S/S Norge

Omkring århundrede skiftet emigrerede mange mennesker til Amerika. De fleste havde en drøm om hurtig rigdom i det forjættede land. Der var flere rederier, der konkurrerede om, at transportere de mange emigranter. Et af dem var DFDS, der i 1898 havde købt Thingvalla-selskabet. Ved handelen havde DFDS fået dampskibet "Norge" indlemmet i deres flåde. "Norge" var bygget i 1881, så det var ikke et moderne skib. På det tidspunkt dominerede sejlskibene på verdenshavene, "Norge" var en blanding af et sejl- og dampskib. Der var rigning, så der kunne sættes sejl, når vinden var gunstig, og en dampmaskine der udviklede 1400 HK. Skibet var forsynet med dobbeltbund i den agterste del, og fem tværskibs vand tætte skodder. Andre steder er det nævnt at der var seks vand tætte skot, men det 6. gik kun til mellemdækket, og kan derfor ikke betegnes som et vandtæt skot.

Det var en alvorlig beslutning, emigranterne tog, når de besluttede sig for at rejse over there. I en stor del af året var Atlanterhavet vanskelig passabel på grund af storme, så søsygen lurede, og da turen tog omkring 14 dage, passede betegnelsen blegansigter, ofte på emigranterne når de gik i land.

S/S Norges sejlrute.

Da "Norge" var ved at blive gjort søklar i Københavns havn, havde passagererne ingen bekymringer om vejret, for de rejste på det tidspunkt, hvor der var mest rolig på Atlanterhavet. Den 22. juni 1904 forlod "Norge" København med omkring 378 passagerer ombord. Kursen blev sat mod den norske hovedstad Christiania. (I 1925 skiftede Christiania navn til Oslo)Efter Christiania, hvor der gik omkring 231 rejsende ombord, lagde "Norge" ind til Kristianssand for at tage 85 passagerer mere ombord. (Der er lidt variation i antallet af passagerer. Alt efter kilderne) Nu var tiden inde til at tage det lange stræk med næste stop Amerika. Der var i alt 727 emigranter og en besætning på 68 mand. (Disse tal er korrekte)

Turen nord om Skotland foregik i godt vejr, så om morgenen tirsdag den 28. juni havde alle vænnet sig til livet ombord. Skibet blev ikke alene drevet af dampmaskinen, der var også sat skonnertsejl, storsejl og stagsejl. Efter Skotland var passeret, blev kursen sat sydvestlig til 254 grader, med den kurs skulle "Norge", passere syd om Rockall i en afstand af 6-7 sømil.

Rockall er en lille ubeboet granitø, der ligger omkring 400 kilometer fra Irlands nordvest kyst. Øen er ikke ret stor, kun cirka 100 meter i omkreds, og det højeste punkt er kun 21 meter over havoverfladen. Omkring Rockall er der mange farlige rev. Tidligt denne tirsdag morgen blev det tåget. Kaptajn Valdemar Gundels stående ordre til navigatørerne var, at han skulle have besked ved forandringer i vejret. Det fik han også denne morgen. Det var umuligt at se frem for skibets stævn, så Gundel valgte at ændre kursen til 222 grader, derved skulle afstanden til Rockall øges til omkring 20 sømil, når "Norge" passerede klippen. Kl. 7:30 havde skibet sejlet 27 sømil efter loggen siden kursændringen, og da vejret klarede op, gik kaptajnen tilbage på den oprindelige kurs. I løbet af få minutter kom tågen igen, men Gundel mente, at han var rigelig klar af klippen, så han blev på kursen. Kl. 7:45 stødte "Norge" på et eller andet. Over vandet var der ikke noget at se, men ved sammenstødet kom der noget op, der lignede gamle vragdele. Skibet løftede stævnen op, og der blev revet en lang flænge i forskibet. Maskinmesteren stoppede straks maskinen, men kaptajn Gundel forlangte fuld kraft bak for at komme fri. Han havde et håb om, at kunne komme så langt tilbage, at passagererne kunne blive taget op af en fiskesmakke, han havde set tidligt om morgenen. Umiddelbart efter sammenstødet pejlede tømmermanden forlasten, der var allerede fem fod vand. Passagererne der havde kammer forude, kunne se vandet fosse ind i skibet, der hurtigt dyppede stævnen dybere i søen. Der var ikke tid til at få tøj på. Passagererne skyndte sig at få redningsveste på og komme op på dækket. På dækket opstod der nogle slagsmål om redningsvestene, en del af dem blev flået i stykker. Mange forældre satte deres børn op i rigningen, hvad der kun var en stakket frist. Kaptajn Gundel beordrede redningsbådene klargjort, han indskærpede besætningen, at de skulle foregå med et godt eksempel og sørge for, at kvinder og børn kom først fra borde. "Norge" havde otte redningsbåde, der tilsammen kunne rumme 251 personer, der ud over var der en flåde, som var beregnet til 30 personer. Mange passagerer sprang i vandet, før bådene var klar, de omkom i løbet af kort tid. "Norge" holdt sig flydende 20 minutter efter stødet. Redningsbådene Redningsbådene nr. 1 blev firet ned til dækket så passagererne kunne gå ombord, derefter blev den firet ned i vandet. Den var bygget til 48 mennesker og det var også noget nær det antal der var ombord. Båd nr. 2 var også bygget til 48 personer, men der kom betydelig flere i, det var fortrinsvis kvinder og børn. Der var også to matroser ombord. Båd nr. 3 var bygget til 28 passagerer, så da der var 28 ombord blev den firet ned, ombord var 3. styrmand og en matros. Da båden var nede i vandet, kunne de ikke rigtig få det agterste reb til at slippe, så i forbindelse med en sø blev agterenden slået kraftigt ind mod skibs siden. Styrmanden blev slået overbord, og båden blev læk, så folkene måtte i gang med at øse.

Kaptajn Valdemar Gundel

Båd nr. 4 blev sat i vandet med 15 passagerer og 2. styrmand, den var beregnet til 28 personer.

Båd nr. 5 var beregnet til 26 mennesker, den blev søsat med omkring det halve antal. Båden blev i nærheden for at samle folk op fra havet. Den styrmand der gik overbord fra båd 3 blev samlet op, sammen med en matros der også var faldt i vandet.

Båd nr. 6 der var beregnet til 27 passagerer, blev overfyldt da den hang i højde med dækket, rebene båden hang i brast, og båden faldt ned, og blev knust.

Båd nr. 7 der var beregnet til 23 passagerer, blev også meget overfyldt. Da den skulle fires ned, blev det agterste reb sluppet, så båden kun hang i det forreste reb. Alle passagererne faldt i vandet. Nogle blev hakket i stykker af skruen, der endnu ikke var stoppet helt. Båden blev knust. Båd nr. 8 kunne også tage 23 passagerer, også den blev stærkt overfyldt. Da den var kommet i vandet, blev en dreng på 4 år smidt ned i båden, han landede så uheldigt at han brækkede nakken. Båden kom godt i vandet, og roede hurtigt væk af tre grunde; der var ikke plads til flere, de var bange for at blive suget ned når "Norge" sank, og de var også bange for, at alle dem der var i vandet, ville kæntre båden. Der var ingen af besætningen ombord i båd nr. 8, men der var en norsk sømand, der havde været i åben båd på havet før. Flåden, der var beregnet til 30 passagerer, blev gjort fri. Selv om mange mænd hjalp hinanden, kunne de ikke løfte den i vandet. Alt hvad der var, som kunne bruges som redningsmidler, blev frigjort.

På kommandobroen stod kaptajn Valdemar Gundel, og brugte dampfløjten så længe der var tryk på kedlen. Han håbede at andre skibe hørte signalerne. Kl. 8:05, tyve minutter efter sammenstødet stod kaptajnen stadig på broen. På det tidspunkt rejste skibet agterstavnen højt over vandet, og gled ned i dybet, for at finde sit sidste hvilested. Samtidig med at vandet lukkede sig om Gundel, bøjede rælingen ind over hans ene ben, så han var fanget, som i en rævesaks. Da skibet begyndte at synke, var der en frygtelig larm fra skodder der bukkede sammen, og maskindele der rev sig løs og tumlede frem i skibet. Et stykke nede slap rælingen pludselig sit greb i Gundel, så han kunne komme op til overfladen. Da Gundel kom op, kunne han se mange mennesker, der svømmede, eller drev i vandet. De mange skibbrudne skreg i dødsangst, men efterhånden stilnede skrigene af, og der var omkommet 626 mennesker. (Billedet som viser et maleri af Christian Mølsted, er venligst stillet til rådighed af Handels- og Søfartsmuseet, som har det originale billed.) De der havde reddet sig op i redningsbådene frøs, for ingen af dem havde ret meget tøj på. Kort efter "Norge" gik ned begyndte det at regne kraftigt. Langt borte kunne Gundel se en redningsbåd, den svømmede han hen imod. Efter omtrent halvanden times svømning, kom han hen til båden, der viste sig at være båd nr. 1. Modtagelsen Gundel fik, var slag med årene, dem der var ombord, ville ikke have flere med. Ikke før de blev klar over, at det var kaptajnen, fik han lov at komme ombord. Båden havde allerede taget mange overlevende op, så den var meget overfyldt. Da Gundel kom ombord, gav han ordre til, at masten skulle rejses og sejlet sat. Der var ikke ret mange beskøjter, og heller ikke ret meget fersk vand, så det blev rationeret. Vandet blev delt ud på den måde, at et tørklæde blev gjort våd, og så gik klædet på omgang som sutteklud. Der var meget knurren over den ordning, men kaptajnen skar i gennem, og sagde, at hvis der var ret meget mere vrøvl, ville de pågældende blive smidt overbord.

En moder med tre børn havde været så forudseende at tage et tæppe med til at lægge over børnene om natten. De fik ikke meget glæde af det, for allerede den første nat blev det stjålet. Moderen kunne selvfølgelig kende tæppet, og krævede at få det tilbage. Tyvene påstod det var deres eget tæppe, så moderen fik ikke noget at varme sine børn med. Fredag og lørdag så de skibbrudne nogle skibe, men de var så langt væk, at båden ikke blev opdaget. Søndag morgen blev den næstsidste mad ration delt ud, hver fik en kvart beskøjt, og et sut på kluden. Ud på eftermiddagen fik de øje på land i horisonten, og et stykke tid efter så de også et dampskib. Denne gang var heldet med dem, de blev samlet op og sejlet ind til Stornoway. Båd 4 med 2. styrmand Olaf Otte blev helt tæt ved "Norge" og samlede overlevende op. De kunne tydelig høre en rumlen, og susen da skibet sank. Da der var 19 personer ombord, roede de hen til to andre redningsbåde. Det viste sig af være nr. 5 og 8. I de tre både var der i alt 58 overlevende, og Otte var den ældste officer, så det var naturligt, han tog kommandoen over alle tre både. De gjorde status over situationen, i Ottes båd var der rigeligt med beskøjter og vand, mast og sejl var også i orden. Båd 5, hvor der var 28 personer, havde ingen beskøjter og kun lidt vand, men mast og sejl var i god stand. Værre så det ud i båd nr. 8, der havde 32 mennesker ombord, der var hverken beskøjter, vand, mast eller sejl. De to både med mast og sejl, fik hejst sejlet og begav sig afsted. Den norske passager Jørgen Hansen, der havde prøvet at være skibbruden før, havde kommandoen i båd 8. Han gav sig til at sprætte mange redningsveste op, og sy dem sammen til et nødsejl. Der har nok været nogle, der blev forbavset, over han ødelagde vestene, men det var ud fra den betragtning, at hvis de fik brug for vestene, ville de ikke overleve alligevel. Jørgen Hansen fik rejst en åre som mast, og satte det hjemmelavede sejl. Hen på aftenen, da det var begyndt at mørkne, så Otte i båd 4 en anden redningsbåd. Den var fuld af kvinder og børn. Otte spurgte om de behøvede hjælp men de svarede nej. Han gav dem besked på at følge bagefter. Det blev sidste gang nogen så båd nr. 2 og de næsten 70 mennesker der var ombord. Næste formiddag mødtes de tre andre både igen til morgenmåltidet. De overlevende der var i båd 5 fik 2 beskøjter og lidt vand hver, de fik også lidt vand og 1 beskøjt hver i båd 8. Hen på aftenen besluttede Otte sig for at sejle i forvejen, fordi han kunne sejle hurtigere end de andre, så der blev holdt et skibsråd mellem de tre både. Jørgen Hansen ville gerne have Otte til at tage nogle flere med i hans båd. Det mente Otte ikke var nogen god ide, men han gav båd 8 fem beskøjter til deling mellem de 32 mennesker. Derefter sejlede Otte og de andre 18 overlevende i båd 4. De havde 57 beskøjter til turen. Båd 8 Brugte det sidste vand torsdag formiddag, og blev reddet søndag eftermiddag, kom ind til Stornoway på Isle of Lewis. Båd 5 blev reddet mandag I båd 4 var de sidste beskøjter spist op søndag morgen, senere søndag kom der en planke drivende, den samlede de op og fandt nogle muslinger som de spiste. Natten mellem mandag og tirsdag blev det regnvejr, de riggede et sejl til så de kunne samle lidt regnvand, det blev til en halv spand fuld. Blev reddet tirsdag eftermiddag kl. 18:00 og sejlet til Thorshavn.

Redningsbådene i skemaform

Båd nr.	Beregnet Til	Antal ombord	Fundet den	Kl	Efter døgn
1	48	71	3. juli	17:30	5
2	48	ca. 70	Sank	på	havet
3	28	28	29. juni	ca 7:00	1
4	26	19	5. juli	?	7
5	26	17	4 juli	ca. 8:00	6
6	27	Kom	ikke	fra	skibet
7	23	Knus	ved	sø	sæt
8	23	35	3. juli	ca. 14:00	5

Den endelige opgørelse over omkomne/overlevende så sådan ud:

Fordeling	Omkomne	Reddet	Ialt
Mænd	158	90	248
Kvinder	234	22	256
Børn	190	33	223
Ialt	582	145	727

I skemaet findes der ting der ikke stemmer overens med teksten, men uoverensstemmelserne findes i de officielle papirer. Det er ikke muligt at fastslå det nøjagtige antal. Det er dog kun små afvigelser der optræder, så tallene giver et realistisk billed.

Der var ialt 67 besætningsmedlemmer, og derudover skibslægen. I arkiverne er der modstridende oplysninger. Det er nævnt at de overlevende besætningsmedlemmer er: Kaptajnen, 2. styrmand, 1 mask.ass., 8 matroser, 5 søfyrbødere og 6 fra restaurationspersonalet. De omkomne er: Lægen, 1. styrmand, 4 maskinmestre, 2 mask.ass., 7 matroser, 9 søfyrbødere og 21 fra restaurationspersonalet.

I Dansk presse kunne man i dagene efter forliset læse om de modige søfolks indsats under forliset. Der blev også skrevet, hvor eksemplarisk de fleste af de mandlige passagerer opførte sig, kun en kvinde blev rost for sin indsats. Hvor rosværdigt det var, afspejler procentfordelingen mellem de overlevende.

Redningsprocenter i grupperne.

Besætning	Passagerer	Mænd	Kvinder	Børn
35,3%	19,9%	36,3%	8,6%	14,8%

Kvinden der blev rost for sin indsats var frk. Laura Petersen (18 år), hun var i båd nr. 3. I Politiken den 7. juli kunne man læse hvad matros Mathiasen sagde om hende:

"Blandt de allertapreste Passagerer var en ung dansk Dame, Frk. Petersen fra Holte. (Matrosens Øjne skinner af Beundring, da han taler om hende). Hun sad henne i Forstavnen, hvor Søerne skyllede ind, og satte sin Ryg imod dem og virkede som Bølgebryder. Og hvad tror De, hun havde paa! Et tyndt lyst Sommerliv og et lille, kort Skørt, ingen Nederdel, ingen benklæder, og hverken Strømper eller Sko. Næsten nøgen sad hun der som en Slags Gallionsfigur, Time efter Time.

Men det var en Gallionsfigur, der kunne røre sig! Hun øste uafladeligt, og pustede kun et Øjeblik. Saa raabte hun til de andre:

"Bare holde ud! Øs væk! Det gaar nok! Op med humøret!".Det var et storartet Syn, og vi har meget at takke den unge Dame for. Naar hun kunde holde ud, skulde vi andre vel ikke blive trætte! Men nogle af dem, der var i baaden, blev rigtignok svært sløje, da det led mod Aften". Den kvikke pige øste med 3. styrmands søstøvle. Efter redningen tog hun hjem til Holte på et par ugers ferie. Hun har ikke været let at forskrække, for efter ferien tog hun igen afsted til Amerika. På Dansk Skibsførerforenings generalforsamling den 20. februar 1905, fik hun den højeste ære en kvinde kunne opnå. Det blev enstemmigt vedtaget at hun skulle være æresmedlem af foreningen og have en medalje. Hun fik en guldmedalje med hendes og skibets navn samt "For Bravory" indgraveret. Senere vendte hun hjem til Danmark og blev gift med redaktør R. Ipsen, "Aftenbladet". Den 9. oktober 1962 døde Laura Petersen Ipsen og blev begravet på Hellerup kirkegård. Skibsførerfoeningens bestyrelse mødte op ved begravelsen med en blomsterdekoration. En smuk gestus der var fortjent.

Efterspillet

De efterladte gjorde krav gældende overfor rederiet. I de fleste tilfælde henvendte de sig til præsten, som så rejste kravet. Herunder er gengivet et typisk svar brev, hvor al identifikation er afløst af x. Direkte afskrift, citat:

27de Juli 1904

Ved event. fremtidige Skr. bedes refereret til No. xxx

Herr Pastor xxxxx
Vi er i Besiddelse af Deres ærede Skrivelse af 25.ds. og har nøje bemærket sammes Indhold

Idet vi beder Dem godhedsfuldt bevidne xxxxxxs Forældre selskabet inderligste Medfølelse for dem i deres store sorg over tabet af deres Søn, må vi samtidig meddele, at der ikke vil kunne ventes nogen Erstatning for den unge Mands Ejendele, som forliste sammen med "Norge", da selskabet jo umuligt vilde kunne imødekomme alle de krav, der vilde rejses idet Øjeblik, der blev givet til een Side

Med hensyn til spørgsmålet om Billetten, da er Søbilletten jo benyttet og vil ikke kunne ventes refunderet, hvorimod jernbanebillettens Beløb vil kunne tilbagebetales til billetkøberen i Amerika, men maa denne da henvende sig til den Agent, gennem hvem Billetten er købt. Der vil naturligvis ikke være noget til Hinder for, at den i Forbindelse med en ny Søbillet kan overføres til en Broder af den afdøde.

Med megen Agtelse

Citat slut.

I andre tilfælde er det forlist rejsegods der rejses erstatningskrav for. Svaret er også her at der ikke kan gives erstatning med samme begrundelse. Endvidere oplyses det at de rejsende jo kunne have forsikret sit pik-pak. Erstatning for tab af forsørgere kunne heller ikke gives, man henviste til at der ville blive lavet en landsindsamling og midlerne herfra ville blive fordelt senere. I arkiverne kan læses om mange tragiske skæbner, som falder udenfor denne bogs rammer

Enker efter omkomne søfolk fik en gang for alle kr. 500,-, børn fik kr. 100,- årligt til det fyldte 15. år og nogle forældre fik kr. 250,- mens andre fik kr. 100,- en gang for alle. Det har ikke været muligt at finde ud af hvorfor forældre til søfolk ikke fik samme beløb.

Der var mellem rederiet og domstolen, meget debat om der var for mange passagerer i forhold til hvad skibet var godkendt til. I den forbindelse blev der gjort meget ud af at forklare beregningen af børn ombord. Børn under 1 år talte ikke med, og børn under tolv år talte som en halv. Beregnet passagerantal bliver: 727 - 23 - det halve antal af de 200 børn mellem 1 og 12 år = 604. Der var redningsbåds kapacitet til 251 personer + en flåde der kunne tage 30. At der kun var plads til under det halve af de ombordværende, kan ikke lastes rederiet. Der var ikke krav om, at der skulle være plads til alle, det var først efter "Titanic"s forlis, 8 år senere, man begyndte at tale om det. Ombord på "Norge" var der 10 redningsbælter, egentlig var lovkravet 2 stk. pr. redningsbåd men synsmændene forlangte kun 10 stk. Den kritik der blev rejst om at der ikke var livbælter til alle ombordværende, kunne rederiet straks afvise idet der var 40 livbælter mere, end der var passagerer og besætningsmedlemmer.

"Norges" forlis er den største katastrofe der har ramt Dansk Søfart. Lad os håbe den aldrig bliver overgået.

Kaptajn Gundel er senere blevet kritiseret, og anklaget i retten fordi han bakkede væk fra det han var stødt på. Kritikken gik på, at hvis skibet var blevet "stående", på forhindringen ville forskibet ikke synke yderligere, og derved ville der i værste fald blive bedre tid til at sætte redningsbådene ud. Kritikken er fuldt berettiget FORUDSAT, at der ikke var nævneværdige bølger. Sålænge havet var fuldstændig blikstille kunne "Norge" ligge godt. De mindste buler på vandet ville medføre at skibet blev løftet fri og dernæst igen grundstøde (det skete for "Jakob Mærsk" i januar 1975 hvor 7 søfolk omkom). På den måde kunne skibet på meget kort tid blive hullet som en si. Det er en alvorlig sag at rette sådan en kritik mod en kaptajn. Forfatteren er ikke sikker på, at kritikken er berettiget. Da vi ikke ved, hvad "Norge" stødte på og, hvor lækagen opstod er det ikke muligt at drage paralleller til moderne skibe. Sandsynligheden taler for at "Norge" fik bunden revet op, og da der kun var dobbeltbund i agterskibet, har vandet frit kunne fylde forskibet. Da alle moderne skibe har dobbeltbund, vil den samme ulykke næppe kunne ske for et moderne skib.

Kaptajn Gundel blev frifundet, men skulle dog betale en del af sagsomkostningerne.