Sandsugeren M/S Kaptajn Nielsen

Var ejet af det danske entreprenørselskab Christiani & Nielsen A/S. Skibet kæntrede den 18. september 1964 ca. 15 sømil nordøst for Brisbane, Australien. Ombord var der 24 søfolk, de ni mistede livet. At de 15 blev reddet skyldes først og fremmest den brave matros Erik Viktor Poulsen. Ved den australske kyst er der et par småøer, en af dem er Moreton Island. På øen er der en lille by, Tangalooma og ca. 6 kilometer fra den, befandt Kaptajn Nielsen sig da det kæntrede.

(Det kæntrede Kaptajn Nielsen. Da billedet blev taget var der stadig folk indespærret.) Jeg hørte efterhånden en del råb om hjælp, og jeg hørte, at nogle svarede hinanden. Hvem der var hvem, kunne jeg ikke rigtig afgøre, for vi havde lige fået en hel del nye besætningsmedlemmer, og mange af dem kendte jeg faktisk ikke endnu. Så råbte jeg selv, og da der var en, der svarede, spurgte jeg : "Hvem er det?" - "Det er Donkey," svarede manden. Jeg spurgte ham, hvad der egentlig var sket, men det vidste han ikke. Så spurgte jeg ham, hvor han befandt sig. Det vidste han heller ikke. Så spurgte jeg: "Hvordan er de lokaliteter, du befinder dig i?"  Han svarede, at han befandt sig på et kammer. I betragtning af, at han, som det senere viste sig, var blevet skyllet gennem to døre, er det jo ikke så sært, at han var godt fortumlet og ikke rigtigt kunne orientere sig. Vi fik imidlertid snakket lidt mere sammen og fandt efterhånden ud af, at han befandt sig på førstestyrmands kammer, ved siden af mit eget, og at han lå med albuerne på undersiden af skrivebordets midterskuffe.

Da vi havde fundet ud af det, siger han: "Jeg kan ikke ret meget længere". "Forsøg at komme op og sidde på skrivebordet", sagde jeg og forklarede, hvordan jeg selv sad. Det gjorde han, og vi snakkede lidt mere sammen. Jeg tænker, der var gået en times times tid eller så, da han sagde: "Jeg tror ikke, vi skal snakke mere sammen, for vi skal spare på luften". Vi blev så enige om kun at tale til hinanden en gang imellem. Jeg havde mit ur på, det gik stadigvæk. Lidt efter råbte han: "Nu forsøger jeg at komme ud". Det gjorde han, men han skulle også dykke for at komme ud i gangen, og ganske kort efter råbte han, at han ikke havde kunnet klare det; han havde ikke nær luft nok, og nu var han kravlet op på skrivebordet igen.

Vandet var ca. 20 grader varmt, men det føltes koldt, og efterhånden døsede jeg hen, rimeligvis på grund af iltmangel. Omsider vågnede jeg imidlertid ved at høre skruestøj fra en motorbåd, og jeg råbte til donkeymanden: "Nu tror jeg, de har opdaget os", og lidt efter råbte råbte han: "Nu er de her". En frømand var kommet ind til ham og samme frømand råber så ind til mig på en slags skandinavisk: "Tag det roligt, vi kommer nu! Det varer ikke ret længe!". Det var en australsk frømand, Joe Engwirda, og sit skandinaviske kunne han, fordi fordi han en tid havde arbejdet i Sverige. Et øjeblik efter kom han ind til mig. Han åbnede sin iltflaske og blæste ilt ind i mit kammer, så jeg fik frisk luft. Derefter sagde han, at han først måtte hente donkeymanden, for han var mest medtaget, men han skulle snart komme efter mig også.

Efter en halv times forløb kom en anden frømand ind til mig. Det var den australske overbetjent i Water Police - kystpolitiet - i Brisbane, I. J. Adams. Jeg er ikke klar over, om han havde to iltapparater med og gav mig det ene, eller om han havde en ekstra slange med mundstykket på sit eget apperat, men i hvert fald fik jeg sådan en slange stukket i munden, og idet Adams tog mig om håndleddet, gav han mig besked på at hoppe i vandet, dykke - og så skulle han nok dirigere mig. Han fik mig hjulpet ud i gangen og så videre ud og op, til vi kom ud i det fri. Jeg blev bjærget op i en redningskrydser og bragt nedenunder i en af kabinerne, hvor jeg straks fik en eller anden styrkende indsprøjtning og noget meget stærkt spiritus, jeg tror, det var rom - det kvikkede i hvert fald vældig op".

Erik Viktor Poulsen fortalte selv om kæntringen: Jeg lå og sov ganske uskyldigt ude i forskibet og skulle på vagt på vagt kl. 24.00, som det skete ved 23.30 tiden. Jeg opdagede det ved, at jeg røg ud af køjen, for min køje sad nemlig på bagbords skot. Skibet var endnu ikke kommet helt rundt, da jeg faldt ud, og mens det kæntrede videre - det gik hurtigt - nåede jeg at komme ud på gangen, og jeg skulle vistnok til at gå op ad trappen, da det omsider "stod på hovedet" ... jeg ved ikke rigtigt ... man fatter ikke, hvad der foregår, når sådan noget sker, især ikke når det sker så hurtigt - men jeg mener da at kunne huske, at jeg klamrede mig til gelænderet.

Omsider gik det op for mig, at jeg nok gjorde bedst i at se at komme helt ud, og på den ene eller anden måde fik jeg også den nærmeste dør op. Den førte ind til proviantkammeret, og det var jo ikke lige netop dét, der var mit mål. Nu gik det virkelig op for mig, at skibet lå upside down. Dørene stod åbne ind til nogle andre kamre, og der kunne jeg se en otte-ni stykker af mine kammerater. Jeg gik ind til dem, og vi famlede lidt rundt på dækket, som altså nu var var dørk med lampekupler - det var mærkeligt, Så siger jeg: "Vi må prøve at finde et sted, hvor vi kan komme ud".

Der var en, der fandt en lampe, og så kom der nogle, der råbte, at de havde fundet et kammer, hvor et af skylightene stod åbent. Det vendte selvfølgelig ned mod havbunden, men da vi kom ind i det pågældende kammer, kunne vi alligevel gennem detteher skylight se månelyset, for det stod ned gennem vandet og gav genskin fra havbunden. Så siger jeg: "Vi må prøve at komme ud dér". Det var der almindelig enighed om, for der var nogle, der påstod, at vi lå oppe på floden, så det var såmænd bare om at komme ud og kravle i land.

I virkeligheden anede ingen af os, hvor vi var, for vi havde jo ligget og sovet, men ideen lød da helt god. Vi gik ind i lukaf'et, der var ikke kommet ret meget vand ind, det gik os kun sådan omtrent til knæene, for vi befandt os jo i forskibet, der lå lidt højere end agterskibet. Ën skulle jo være den første, og jeg havde bestemt ikke noget imod at forlægge residensen, så jeg skubbede mig baglæns ud gennem skylightet - efter først at have taget en ordentlig indånding - fik mig skubbet ind under skibet og dykkede ud. Jeg svømmede så lidt væk, for det syder og koger omkring sådan et kæntret skib, og selv om der ikke var ret meget vand, stod det ikke på dette tidspunkt på bunden; jeg kunne jo ikke vide, om det skulle synke meget dybere ned, og så svømmer man jo lidt væk for ikke, i givet fald, at blive suget med ned.

Jeg regnede med snart at se de andre komme op, men der kom ingen på den side af skibet, hvor jeg lå. Så råbte jeg men fik intet svar. Så svømmede jeg lidt rundt om skibet men fandt stadig ingen kammerater. Jeg spurgte dem senere, hvorfor de ikke kom, og de svarede, at de havde alligevel ikke turdet, for de havde jo ikke vidst, om jeg var kommet op i god behold - det var sådan lidt vagt, hvad der blev sagt. Da jeg fandt ud af, at der ikke kom flere op, at der ikke var både eller andre fartøjer at se, og da jeg kunne se, at vi lå ud for Tangalooma, så tænkte jeg: "Nåja, så må jeg vel prøve, om jeg kan nå at komme derind", og så begyndte jeg at svømme ind mod Moreton Island. Jeg kunne se lysene derind, og det så ikke ud til at være ret langt, men da jeg havde svømmet et godt stykke tid, syntes jeg ikke, jeg var kommet nærmere. Det løber en ret stærk strøm langs øen, så jeg blev ført nordpå, bort fra lysene.

Men nærmere kom jeg altså trods alt, og da jeg havde svømmet knap en tre timer eller så, ramte jeg en revle og troede så, at nu var den hellige grav vel forvaret. Jeg kom i knævand og begyndte at fryse men syntes alligevel, at det var evigt dejligt det hele. Men det var altså bare løgn. Der var masser af vand endnu. Da jeg havde vadet en halv times tid, måtte jeg svømme igen - en halv times tid.

Langt om længe kom jeg ind på stranden, men da strømmen havde ført mig et stykke nordpå, måtte jeg traske sydpå for at nå ned til Tangalooma. Jeg halvløb sådan lidt for at holde varmen, for jeg var kun iført undertøj, og når det tilmed er vådt og klokken er tre-fire stykker om morgenen, ja, så småfryser man altså en smule. Efter en halv times tid nåede jeg badestedet, som nærmest er en samling små gæstehuse. Jeg havde aldrig været der før og vaklede lidt rundt for at finde ud af, hvor jeg bedst kunne henvende mig. Til sidst buldrede jeg løs på døren til et af husene, og en mand kom ud, men han ville ikke tro på, hvad jeg sagde - han troede vist, jeg var lidt halvfuld, og det kan man måske ikke bebrejde ham. Han smækkede i hvert fald døren i. men så hamrede jeg løs igen, og omsider fik jeg manden overtalt til at vise mig hen til direktøren for foretagendet.

Han måtte jeg parlamentere videre med, før jeg omsider fik han til at ringe til Water Police i Brisbane. Havnepolitiet kviede sig også ved at tro på min sælsomme beretning, og jeg var vel efterhånden heller ikke i fineste form til en saglig, akademisk debat. Det endte med, at jeg med færgen fra Tangalooma til fastlandet, en stor motorbåd, skulle sejle ud til mit forliste skib, så andre kunne se, om jeg talte sandt eller ej. Vi kom ned til molen, til motorbåden, fik purret kaptajnen og sat ham ind i situationen. På molen gik nogle unge mennesker, gæster fra hotellet eller gæstehusene, og fiskede; de havde godt nok set noget derude, der lå og flød på vandet, men de havde troet, det var en død hval. Da kaptajnen og værten hørte det, blev de mere overbevist om, at det ikke var en røverhistorie, jeg var kommet med. Værten styrtede tilbage til sit kontor, alarmerede igen Water Polilice, som så bad os om straks at gå ud med færgen og se, hvad vi kunne gøre. Samtidig ville de så afsende en speedbåd med frømænd og dykkere m. m.

Skipperen satte fuld kraft på, slog mayday det bedste, han havde lært og bestilte også frømænd. Et større passagerskib, som var på vej ud fra Brisbane, stoppede og spurgte, om man kunne gøre noget, men det var jo ikke muligt i dette grunde vand. Vi måtte stole på os selv og hjælpen fra Brisbane. Da vi kom derud så vi 1ste maskinmester og en motormand sidde på skibets køl. De havde været indespærret i maskinrummet. De kom så ombord i motorbåden og fik lidt varmt at drikke, blev svøbt ind i tæpper osv. og fik en whiskey, vi sejlede lidt rundt for at se, om der lå nogle og svømmede rundt. Så kom firmaets egen speedbåd fra Brisbane. Den kom jeg ombord i, mens motorbåden - færgen - fik besked på at sejle ind til Brisbane med maskinmesteren og motormanden. Omtrent samtidig fik vi pr. radio at vide, at et par speedbåde med frømænd og forskelligt udstyr var på vej fra fra Brisbane. Dem sejlede vi i møde, og det var der en ganske bestemt idé med: Ingen vidste, hvilken af de to speedbåde, der var den hurtigste; vi ville derfor, når vi mødte den anden båd, tage et par af frømændene samt noget af redningsmateriellet om bord, og så skulle begger speedbåde simpelthen sejle om kap ud til ulykkesstedet; vi regnede med, at det var den bedste måde, hvorpå vi kunne sikre, at hjælpen kom frem så hurtigt som muligt.

Det gik som planlagt, og det blev ikke vores men den anden speedbåd - med Engwirda om bord - der nåede først frem. Jeg havde lige fået tid til at forklare Engwirda, hvordan jeg var kommet ud, og hvordan jeg derfor mente, han måtte kunne komme ind; ned under dækket, op gennem skylight eller gange. Da vi nåede derud, det må vel have været ved 6-tiden - havde han været nede første gang, men kunne ikke komme ind gennem skylightet med iltapparatet på ryggen.

Hvad der videre skete, er jeg ikke 100% sikker på, men både Niels og jeg har talt med Engwirda og Adams siden, og jeg mener, at det, jeg nu fortæller, er en korrekt beskrivelse af frømands-redningsaktionen: Da Engwirda havde talt med mig, gik han ned igen, men nu holdt han iltapparatet foran sig, og så kunne han godt komme ind gennem skylightet ind i forskibet. Derefter redde han de ni indespærrede op, én efter én; det tog, mener jeg, 10-15 minutter hver gang, fra det øjeblik, han gik ned, til han kom op med den reddede. Når han kom ind i skibet, gav han sit iltapperat til den, der skulle med op - dvs. han holdt selv apparatet men stak sugeslangens mundstykke i munden på ham, førte vedkommende ned til skylightet, gav han et ordentlig puf bagi, greb ham så et andet sted, formodentlig om håndleddet, og fulgte ham op. Stadigvæk mens han selv holdt vejret!

Jeg ved ikke, om Engwirda alene bragte de ni fra forskibet op. Ikke ret længe efter, at vi var kommet derud, ankom Havnepolitiets store "redningskrydser", med Ivan Adams og læger m. fl. om bord. Adams konfererede ganske kort med Engwirda, og så gik han også ned. Måske har de skiftedes til at hente dem fra forskibet op. Jeg mener også, at de tre andre frømænd, som var med, sprang ud - muligvis har de hjulpet med at få de reddede om bord, efterhånden som Engwirda eller Adams kom op med dem. Det var fantastisk at se, som de kom de kom op til havoverfladen med den ene efter den anden.
De sidste fra forskibet kom nok op henimod kl. 10, og de tre fra midterskibet, dvs, donkeymanden, skibets fungerende kaptajn samt Niels ved 11-tiden".

Niels Sonne og Erik Poulsen fortæller her hvordan de to maskinfolk kom op på kølen.

"Sugerøret, som er ca. 13 meter langt og måler 80 cm i diameter, er under sugning fastgjort til en en åbning i skibssiden, næsten helt nede ved skibs bunden. Når der ikke arbejdes, trækkes det i en slidske nogle meter til vejs, og i denne slidske glider det også op, når skibet vender bunden i vejret - det vil sige; i så fald glider det selvfølgelig nedefter, ned mod havbunden. Det skete også i dette tilfælde. Åbningen i skibssiden stod nu på vid gab, men den var oven vande, fordi skibets bund var oven vande. Fra åbningen fører en 6,5 m lang "kanal" eller sugeledning ind til lasten, ind til skibets midte, og den måler, ligesom sugerøret, 80 cm i diameter. Fra maskinrummet kan man komme ind i "ledningen" gennem den såkaldte inspektionslem. På vandstanden i maskinrummet kunne de se, at sugeledningen og åbningen i skibssiden måtte være oven vande, men til at begynde med var de alligevel bange for at åbne inspektionslemmen - for derefter at begive sig ud gennem "kanalen" (sugeledningen). De var klar over, at der befandt sig adskillige overlevende om bord, at de befandt sig i kamre, hvor vandet stod højt, og hvor luften i de tilbageværende luftlommer derfor var under overtryk, var stærkt komprimeret. De frygtede derfor, at hvis de åbnede inspektionslemmen, ville den komprimerede luft i skibet sive ud - med det resultat, at vandet i de kamre, hvori deres kammerater var indespærret, ville stige yderligere, og de ville drukne. Efter et par timers forløb eller så vovede de alligevel at åbne lemmen, rede til at smække den i igen, hvis der mærkedes det mindste sug udefter. Det gik godt, de krøb ud, og havde ingen større vanskeligheder ved at klavre op på skibets bund, hvor motorbåden med Erik ombord altså fandt dem". Såvidt Niels Sonne og Erik Viktor Poulsens egen beskrivelse af ulykken.

Om årsagen til forliset har jeg ikke kunnet finde andet end Ejlif Christiansens beretning (som jeg har linket til). Jeg har ingen grund til at betvivle hans redegørelse, men jeg vil bare ikke skrive noget med kun en kilde. Derfor er der undtagelsesvis ikke en forklaring på forliset.

Erik Viktor Poulsen blev, velfortjent, hyldet på mange måder. Han fik legater, rørende påskønnelser fra private, belønning fra Carnegie-Fonden, Medaillen for Ædel daad, den britiske Georg Medal, Admiral Billes Pris, en kikkert, et brev fra en skoleklasse i Sovjetunionen. Af Christini & Nielsen fik han et guldur med indskriptionen: