Moby Dick

Romanen Moby Dick udkom 1851. Den er skrevet af Herman Melville som har ladet sig inspirere af den følgende beretning. Beretningen om hvalfangerskibet Essex's forlis, er den mest sælsomme beretning om hvalfangere. Skibet var fra Nantucket, USA. Besætningen var på 21 mand under kaptajn Georg Pollard. Beretningen har overlevet fordi styrmand Owen Chase har skrevet om forliset og besætningen kamp for livet.

Essex forlod Nantucket den 12. august 1819, for at gå ud på en 2½ år lang hvalfangerfærd på Stillehavet. I december gik Essex rundt Kap Horn, og gik nordpå langs Sydamerikas vestkyst, op til ækvator, hvor kursen blev sat vestpå. Den 20. november 1820 befandt Essex sig 2.100 kilometer vest for Galápagos øerne.

Bortset fra styrmand Owen Chase's båd var de øvrige ude på fangst. Owen Chase havde været nødt til at gå tilbage til Essex, fordi båden havde fået et slag af en hvals hale, hvor ved der var blevet hul i båden. En stor Spermacethval (Kaskelothval, hannen kan blive op til 20 meter lang og veje 50 ton), havde åbenbart set sig gal på Essex. Hvalen ramte skibet i forenden med voldsom kraft. Essex opførte sig, som havde det ramt en klippe. Hvalen svømmede lidt væk, så den kunne tage tilløb til endnu en gang at vædre Essex. Bådene der var på fangst blev kaldt tilbage. De var 1.600 kilometer fra Marquesas øerne, som var det nærmeste land. Det lemlæstede skib holdt sig flydende til næste dag. Tiden til skibet sank, benyttede søfolkene til at forsyne hvalfanger bådene med forråd. Det blev en hård tur for de skibbrudne. De var udsat for storme, lækager, brændende sol og evindelige bølger der slog ind over bådene. Den 20. december ankom de til en øde ø. Der opholdt de sig en uge, hvor de spiste fisk, krabber, søfugle og æg. De mente ikke, der var stor sandsynlighed for at blive reddet fra denne øde ø. Den 27. december stod de atter til havs. Tre mænd foretrak at tage chancen på øen, så de blev efterladt.

Mændene i de tre hvalbåde gennemlevede de frygteligste pinsler i de næste to måneder. De kom i en kraftig storm, hvor de kom fra hinanden. Den ene af hvalbådene, hørte eller så man ikke senere noget til. I såvel Chase's båd som Pollard's båd måtte man spise de afdøde kammerater. I Pollard's båd kom man i den situation, at man ikke havde mere proviant. Mændene var meget afkræftet pga. sult. Det blev besluttet at man skulle trække lod om, hvem der skulle lade livet. En 18 årig knøs trak dødsloddet. Derefter blev der blandt de andre trukket lod om, hvem der skulle være bøddel. Den 17. februar 1821 fik mændene i Chase's land i sigte. Det var en af øerne i Juan Fernández øerne. (Der hver Thomas Selkirk opholdt sig 4 år og 4 mdr). Næste dag blev de samlet op af et passerende skib, der var da kun tre overlevende. Det var 89 dage efter Essex sank. 94 dage efter Essex sank, blev Pollard's båd samlet op, ud over Pollard var der kun en mere. Da de blev reddet var de i en meget dårlig forfatning. De holdt krampagtig fast på nogle knogler fra deres afdød kammerater, som de sugede marv ud af. De tre der blev efterladt på den øde ø, blev reddet 2 måneder senere.

På Borgens Forlag er der i 2001 udgivet en bog, på Dansk, som detaljeret beskriver denne tragedie. Den er skrevet af: Nathaniel Philbrick, og har titlen: I havets hjerte. ISBN 87-21-01568-6.