M/S Palatia

Var på vej fra Stettin til Ålesund med 999 russiske krigsfanger. Fangerne skulle benyttes til at opbygge de tyske forsvarsværker. Ydeligere var der 132 tyske soldater og en besætning på 33 mand ombord. Tæt ved Lindesnes fyr blev de ramt af en lufttorpedo, og skibet sank efter 25 minutter. 986 mennesker mødte deres skæbne den dag.

Palatia havde været i havn i Kristiansand. Fredag den 21. oktober 1942 kl. 05:30 forlod skibet havnen med en konvoj bestående af; Palatia, D/S Ostland med 1000 krigsfanger, tankskibet Ostermor og 3 u-bådsjagere. Ganske kort efter afgangen begyndte problemerne at melde sig. Først fik Ostermor motorskade og måtte slæbes tilbage, Ostland gik på grund og den ene u-bådsjager fik også motorskade og måtte slæbes tilbage af en af de andre. Først klokke 11:30 kom Palatia fra Kristiansand ledsaget af u-bådsjageren UJ 1704.

Det var en regnfuld efterårsdag med en vindstyrke på omkring 5-6, stiv til hård kuling og skydækket hang lavt. Klokken 15:03 modtog telegrafisten på M/S Palatia en melding om, at fire bombefly var på offensiv patrulje. Kun to minutter efter alarmen gik et Hampden bombefly til angreb på Palatia. Flyet blev først opdaget i 5-600 meters højde, men piloten dykkede hurtigt til omkring 60 meters højde og smed en lufttorpedo. Hutigt trak piloten flyet op i skydækket for at undgå luftværnsild.

Palatia blev ramt i skibssiden lige bag maskinrummet, og begyndte hurtigt at synke. Kl. 15:15 gik UJ 1704 tæt op til Palatia, hvor det lykkedes 10 søfolk og 20 russere at sprige over på eskorteskibet. Da UJ 1704 igen gled væk fra Palatia udbrød der panik, som man prøvede at dysse ned ved hjælp af megafoner. Fra UJ 1704 blev der kastet redningsflåder ud, og net blev hængt ud over skibssiden. Tre tyskere blev bundet fast på ydersiden af rælingen for at hjælpe de skibbrudne ombord. Det var kun tyskere man gjorde noget for at redde, russere blev kun reddet hvis det ikke hindrede redningen af tyskere. Og kun hvis de drev på flåder eller vraggods sammen med tyskere.

I UJ 1704s rapport står der: "Fem gange hindrede russere redning af tyske soldater ved at de enten holdt fast i benene eller at de klamrede sig til linerne, så tyskere ikke kunne trækkes ombord i u-bådsjageren. Da der ikke fantes andre måder at få russerne til at slippe grebet på, måtte vi bruge håndvåben".

Klokken 18:45 sluttede UJ 1704 redningsarbejdet på grund af mørke og dårligt vejr. Da havde de reddet 64 soldater, 28 søfolk og 99 russiske krigsfanger.

I pressen blev denne ulykke ikke omtalt, heller ikke senere er der blevet skrevet om forliset. End ikke det norske krigsleksikon eller krigsdagbøger omtaler forliset. Hvorfor mon det er tilfældet?

Skibsklokken fra Palatia. I den russisk bog: "Norske virkeligheder". Fortæller den overlevende krigsfange Pjotr Litvintsov: "Om morgene 21. oktober 1942 kom en konvoj fra Stettin i Polen til havn i Kristiansand på sydspidsen af Norge. Lastskibet M/S Palatia på ca. 4000 ton havde lastrummet fuldt af krigsfanger. Nogle af os kom ud af lastrummet, og fik kikket mod land. I gaderne spankulerede tyske soldater, og fra bygningerne vajede nazisternes flag. Efter et kort ophold, gik skibet ud på havet som begyndte at blive urolig. Regnen øsede ned og kraftig vind rejste store mørke bølger. Pludselig vendte skibet og gik ind til havnen igen. Et andet skib som fulgte os, også med krigsfanger, havde fået en skade. Snart var Palatia igen på havet, ledsaget af en kanonbåd og et fly.

Mellem kl. 15:00 og 16:00 om eftermiddagen hørte vi motorstøj fra luften. Fra dækket hørtes skud fra luftværnsild. En vagt råbte ned gennem lugen, at vi blev angrebet af en gruppe engelske fly. I omtrent ti minutter blev vi bombet. Et voldsomt slag sendte mig i dørken. Alle styrtede mod udgangen, men ingen kom ud. Farten aftog betydelig og skibets slingren blev kraftigere. Lyset forsvandt.

Det lykkedes for mig at få en tysker til at slippe mig ud på dækket. Agterenden sank ned i bølgerne og soldaterne kastede deres våben og fór omkring i vild panik. De fyldte redningsbådene og tænkte kun på at redde deres eget skind. Jeg ville hjælpe mine kammerater ud fra lastrummet, men det var alt for sent. Fra et eller andet sted inde i skroget kom der to eksplosioner med kort mellemrum. Det var kedlerne som revnede. Stævnen rejste sig op i luften og alt kurede nedad, hvor vandet strømmede ind gennem et hul i skroget.

Jeg nåede akkurat at få fat i rælingen og hang over afgrunden i en højde af omkring 15 meter. Der var ingen tid at spilde. Hurtigt fik jeg det overflødige tøj af og skoene, hvorefter jeg hoppede i havet. Et redningsbælte, jeg havde fået fat på i lastrummet, bragte mig op til overfladen. Jeg skyndte mig at svømme lidt væk fra skroget. Skibet sank.

Efter nogle minutter kunne jeg se vraggods fra skibet og folks hoveder rundt omkring. Nogle få var kommet op fra lastrummet, men ikke alle klarede at redde sig. Nogle blev suget ned med skibet og nogle kunne ikke svømme.

Jeg fik fat i en redningsponton af metal. Bølgerne stod over vores hoveder. Ikke langt væk klamrede nogle sig til vragrester. Eskorteflyet fløj lavt over os, som om besætningen ikke kunne forstå hvad der var blevet af skibet. Efter en tid dukkede der en kanonbåd op. Mandskabet turde ikke sætte redningsbåde ud i den høje sø, men kastede livliner ud. Hvis en russer tog fast i en line før det var hans tur blev han skudt på klos hold. Jeg advarede kammeraterne. Det mørknede.

Pontonen slog nogle gange ind i siden på kanonbåden. Jeg fik øje på en bred fender som hang langs fartøjet, næsten i vandlinien. Den var bundet med at stramt, tyk reb. Jeg fik en desperat idé. Da en bølge slog pontonen mod båden, samlede jeg mine sidste kræfter og sprang. Jeg fik de stive hænder ind bag tovet, og fandt fæste for benene på fenderen. Jeg pressede mig ind mod skibssiden, mistede bevidstheden, men blev hængende i rebet. En eller anden på dækket fik fat i mit hoved og trak mig indenbords. Jeg var reddet.

Jeg kom til mig selv, men kunne ikke stå på benene. Nogle tyske matroser slæbte mig under dæk. Der var overlevende kammerater nøgne og forfrosne. Alle havde mærker efter tunge slag. Jeg begyndte at ryste og dirre. Kanonbåden øgede farten og gik mod land. Der ventede to peletoner med automatvåben. Ved hjælp af knytnæver og geværkolber fik de stillet os op i rækker. Der var omtrent 160 mand. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Omsider kom vi frem til udkanten af en by, hvor vi blev placeret i barakker bar pigtrådshegn. Der var en uopholdelig stønnen fra syge og sårede, vi kunne ikke slippe de mareridt agtige billeder fra båden. Jeg satte mig ved ovnen for at få lidt varme, lejrældste kom ind. Han havde to kartofler i hænderne og bød mig den ene.

Den 23. oktober førte de en blond tater ind, som alle kaldte Ivan. I næsten et døgn havde han holdt ud med sine kammerater på nogle vragrester. Den ene fange efter den anden døde i barakken. De blev overladt til sig selv uden nogen form for pleje.

Ligene blev pakket ind i papirsække og dumpet i havet.

Mindesmærket Pax, som står ved Lindesnes fyr. Det blev indviet den 21. september 1997 af HM Kong Harald. Ved ceremonien sang et kor på 986 sangere. Det samme antal som mistede livet den skæbnesvangre oktoberdag i 1942.