere på den Fare, vi havde været i for nogle Timer siden. Vi kom paa Siden af Skibet; vi kendte jo dets Stilling, og intet havde forandret sig heri, og heller ikke Strøm og Sø; den sidste var maaske taget lidt af. Vi bjærgede de øvrige af Besætningen, kom lykkelig og vel tilbage, og da vi var i Landingen, tog hele Strandens Befolkning os og løftede os højt op paa Land med et stort Hurra!"

Drachmann skriver også at Lars Kruse fortalte om redningen af besætningen på en Russisk skonnert som strandede i nærheden af Skagen. Vejret var orkanagtig storm og sne fra østsydøst. Dato og årstal kender jeg ikke.

"Vi var 8 Mand, som tog en Baad her fra Byen og løb mellem Revlerne for vejret op til Strandingsstedet. Paa Vejen maatte vi uafbrudt øse, da vi idelig overskylledes af Braadsøerne, men naaede lykkelig Skibet.

Først efter længere Raaben kom Folkene til Syne, og i et Nu havde vi dem nede i Baaden, da de ikke var helt forkomne; og vi naaede lykkelig i Land med hele Besætningen og løftede Baaden op paa Strandingsstedet.

Komme i Land, fik vi af Folk, som stod paa Stranden, Besked, at et Skib var strandet en halv Mil længere Syd paa, men da det allerede var mørkt, var der intet at udrette den Dag. Vi maatte nu tilbage til Skagen, hvilket var meget besværligt, da vi var gennemblødte, havde Støvlerne fulde af Vand og det haarde vejr lige i Ansigtet.

Den Stranding, som blev os meldt, da vi kom i Land, var en hannoveransk Skonnert. Medens vi endnu, om Aftenen, gik hjem langs Stranden, aftalte vi med hverandre at forsøge at komme ogsaa denne Besætning til Hjælp. Vi purrede ud om Morgenen Kl. 4.

Det varede en Timestid, inden vi kom fra Byen, da der var nogle af den forrige Dags Mandskab, som ikke kunde mere. Hvorfor vi maatte tage nye Folk.

Jeg vilde ikke vente paa disse. Jeg kommanderte Fremad! Frosten nødte os til at gaa rask, men Stormen var os i Ryggen. Sneen var nu ophørt, og det var Maaneskin henover Stranden. Klokken 6 var vi ved vor Baad, som vi straks begyndte at sætte i Søen. Det gik ogsaa godt hermed, men det nye Mandskab kom ikke; de var jo først blevet purret, da vi forlod Byen.

Efter at vi havde gaaet lidt frem og tilbage ved Baden, kom den ene Mand. Han raadede os til at vente, til det blev lyst, for ikke at løbe paa Vrag, hvoraf der der stod flere paa denne Strækning. Strandfogeden sagde det samme. Men jeg sagde Nej; hvad vi skulde gøre, skulde gøres straks: og vi burde efter min Mening være ved Strandingsstedet akkurat lige førend det blev lyst.

Saa roede vi da ud over de to Revler og lensede, ligesom om Eftermiddagen, mellem Revlerne med vor Baad. Og alt gik godt, indtil vi kom i Nærheden af Skibet.

Folkene stod oppe i det læ Vant; thi Skroget var allerede helt under Vand. Straks efter faar vi Øje paa Redningsbaaden, som er ved at sætte fra Land.

Ja, kom du kun! tænkte jeg.

Da vi nu er nær ved Skibet, kommer Redningsbaaden roende over Revlen indenfor os. Vi kaster vort Dræg, og skal lige til at have fat i de Skibbrudne, da den store Redningsbaad, som havde kastet sit Dræg omtrent paa samme sted som vi, og ikke ta`er Afstanden i Agt, kommer løbende med en Braadsø tværs paa vor bagbords Laaring og knækker tre Bord i vor Baad og Roret tværs over og tvende Aarer; og et stort Skrig i Baaden høres.

Henrik Madsen raaber da til mig: "Aa Herre Gud, hvor er min Fa`er?" nemlig Mads Henriksen, som tillige med mig stod agter i vor Baad med udstrakte Hænder for at tage mod Stød, da Redningsbaaden kommer ned paa os.

Han, Mads, bliver ved Stødet kaste baglæns ud over den ene Side af Stævnen. jeg over den anden.

Jeg op og ind igen og vil stadig skyde Redningsbaaden fra os; thi Vandet strømme allerede ind til os gennem den knuste Stævn, og Redningsbaaden hænger fast i os.

I det samme kaster en stor Sø os los fra hinanden.

Jeg bliver hængende ved Forenden af Redningsbaaden, og Redningsfolkene, som var beskæftigede med at aabne Ventilerne for Vandet i Båden, havde nok ikke særlig Lyst til at slæbe mig ind i Baaden igen. Med Hænderne havde jeg fat i Stævnens Pullert; men jeg gled mere og mere ned i Vandet, og tilsidst var jeg saa tung, at jeg var lige ved at give los og befale min Sjæl Gud i Vold.

Da kommer der ud over Rælingen to kraftige Karle og tager fat. Men det var slet ikke mig, det gjalt. Min tur var ikke kommet endnu. Kun mærkede jeg, at jeg blev meget lettere.

Det  lykkedes mig nu at faa mit forrige Tag med Hænderne; og saa kom endelig min Tur. De to samme Folk kom og gav mig en Haandsrækning, og fik mig hevet ind over Rælingen.

Da jeg kommer ind i Baaden og skal se mig om, saa staar min egen Broder vad Siden af mig. Det var ham, som havde hængt bag i Nakken paa min Trøjekrave og gjort mig saa forskrækkelig tung. Han var sprunget til i det samme, som Baadene skiltes, og saa maatte han jo holde fast ved noget for ikke at drukne. Det var nu det.

Da andre ovre i vor egen Baad maatte gaa forud for at holde Lækken saa meget som muligt over Vandet. De kom ogsaa lykkelig i Land 1/8 Mil længere Syd paa.

Nu skulde vi i Redningsbaaden - thi der var jo nu vort Logement - først at se at faa Forbindelse med de Skibbrudne, som vistnok maa have set paa alt dette med bange Øjne.

Det medtog lang Tid, men endelig fik vi tre Mand af dem over i Baaden. Den fjerde blev staaende oppe i Vantet med Ansigtet vendt mod Land.

Saa beordrede Baadføreren mig til at gaa op og hente ham ned fra Vantet; men dette var nu umuligt for mig med Storstøvlerne fulde af Vand og saa udmattet, som jeg var, af at hænge saa længe i Hænderne alene, og oven i Købet med en Mand paa Ryggen.

Baadføreren gik da selv op efter Manden i Vantet. Det var Kaptajnen; han stod øverst oppe ganske stivfrossen.

De var nemlig alle fire før Sammenstødet af Baadene krøbet helt ned, saa langt de kunde komme ad Riggen. Men da vi blev paasejlet skreg de meget sørgeligt, de stakler. Nu maatte de, med Koldbrand i Hænder og Fødder, tilbage til deres Plads igen højere oppe.

En Mand var af Styrtesøerne skyllet over Bord. De tre fik vi som sagt over i Redningsbaaden. Men Kaptajnen kunde Baadføreren ikke faa bragt ned; han maatte nøjes med at fastgøre en Ende om den stivfrosne Mand.

Vi halede alle Mand i Linen,  men han deroppe stod som fastgroet i Rigningen. Saa der var intet andet at gøre end kappe Linen og ro i Land med de tre, som trængte haardt til Lægehjælp.

Da vi kom i Land og var blevet forenet med Folkene i vor, den sønderslaaede Baad, saa vi et underligt Syn derude paa Vraget. Kaptajnen slap nemlig Vantet med Hænderne, og hang nogle minutter i sine Fødder, favnende op efter sig, som vilde han have fat igen. Men saa gik Fødderne løs, han faldt i Søen og drev Syd paa.

Havde vi blot haft en Baad, der var brugelig til Roning, saa ahvde vi prøvet at bjærge ham. Nu maatte vi sørge for at bjærge os selv og de tre Stakler, som vi havde hos os, tilbage til Skagen.

Det var ikke sa lige til endda. Stormen rasede lige imod, Frosten var haar, og alle var vi gennemblødte fra øverst til nederst."

Den 9. marts 1894 blev Lars Kruse selv bytte for havet. Han var ude og trække garn da en en pludselig brådsø fyldte hans lille jolle der kæntrede. Ved kæntringen slog han hovedet og druknede. To timer efter blev liget fundet.

Andrias Miklagard har sendt mig følgende: Lars Kruse var blevet indstillet til Ridder Korset, men ak og ve. Så skal alt undersøges, inden sligt bliver givet. Lars Kruse. kom fra fattige kår, og en gang som knægt, havde den stakkel taget ET stykke strandingstømmer, der ikke var større end han kunne bære. Men han tog det altså med hjem  for at tørre det, og bruge til brænde. Det stod SKREVET, og af den grund  kunne han ikke få ridderkorset. Disse oplysninger har jeg fra skipperskolen i Skagen.

Tak til Andrias Miklagard

Kutteren Almuths stranding ved Grenen

Den 27. oktober 1900 var det gode skib Almuth, af Bremen, på vej fra Göteborg til London med en ladning flasker. Lidt før klokken 7:15 strandede kutteren nord for Grenen og en af de vanskeligste redninger, udført af Skagens Redningsstation, tog sin begyndelse. Det blæste en sydøstlig storm med høj sø, og meget stærk nordgående strøm.

Redningsfolkene blev tilkaldt, og med heste blev redningsbåden transporteret så langt ud på Grenen som muligt.  Skibet stod ca. 1,5 Km. fra land, og var sunket så dybt at kun masterne kunne ses over vandet. Besætningen sad oppe i stormastens vant. De kunne se at redningen ville blive meget vanskelig og tilkaldte to redningsbåde mere, hvis det første skulle mislykkes.

Kl. 8 var de klar til til at gå ud. De tog hurtigt olietrøjerne fa for at kunne ro kraftigere. Efter at have roet kraftigt i ca. en time var de ca. 200 meter fra havaristen, men de var nødt til at kaste kaste anker for at få tid til at puste lidt ud. Efter kort tid lettede de anker og genoptog den kraftige roen, men uanset hvor meget de sled i årene kunne de ikke gå mod sø og strøm, så der måtte igen kastes anker. Nu tog de redningsveste og overtøjet af så de kun havde skjorte på overkroppen. Igen lettede de anker og lagde alle kræfter i at trække på årene, og kom ca. 100 meter frem mod havaristen før der igen måtte kastes anker.

De fik øje på lodsdampskibet "Skagerak" som kom imod dem. Lodsskibet vekslede signaler med Skagens fyr, hvor der var hejst signalet "Hjælp redningsbåden". For tredje gang blev ankeret lettet og kampen mod sø og støm genoptaget. Redningsfolkene indså at det var håbløst at ro det sidste stykke ud til havaristen, så de holdt ned mod lodsdamperen for at lade den bugsere dem. Redningsbåden blev bugseret hen i vindsiden af havaristen, mens folkene igen tog deres redningsveste på. De kom ned til havaristen og fik endelig reddet besætningen der bestod af 5 mand. Herefter kom de igen på slæb efter lodsdamperen der slæbte dem ind under land. Kl. 11.30 landede redningsbåden heldigt.