Skonnerten Martha

Skonnerten Martha er bygget på Lindtners Skibsværfts, Vejle i 1899 og blev søsat 7. februar 1900.

Martha sejlede fra Frederikshavn den 10. juli 2004 kl. 16:30 med kurs mod Gilleleje. Da skonnerten var kommet uden for havnen blev der sat sejl. Kaptajnen var 58 år gammel og havde bevis som Yachtskipper af 3. grad. Han havde de sidste 25 år sejlet som skipper 5-7 uger om året.

I Frederikshavn kom der ny besætning ombord til en gratis ungdomstur for foreningens medlemmer. De unge mennesker havde ingen, eller kun lidt, sejlererfaring. De blev inddelt i vagthold og fik oplyst, at de kunne vente en del vind. Der blev ikke givet instruktion i redningsmidlerne, ud over at de fik demonstreret hvordan man tager redningsvesten på.

Omkring kl. 21:00 blev der konstateret mere vand end normalt i forrum, kabys, storrum og maskinrum. Pumperne blev startet, efter kort tid blev filtrene stoppet af plasticposer, og andet affald som flød rundt i vandet. Besætningen forsøgte flere gange, at rense sugefiltrene men de blev hurtigt tilstoppet igen. Omkring kl. 22:00 blev der etableret en spandekæde for at holde det indtrængende vand stangen. Det viste sig snart at dette ikke var muligt så kaptajnen besluttede at sætte kursen mod Grenå. Søventilerne til toiletterne var ikke lukket, så af den vej kunne der trænge vand ind i skibet, men der var også flere lækager.

Kl. 22:22 anmodede kaptajnen om pumpe assistence. Kl. 23:45 var der redningsbåde fremme fra Grenå og Anholdt med pumpeudstyr, de anmodede Martha om at at tage nogle sejl ned, da de sejlede alt for stærkt til at det var muligt at få pumperne ombord. Herefter kom Anholts redningsbåd på siden af Martha og en pumpe blev rakt over. En redningsmand kom også ombord for at hjælpe med at rigge pumpen til. På det tidspunkt havde ingen ombord redningsvest på, hvilket han anmodede dem om at få på.

En pumpe og en redningsmand fra Grenå kom også ombord på Martha. Ingen af pumperne kom dog til at virke ordentlig da pumpefiltrene blev tilstoppet. Kort efter at redningsfolkene var kommet ombord stoppede Marthas motor. Kaptajnen var i agterkahytten, for at kommuniker med redningsfartøjerne, sammen med en frivillig der assisterede ham ved radioen.

Da Martha ikke kunne nå til Grenå ved egen kraft, blev det besluttet at den skulle bugseres. Samtidig foreslog føreren af redningsbåden fra Grenå at dele af Marthas besætning blev overført til redningsbåden, hvilket Marthas kaptajn ikke mente var nødvendigt.

Kort efter kl. 0:30 krængede Martha pludselig over til styrbord, men rettede sig op igen. Straks efter krængede den endnu en gang, og denne gang kæntrede og sank skibet på 15 m. vand. Det er tydeligvis sket på grund af de store frie væskeoverflader der var i skibet.

I løbet at 10-15 minutter samlede Grenås redningsbåd 7 besætningsmedlemmer samt deres egen redningsmand op fra vandet. Anholds redningsbåd fik samlet et besætningsmedlem samt redningsmanden op fra vandet. Endvidere bjergede de også 7 besætningsmedlemmer fra redningsflåden.

Jeg har fået en beretning om eftersøgningen som kommer her:

Min bror Allan Schmidt, er Løjtnant i Marinehjemmeværnet. Han deltog i eftersøgningen af de omkomne. Det følgende er en beretning, han skrev i Hjemmeværnsbladet. Han har været så venlig at sende beretningen til mig, med oversættelse af de svære ord i parantes.

MARTHA’S FORLIS Af LT (Løjtnant) Allan Schmidt FARF (Fartøjsfører(kaptajn))

HVF 123 (Marinehjemmeværnsflotille 123)

SURVEX (Farvandsovervågning. Indberetning af alle skibe over 300 tons til Søværnet)

Det skulle bare have været en ganske almindelig SURVEX med MHV 812 Hercules i weekenden 9.-11. juli. På trods af sommerferie, var det lykkedes at samle en besætning på i alt 11 mand. Vi havde jo alle en forventning til at vejret i midten af juli måned ville være optimalt at sejle i med høj solskin, flad vand og kun lidt vind. Sådan var forhåbningerne – Virkeligheden blev en del anderledes. Efter en travl lørdag, med ikke mindre end 33 investigeringer (identificeringer af skibe over 300 ton), var vi hen under aften under forlægning sydpå. Det blæste en del, og havet var meget uroligt. Der var flere ombord, som allerede var bukket under for søsyge.

En skonnert tager vand ind – ingen fare

Midt på aftenen hører vi på den civile VHF et opkald fra skonnerten Martha, hvor kaptajnen blot ville informere Lyngby Radio om at man tog vand ind. Men skibets pumper kørte, og der var ikke umiddelbart noget der tydede på at de ikke selv kunne klare det ved egen hjælp. Man ville dog gå ind til Grenå frem for at fortsætte til Vejle, om planlagt. Lyngby Radio kontaktede med jævne mellemrum Martha, for at holde sig informeret om situationen. Kaptajnen på Martha lød hver gang meget rolig, om end situationen gang for gang var en smule forværret.

Alarm

Ved halv elleve tiden anmoder Martha dog om pumpe assistance, da skonnerten nu tager mere vand ind, end deres egne pumper kunne pumpe ud igen. Lyngby overgav nu sagen til KGM (Kattegats Marinedistrikt = Søværnet), som sendte redningsbådene fra Anholt og Grenå ud til Martha. Herefter blev vi alarmeret. Vi havde jo hørt hele forløbet på VHF’en, og havde regnet ud at vi havde ca. 20 sømil til Martha’s position. Martha lå nu på kurs 140° for at sejle med søerne, og på den måde skåne skibet mest muligt. Det var desværre samme kurs som vi skulle benytte for at hente dem. Martha gjorde en fart på ca. 8 knob og vi gjorde 12,5. Så det kunne have lange udsigter at hente dem. Men vi sejlede så hurtigt vi kunne og kunne derudover ikke gøre andet end følge med i kommunikationen undervejs.

(På kortet til højre er Marthas rute indtegnet med sort) Jyllands-Posten skrev dagen efter som overskrift i avisen: ”Kaptajnen var rolig kort før forlis”. Denne overskrift var fuldstændig korrekt. Hver gang kaptajnen talte i radioen, var det hans stemme fuldstændig rolig, og havde man ikke hørt efter indholdet, havde man aldrig troet at der var tale om en kaptajn ombord på et skib som var ved at synke med 17 personer ombord. Dette gav i sig selv indtryk af at der måtte være en rolig stemning ombord og ingen optræk til panik.

Undervejs hørte vi så den dialog, som foregik imellem hhv. Anna E. Rørbye (redningsskibet fra Grenå) og de øvrige enheder, samt Martha og KGM. Under arbejdet med at bringe pumpekapacitet over på Martha, siger kaptajnen pludseligt, stadig med rolig stemme, at man havde fået et nyt problem. Deres motor var gået i stå. Nu blev det jo for alvor alvorligt, for dermed røg jo også det meste af Martha’s egen pumpekapacitet, plus at skibet nu kunne risikere at lægge sig på tværs i bølgerne, hvilket jo nemt kunne medføre at lækagerne ville blive større. Kaptajnen havde allerede på et tidligt tidspunkt, før alarmeringen, fortalt at skibet tog vand ind flere steder.

Sunket

Fra Anna E. Rørbye foreslog man straks at sende en bugserline over til Martha, hvilket kaptajnen naturligvis accepterede, men han ville dog først lige have pumperne under kontrol, da den første pumpe, som var sat over ikke fungerede korrekt. En af de mindre redningsbåde (LRB) sejlede fra Martha og over for at afhente en yderligere pumpe. På dette tidspunkt kaldte KGM op til Anna E. Rørbye, for at få en status på situationen. Her meldte man straks tilbage, at Marthas besætning var gået i flåderne, og der lå folk i vandet. Martha var sunket. Det gik meget stærkt. På det tidspunkt var vi ca. ½ times sejlads fra positionen hvor Martha gik ned. Vejret blev på det tidspunkt værre og værre. I medierne tales der om bølger på ca. 2 meter. Det holder slet ikke stik. Det blæste meget og bølgerne stod meget højt. Samtidig regnede det kraftigt, hvilket også forringede sigten.

Da vi ankom til stedet, meldte vi os til Anna E. Rørbye, som var udpeget til On-Scene-Coordinator (Lokal leder af eftersøgningen), et job de gjorde fantastisk godt. Man havde ved optælling konstateret at der manglede to personer. Kaptajnen og en 18-årig pige, hvorfor de næste 12 timer gik med eftersøgning af dem.

Vi fik tildelt et område, som vi skulle gennemsøge. Det var besværligt på grund af den høje søgang, samt det faktum at mindst halvdelen af besætningen var meget søsyge.

(På billedet til højre har flydekranen Samson hævet Martha.) Det var mørkt, og med dårlig sigt. Vi manøvrerede fra åben bro, og så med en navigatør ved radaren. Det var stort set komplet umuligt at holde sig fast, på grund af konstant varierende kurser, med mindre man kilede sig op i et hjørne, eller havde sat sig i en af navigatørstolene. Så vores radar blev vores primære navigationsinstrument. Kortbord og søkort, måtte vi helt opgive. Men heldigvis lå vi i et område med vanddybder over 15 meter, så faren for at gå på grund var ret minimal. I det område, som vi fik tildelt til eftersøgning, lå der temmelig meget vraggods fra Martha og drev i vandet. Det gav en smule optimisme, for hvis der var komme personer med op fra vraget, med redningsvest på (det vidste vi at de havde) ville de sandsynligvis drive med vraggodset. Og optimismen steg utroligt da vi pludselig imellem bølgerne så et lille hvidt lys, som blinkede. Vi manøvrerede skibet med største forsigtighed hen til blinket, for blot at konstatere at der var tale om små håndblink, som aktiverede sig selv i vandet. I løbet af den næste korte tid, fandt vi 8 – 10 af disse, og hver gang håbede vi at der var tale om en af de eftersøgte. Men lige skuffede blev vi hver gang.

Eftersøgningen fortsatte hele natten under Anna E. Rørbyes ledelse. Orlogskutteren Farø, Redningsskibet fra Anholt, to lette LRB’er (Let redningsbåd fra Farvandsvæsenet) samt flere redningshelikoptere deltog i de mange timers eftersøgning. Man havde selvfølgelig en teori om at de savnede måske stadig lå i vraget, men så længe intet var sikkert, og med en vandtemperatur, som godtgjorde at de ville kunne overleve længe i vandet, gav man ikke op.

Fundet druknet

Vejrforholdene gjorde det om morgenen søndag, umuligt at sende en dykker ned til vraget, men over middag fløj man et dykkerhold ud til Orlogskutteren Farø. Efter at de kom i vandet, gik der ikke længe før man meddelte at kaptajnen var fundet druknet i vraget. Og ikke længe efter fandt man også den unge pige. Herefter blev eftersøgningen afblæst. Ironisk nok flovede vejret af i løbet af det næste par timer, og når de billeder medierne bragte af vraget under vand, forstår man næsten ikke at vejret kunne være så dårligt, da vi lå derude.

Erfaringerne fra den nat er mange. Men en af dem kunne være at på trods af gode skibe, og grundig SAR uddannelse, måtte vi konstatere, at vejret den nat var for hårdt til at vi hos os, kunne have håndteret On-Scene-Coordinator funktionen. Anna E. Rørbye håndterede dermed dette job til topkarakter. At de havde elektronisk søkort, hjalp dem formentlig meget til at bevare overblikket over eftersøgningsområdet. Men hele håndteringen af først redningsdelen før Martha sank, og derefter eftersøgningen, blev grebet meget professionelt an.

Mange tak til Allan.

Efterspillet

På billedet her til højre ses tydelig hvor utæt Martha var. Kalfatringen var udført af foreningens medlemmer uden tilsyn af en fagmand.

Efterfølgende indgav Søfartsstyrelsen en politianmeldelse mod Foreningen bag Martha. Ritzau skrev Onsdag den 24. november 2004.

Foreningen bag træskonnert Martha fra Vejle er blevet meldt til politiet af Søfartsstyrelsen.

Det sker efter en undersøgelse, som viste, at Martha var dårlig vedligeholdt og havde læk i skroget, da skibet sank i Kattegat i juni. Ved forliset druknede kaptajnen og en 18-årig gymnasieelev. De øvrige 15 om bord blev reddet.

Med Søfartsstyrelsens politianmeldelse af Foreningen til Skonnerten Marthas Restaurering er sagen nu overgivet til Vejle Politi.

Ud over skibets dårlige stand fungerede også pumperne om bord dårligt. Desuden mener Søfartsstyrelsen, at det var medvirkende til forliset, at skipperen valgte at gå fra havn trods varsel om dårligt vejr og desuden reagerede meget sent på, at den over 100 år gamle skonnert begyndte at tage vand ind.

/ritzau/

Ved et forlig senere blev en bøde på 15.000 kr. accepteret.