Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.

RMS Lusitania

Atlantens blå bånd

"Lusitania" udrustes som hjælpekrydser

Britiske tiltag mod u-bådstruslen

Britisk politik

"Lusitania"s skæbnerejse

Iagttagelser fra U-20

Forliset

Sprængstoffer ombord?

Still billedet af Lusitania er venligst stillet til rådighed af Handels- og Søfartsmuseet, som har det originale billed.

Baggrund

Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Den direkte årsag, eller undskyldning, for krigserklæringen var serberen Princips mord på den østrigske tronfølger Franz Ferdinan den 28. juni 1914 i Sarajevo. Baggrunden for krigserklæringen var en helt anden. Der var en dyb modsætning mellem Tyskland og Frankrig efter krigen 1870-71. Rusland havde et anspændt forhold til Østrig-Ungarn efter omstødelse af freden i San Stefano efter Russisk-Tyrkiske krig i 1877-78. Nationalisterne i Østrig-Ungarn var i intern splid, og England følte sin magt på verdenshavene truet af Tysklands handel, industri og kolonipolitik, samtidig oprustede tyskerne deres flåde, så der var grunde nok til, at 1. verdenskrig brød ud. 1. verdenskrig betød, som alle andre tidligere krige, at der blev foretaget store teknologiske landvindinger. April 1915 tog Tyskerne giftgas i anvendelse på vestfronten, maj 1915 blev London bombarderet af luftskibe. September 1916 tog briterne tanks i anvendelse på vestfronten. Til søs opretholdt den britiske flåde i Nordsøen en stærk blokade af Tyskland. De Tyske U-både kunne ikke hindre dette, og den tyske højsøflåde forblev indespærret. Som følge heraf indledte Tyskland 1. februar 1917 uindskrænket u-bådskrig, som førte til USAs krigserklæring til Tyskland den 6. april.

Konstruktionen

I mange år havde den britiske stat ydet tilskud til visse rederier, der til gengæld skulle stille deres skibe til rådighed som hjælpekrydsere eller troppetransportskibe i tilfælde af krig. Cunard Steam Ship Company Limited var et af disse rederier. I 1902 blev der indgået en aftale om, at rederiet skulle bygge to store dampskibe "Mauretania" og "Lusitania". En af betingelserne den britiske stat stillede, for at give tilskud, var at skibene, kunne holde en marchfart på 25 knob i frisk vejr og egne sig til militær udrustning. Rederiets krav til konstruktøren var, at der skulle være plads til 2.000 passagerer og 800 besætningsmedlemmer. Konstruktøren var også begrænset af skibets største mål der skulle tage hensyn til havnenes størrelse og muligheder for dokning. "Lusitania" var 236m lang og 36,5m bred. I et stort værk der udkom 1912 med titlen Opfindelsernes bog, bind 1 side 174, skrives blandt andet: (først kommer der en beskrivelse af vandtætte væge langs skibssiden) Lignende Længdevæge er anbragte i "Mauretania" og "Lusitania" på grund af krav fra Flaade ledelsen, der jo som før nævnt vil tage disse Skibe i Tjeneste under Krigsforhold. Rummet mellem Siderne og disse Vægge er bestemt til Kul, og når disse Kulrum er fyldt i begge Skibssider, vil vand, der trænger ind og udfylder Mellemrummene mellem Kullene i den ene Side ikke forrykke Skibets Ligevægtsforhold meget. Om "Mauretania" ville være bukket under for en Beskadigelse som den der ramte "Titanic", er i alt fald meget tvivlsomt. Af konstruktørens beregninger fremgik det, at hvis et af kulrummene blev vandfyldt, ville skibet få en slagside på 7 grader, og 15 grader hvis to kulrum var vandfyldt. Hvis mere end to rum tog vand ind, ville skibet synke. Oven på kedelrummene var der seks dæk, hvilket gav skibet en højde på 18 meter over vandlinien. På øverste dæk hang redningsbådene. Ved en lille slagside ville redningsbådene i den ene side, ikke kunne bruges fordi de ikke ville være fri af skibssiden, og i den anden side ville de hænge meget langt ud fra skibssiden.

Atlantens blå bånd

Den 7. september 1907 stod "Lusitania" ud på sin jomfrurejse fra Liverpool til New York. I Liverpool var der omkring 200.000 mennesker på kajen da kæmpeskibet kastede los, og ved ankomsten blev skibet også modtaget af en stor menneskemængde. Allerede på sin anden rejse foretog "Lusitania" den hidtil hurtigste rejse over Atlanten og erobrede "Atlantens blå bånd" fra det tyske skib "Kejser Wilhelm II".

Lusitania udrustes som hjælpekrydser

Cunard-rederiets direktør Alfred Booth var til møde med marineminister Winston Churchill den 19. februar 1913. Churchill lod Booth vide, at der var sandsynlighed for en snarlig krig mod Tyskland, og derfor skulle "Lusitania" og "Mauritania" straks ombygges, så de uden forsinkelse kunne gøre tjeneste for mariministeriet. Den 12. maj kom "Lusitania" i tørdok i Liverpool, angiveligt for at få installeret nye turbiner. Ifølge Cunards arkiver blev skibssiden forsynet med panserbeklædning over vandlinien, og et reserve lastrum blev ombygget til ammunitionslager. Skibet blev også forberedt, så der kunne monteres tolv kanoner. "Lusitania" var færdig med ombygningen den 21. juli, og blev genindsat på ruten.

Den 4. august 1914 erklærede Storbritannien Tyskland krig. Kort efter kom "Lusitania" igen i tørdok, og blev udrustet med kanoner. "Lusitania" blev den 17. september indført i flåderegisteret som hjælpekrydser.

Flåden havde nogle krydsere af Bacchante-klassen, der var bygget på samme måde som "Lusitania", uden panser under vandlinien. Krydserne var ikke pansret under vandlinien dels for at begrænse skibets bredde af hensyn til tørdokkerne, dels for at opnå større fart ved den reducerede vægt. En eskadre på fire krydsere af Bacchante-klassen patruljerede i Nordsøen, marinesoldaterne kaldte eskadren "Eskadre u-bådsmadding". Churchill blev af en marineofficer gjort opmærksom på problemet, og gav den 18. september ordre om, at krydserne skulle tages ud af patruljetjenesten.

Den 22. september var en af de fire krydsere taget ud af patruljeringen, men tre var stadig på patrulje ud for den hollandske kyst. Kort før daggry blev en af krydserne torpederet, og kæntrede meget hurtigt, i løbet af 25 minutter sank skibet. De to andre krydsere kom til hjælp, men fik samme skæbne. Den morgen omkom godt 1.400 britiske søfolk. Efter denne episode gik det for alvor op for flådeledelsen, hvilken trussel u-bådene gjorde mod forsyningerne fra Amerika.

Britiske tiltag mod u-bådstruslen

Man var klar over, at farvandene omkring England skulle holdes fri for U-både, så mange kloge hoveder blev lagt i blød. Der blev etableret en kystflåde af småskibe. Ombord på hver skib var der to dygtige svømmere, som henholdsvis var udstyret med en hammer og en sort pose. Meningen var, at når småskibene var i nærheden af et periskop, skulle svømmerne gå i vandet og den ene sætte posen over periskobet, hvorefter den anden med hammeren smadrede glasset. I et havnebassin i Dorset begyndte man at dressere måger til at klatte periskop glassene til.

Det blev snart klart, at der måtte andre midler til i kampen mod u-bådene. I begyndelsen af 1. verdenskrig var der stadig ridderlighed til stede mellem de kæmpende parter, der var nogle uskrevne regler for søkrigen. Handelsskibe skulle standse når de blev "råbt an" af krigsskibe, eller senest når de fik et skud for boven. Var handelsskibet neutral, og var det ikke lastet med kontrabande, skulle det frigives. Hvis handelsskibet var fjentlig, kunne det opbringes og besætningen tages til fange. U-både havde ikke plads til, at kunne tage fanger, og de havde ikke prisemandskab at sætte ombord. Når en U-båd havde konstateret, at et skib var fjentlig, fik besætningen ordre til at gå fra borde, og derefter blev skibet sænket. Denne ridderlighed kunne selvfølgelig kun lade sig gøre hvis handelsskibene fulgte "spillereglerne".

Britisk politik

Storbritannien var stærkt afhængig af forsyninger fra Amerika, og samtidig ville de gerne have Amerika til at gå aktivt ind i krigen. Churchill skriver i sin bog "The World Crisis": "Den manøvre, der vinder en forbundsfælle, er lige så nyttig som den, der vinder et stort slag". For at fremme denne tanke opfordrede flådeledelsen kaptajnerne på handelsskibene til at beskyde u-bådene med kanoner eller forsøge at vædre dem. Allerede i februar 1915 godkendte Churchill, at handelsskibe førte skjulte kanoner, og havde civilklædte artillerister ombord. Churchill skrev selv ordren om, hvordan tilfangne u-bådsfolk skulle behandles: "Overlevende skal tages til fange eller skydes - hvad der nu er bekvemmest".

Marineministeriet henstillede til rederierne, at de lod hjemstedshavnens navn overmale, og at de førte neutralt flag i britiske farvande. På henstillingen til Cunard var der med håndskrift tilføjet: "Underhånden skal det gøres klart, at det amerikanske flag bør foretrækkes".

Churchill beskriver strategien sådan: "U-bådene måtte i stigende grad angribe fra neddykket position, men derved øgedes deres risiko for at forveksle neutrale skibe med britiske og for at dræbe neutrale staters borgere, og det måtte før eller siden bringe Tyskland i konflikt med andre stormagter".

Tyskerne regnede strategien ud, og fik formodningen bekræftet, den 30. januar 1915, da tyske officerer fandt et komplet sæt af marineministeriets ordre ombord i et opbragt skib. Der blev stor opstandelse i Tyskland, da det blev offentliggjort. Aviserne forlangte modforholdregler mod de britiske krigsmetoder. Tyskerne gjorde området omkring Storbritannien og Irland til krigszone. Den Tyske ambassadør i USA afleverede et kopi af de dokumenter, der var fundet, til amerikas udenrigsminister. USA sendte en skarp note til Storbritanien, der svarede at hverken regering, eller marineministeriet havde accepteret handlinger af den art.

Den 28. marts blev et handelsskib "Falaba" stoppet af en tysk U-båd. Besætningen fik besked på at gå i bådene, men de var ikke særlig hurtige til det. "Falaba" havde over radioen kaldt hjælp, og da hjælpen kom frem, i form af en bevæbnet trawler, blev fragtskibet straks sænket. Da torpedoen ramte sprang skibet i luften, fordi der var 13 tons sprængstoffer ombord. "Falaba" havde også passagerer ombord, og blandt de omkomne var der en amerikansk statsborger. Offentligheden i USA fik oplyst at "Falaba" var blevet sænket uden varsel, og der blev gjort meget ud af at fortælle, at skibet ikke havde kontrabande ombord. En gruppe tysk-amerikanere holdt møde om sagen i New York. På grund af faren for at der blev sænket et stort passagerskib med amerikanere ombord, blev det besluttet, at der skulle sættes en annonce i 50 aviser for at advare mod faren.

Rejsende på ruten over Atlanten skal herved mindes om, at der hersker krigstilstand mellem Tyskland og Storbritannien og at krigszonen omfatter farvandene omkring de britiske øer, således at skibe, der sejler under Storbritanniens eller et med Storbritannien allieret lands flag, risikerer at blive sænket i disse farvande, og at rejsende, der begiver sig ind i krigszonen ombord på et skib, der tilhører Storbritannien eller nogen af dets allierede, gør det på egen risiko.

Annoncen blev sendt, men kun Des Moines Register bragte annoncen. Flådens efterretningstjeneste i London fik kendskab til annoncen og slog alarm, man tog det som en advarsel, om at der ville blive foretaget U-bådsangreb på store transportskibe, og flådeenhederne på den irske sydkyst blev advaret. Dette fandt tyskerne ud af, og sendte tre U-både til området for at lægge sig på lur.

En tysk-amerikaner, Georg Viereck, det var han der skrev annoncen, fandt ud af, at "Lusitania" stort set ved hver afgang havde ammunition ombord. Han var istand til at bevise, at ved næste afgang skulle "Lusitania" have seks millioner patroner ombord og disse patroner var lagret på kaj 54 i New York havn. Denne viden fortalte han den amerikanske udenrigsminister Bryan, der dog ikke foretog sig noget nævneværdigt i sagen.

"Lusitania"s skæbnerejse

"Lusitania" ankom til New York den 24. april. I de følgende dage var der travlhed med at få kul og last ombord. Ladningsmanifestet var meget mangelfuld udført. Enten har der været sløset i et utroligt omfang, eller også har der været ladning ombord, som man ikke ønskede at dokumentere.

Den 1. maj 1915 var "Lusitania" klar til at sejle fra New York mod Liverpool. Om morgenen var der en del journalister mødt op på kajen. New York Tribunes morgenudgave bragte den tyske annonce, og derfor ville journalisterne gerne have et interview med kaptajnen. Chefen for Cunards kontor i New York blev tilkaldt, han tog nu ikke den tyske annonce alvorlig, for "Lusitania" var atlanterhavets hurtigste skib, hverken tyske U-både eller krigsskibe kunne indhente "Lusitania". Skibet var ikke fuldt bemandet, der skulle være 77 matroser, men der var kun 41. Maskinbesætningen var også skåret ned med 83 mand, så kun 19 af skibets 25 kedler kunne holdes opfyret, og dermed blev skibets fart også reduceret. Der var 1.265 passagerer og 694 besætningsmedlemmer, ialt 1.959 mennesker ombord, heraf mindst 128 amerikanere, og 440 kvinder og børn. Den amerikanske damper "New York" skulle også sejle på samme rute samme dag med stort set tomme kahytter. Kl. tolv sejlede "Lusitania" ud på sin sidste rejse, kaptajn William Turner satte kursen mod Fastnet Rock, hvor han skulle ændre kurs, og var blevet lovet eskorte af krydseren "Juno". "Juno" var et gammelt skib, kun med vandtætte skoddder langsskibs, og slet ikke bygget til at tage kampen op mod u-både.

Den 5. maj kl. 9:00 blev U-20, kaptajnløjtnant Walter Schwieger, set få sømil nordvest for Fastnet Rock, området hvor "Juno" patruljerede. Viceadmiral Henry Oliver, der var chef for marinens krigsstab foreslog, at der blev sendt torpedobåde ud fra Milford Haven til hjælp for "Juno". Ingen ved hvem der gav ordren, men "Juno" blev beordret ind til Queenstown, og kaptajn Turner på "Lusitania" fik ikke besked på, at han ikke fik den lovede eskorte.

U-20 havde på sit sidste togt været nødt til at katastrofedykke for at undgå en vædring, ved den lejlighed blev periskopet beskadiget. Den 5. og 6. maj havde U-20 angrebet 4 skibe, de tre blev sænket. U-20s aktivitet blev meldt til flådeledelsen. Viceadmiral Coke i Queenstown, havde ikke myndighed til at give instrukser til skibe, der ikke var under hans kommando, uden først at få tilladelse fra London. Han mente at "Lusitania" befandt sig i en farlig situation, så kl. 19:50 sendte han et telegram til skibet, det lød: "U-bådsaktivitet ud for Irlands sydkyst".

Turner kunne ikke på egen hånd ændre kurs, han regnede med at møde "Juno" om morgenen og da få ordre til enten at gå nord om Irland eller søge ind til Queenstown, hvis der stadig var U-både i området. Tidligere på dagen havde Turner opfanget en generel advarsel fra flådeledelsen: "U-Både ud for Fastnet." På grund af disse telegrammer afpassede Turner farten, så han kunne passere Fastnet, mens det var mørkt, samtidig blev en del af redningsbådene svinget ud og gjort klar. Alle vandtætte skod der ikke absolut skulle stå åbne, blev lukket. Alle udkig fordoblet og skibet blev mørklagt. Passagererne blev anmodet om ikke at nyde deres cigarer på dækket efter middagen. Mange passagerer blev urolig for alle de tiltag, men Turner beroligede dem med, at det var rutinemæssige sikkerhedsforanstaltninger, samt at de næste morgen ville få beskyttelse af flåden.

Næste morgen, den 7. maj, stod Turner på broen, og spejdede forgæves efter "Juno". I Queenstown blev Coke mere og mere urolig for "Lusitania". Om formiddagen havde han forbindelse med London, hvor han bad om lov til at omdirigere "Lusitania". Han fik ikke noget definitivt svar. Et af fartøjerne Coke havde kommandoen over, var "Scadaun", som var eskorte for bugserbåden "Hellespont" på vej fra Fastnet til Queenstown. Coke beordrede, via radioen, "Scadaun" på U-bådsjagt, og "Hellespont" til at fortsætte alene til Queenstown. Alle handelsskibe, de få der havde radio ombord, der var under flådens kommando, havde kaldebogstaverne MFA (mercant-fleet auxiliary).

Marineministeriet har siden benægtet, at "Lusitania" fik ordre til at gå til Queenstown, men Turner hævdede til sin dødsdag, at han fik ordren. Der findes en bekræftet kopi, fra flådestationen i Valentia, der viser at "Lusitania" bekræftede en melding adresseret MFA afsendt den 7. maj kl. 11:02. Hvorom alting er, så ændrede Turner kursen mod Queenstown.

Dette førte "Lusitania" direkte mod Kaptajnløjtnant Schwieger på U-20. "Lusitania" passerede U-20´s torpedorør på kun 700 meters afstand.

Den 7. maj kl.14:10 var "Lusitania" 8-10 sømil fra pynten Old Head ved Kinsale, her blev det ramt af en torpedo lige bag broen i styrbordsside, og skibet sank i løbet af 18 minutter.

Iagttagelser fra U-20

Schwieger havde ikke stor tiltro til sine torpedoer, mange gange sprang de ikke, og når de endelig sprang, havde de kun ringe effekt. Han havde tidligere skrevet i sin logbog, at torpedoerne var næsten virkningsløse mod et skib med langskibs skodder og ordentligt sikrede vandtætte luger. Da han havde affyret topedoen mod "Lusitania", så han en vandsøjle der rejste sig lige foran forreste skorsten. Vidner ombord på "Lusitania" fortalte, at der var to eksplosioner. Om den anden eksplosion dikterede Swieger, mens han kiggede i periskopet.

"En usædvanlig voldsom detonation finder sted, med en gigantisk eksplosionssky (langt foran forreste skorsten). Torpedoens eksplosion må have udløst en anden (kedel, kul eller ammunition?). Overbygningen over træffepunktet og broen sprænges, der udbryder brand, røg indhyller den øvre bro. Skibet stopper og krænger hastigt til styrbord, stævnen synker samtidig. Det ser ud, som om skibet kan kæntre når som helst. Voldsom forvirring om bord. Fyldte både fires hastigt ned, rammer vandet med stævn eller agterstavn og tager straks vand ind". Billedet som viser U-20 strandet ved Harboøre i 1917, er venligst stillet til rådighed af Handels- og Søfartsmuseet, som har det originale billed.

Forliset

Turner der var på broen, nåede lige at se torpedoens skumstribe inden den ramte. Han fortalte senere: "Kort efter fulgte endnu et rullende drøn, og instrumenterne for det meste af forskibet gik amok." Han var ikke i tvivl om, at skibet ville forlise, og gav ordre til at sætte redningsbådene ud. En medvirkende årsag til at skibet sank så hurtigt var at mindst 74 koøjer stod åbne, et øjeblik efter torpedoen ramte, kom de første åbne koøjer under vand, de tog hver 3-4 tons vand ind i minuttet.

Klokken 14:23 meddelte kvartermesteren at slagsiden var 25 grader. "Så red dem selv" råbte kaptajnen. Kort efter stod "Lusitania" i en vinkel på 45 grader, med forskibet under vand. Langsomt sank skibet samtidig med det lagde sig over på styrbordsside. "Lusitania" fandt sin grav på omkring 100 meter vand, hvor det lagde sig på styrbordsside.

Ombord på "Lusitania" var 22 redningsbåde ophængt i davider. Derudover var der flåder, som bestod af et sammenklappeligt træskelet med lærred på siderne. De fleste af flåderne var placeret under redningsbådene. I løbet af kort tid var mange af passagererne oppe ved redningsbådene, og gik ombord. På grund af "Lusitania" hurtigt fik slagside til styrbord, og bådedækket var 7 etager over havoverfladen, var det vanskeligt at få bådene på bagbords side i vandet med alle de mennesker. Der udspillede sig mange tragiske scener. Ingen både fra bagbords side kom i vandet i brugbar stand. De svingede ind over bådedækket og rutschede forefter skubbende en masse mennesker foran sig.

På styrbords side gik det bedre, her svingede bådene ud fra skibs siden. Det var vanskeligt og meget farligt at komme ombord i dem, da de hang et par meter fra skibs siden. Alle bådene på denne side kom i vandet i brugbar stand, undtagen 1.

1198 mennesker omkom ved denne katastrofe, heraf 128 amerikanske statsborgere. Dette var i høj grad medvirkende til at USA gik ind i krigen. Jo, de vidste hvad de gjorde, de englændere. Man kan så spørge sig selv om "Lusitania" blev ofret, for at presse amerikanerne til at gå med i krigen.

"Lusitania" sendte sin anmodning om hjælp kl. 14:15. "SOS Kom straks til undsætning. Svær slagside." Da signalet var modtaget i Queenstown blev "Juno" straks sendt til assistance. Senere da London blev informeret, blev der givet kontraordre. Man ville ikke risikere, at "Juno" også blev torpederet. Da "Juno" fik ordre til at vende tilbage til Queenstown, var den kommet så langt, at de nødstedte kunne se krydseren. Det tændte selvfølgelig et håb om hurtig redning, men håbet blev brutalt slukket, da krydseren for fuld damp vendte og sejlede tilbage.

Var der sprængstoffer ombord

Det faktum at der var to eksplosioner, men at der kun blev affyret en torpedo, har givet anledning til mange spekulationer gennem tiden. Mange hævdede, at der var sprængstoffer ombord som detonerede, og dermed var årsag til katastrofens omfang.

Den amerikanske havforsker Robert D. Ballard, manden der fandt "Titanic", "Bismark", m.fl. har været nede og se på vraget af "Lusitania". Ballard kunne konstatere, at det lastrum hvor der var sprængstof ikke var eksploderet. Han kunne også konstatere, at der var et spor af kul hen til vraget. Dette viser, at der må have været hul ind til "Lusitania"s kullager mens skibet gik ned. "Lusitania" havde 5.000 tons kul med på rejsen. Ved rejsens afslutning har nogle af kullagrene naturligvis været tomme.

Ballard kom frem til en sandsynlig forklaring. Da Torpedoen ramte skibet, har skibet rystet så voldsomt, at kulstøvet er blevet hvirvlet op i de tomme lagre. Dette kulstøv er så eksploderet, ved en såkaldt kulstøvsforpufning. Dette fænomen er velkendt, og teorien er nok den der bedst, forklarer hændelses forløbet. At det skulle være en kulstøvsforpufning, passer også udmærket med kaptajn Turners beskrivelse af den anden eksplosion. Han beskrev den som en "rumlende lyd".

I 1988 købte en rig Texaner fra Santa Fé, Gregg Bemis, retten til vraget af "Lusitania". Bemis mening var at sende dykkere ned for at løse mysteriet, om "Lusitania" medbragte kunstskatte og ulovlige våben. Den Irske regering modsatte sig købet, og indbragte det for domstolene.

Den 26. maj 1996 kunne man i Berlingske Tidende læse, at den Irske højesteret havde givet Gregg Bemis medhold i, at købet var legalt. Nu vil Irland i stedet kræve retten til lasten.

Lusitania: Gammelt navn for det sydlige Portugal, der under kejser Augustus blev Romersk provins under navnet Lusitania.