Lakonia

Sejlede fra Southampton den 19. december 1963, på et 11 dages julekrydstogt til De Kanariske Øer. Kort tid før afsejlingen var der gennemført et sikkerhedseftersyn. Ombord var 646 passagerer og 376 besætningsmedlemmer med den 53-årige kaptajn Mathios Zarbis i spidsen.

De ombordværende kom ikke på noget krydstogt. I stedet oplevede de en meget voldsom skibsbrand, hvor 128 mennesker omkom.

Lakonia der var søsat den 3. august 1929 blev bygget på det hollandske værft Scheepsbouw Maatschappij. Det kom til at sejle for et hollandsk rederi under navnet MS Johan van Oldenbarnevelt. Den 8. marts 1963 solgtes det nu 33 år gamle skib til et Græsk rederi, og gennemgik en større ombygning. Den skæbnesvangre rejse var skibets første under navnet Lakonia.

Branden

Den 22. december kl. 23:00 opdagede en steward, at der kom røg ud under døren ind til skibets frisørsalon. Da han åbnede døren så han at rummet var helt overtændt med flammer. Han og en anden steward forsøgte at slukke branden, men det var forgæves den bredte sig bare endnu mere. Den ene af dem løb hen til purseren Antonio Bogetti for at slå alarm. På det tidspunkt var skibet 290 km nord for Madeira og 890 km nordvest for Casablanca, Marokko.

Brandalarmen lød men passagererne forstod den ikke. Senere fortalte en passager, at alarmen lød så lavt, at man kunne tro det bare var en passager der bestilte te hos tjeneren.

På tidspunktet hvor branden blev opdaget, var de fleste passagerer i skibet balsal kaldet Lakonia Room, hvor de dansede til skibsorkesteret. I begyndelsen mente de fleste, at røgen bare skyldes tobaksrøg. Efterhånden gik det op for dem, at det var meget mere alvorligt, og de begav sig op på dækket. Kl. 23:30 var der kraftige flammer på dækket, og der blev udsendt nødsignal.

Mange passagerer som var gået til køjs blev indespærret af ilden. Andre blev beordret til at gå til spisesalen, for at afvente yderligere instruktioner. Men de fleste fulgte nu ikke den ordre. For at komme til spisesalen skulle de passere området hvor branden rasede. Kedlerne begyndte at eksplodere og tyk sort røg trængte op i apteringen og trængte de sidste passagerer ud på dækket. Omkring midnat blev der udsendt endnu et nødsignal, hvor der blev sagt "Vi forlader skibet, kom os venligst til assistance straks".

Det var forbundet med store vanskeligheder at forlade skibet. Mange redningsbåde var brændt før de kunne sættes i vandet. To redningsbåde blev kun sænket med den ene ende så de tippede folk i vandet. Andre var det umuligt at søsætte fordi kæderne var rustet fast. Ialt lykkes det kun at få halvdelen af bådene i vandet, nogle af dem mindre end halv fulde af mennesker. Efter redningsbådene var kommet væk fra Lakonia flød der stadig over hundrede mennesker rundt i havet ved skibet. Der var stadig folk ombord som samledes helt agterude, mens skibet gennemrystedes af eksplosioner. Efter nogle timer blev de dog tvunget til at forlade skibet på grund af branden.

Kl. 03:30 ankom det argentinske passagerskib Salta som det første til havaristen. Hun reddede 475 mennesker op fra havet og fra de fleste redningsbåde.

Kl. 04:00 ankom den engelsk tanker Montcalm og i de følgende timer kom der flere skibe til for at hjælpe med redningen. Redningen blev besværliggjort af at Lakonia var drevet et godt stykke under evakueringen så der var mennesker i vandet over en strækning på 2-3 sømil. Redningsskibene turde heller ikke gå for tæt på Lakonia, der var en overhængende fare for at skibets brændstof skulle eksplodere.
Kaptajnen blev, i overensstemmelse, med god gammel sømands skik ombord på sit skib, og blev evakueret hen på morgenen som sidste mand.

Da flammerne var døet hen den 25. december entrede besætningsmedlemmer fra det engelske hangarskib HMS Centaur, Lakonia for at redde ligene af de omkomne. På det tidspunkt var en stor del af den midtskibsaptering kollapset under heden. Kl.17:30 fik den norske slæbebåd Herkules, og den portugisiske slæbebåd Praia da Adraga sammen med to andre slæbebåde trosser ombord på Lakonia og de begyndte at bugsere hende til Gibraltal. Hendes slagside tiltog og den 29. december kl. 14:00 rullede hun helt over til styrbord og sank på kun tre minutter.

Efterspillet

De græske myndigheder undersøgte branden. De kom frem til at skibet aldrig burde være godkendt ved det sidste sikkerhedseftersyn. I flere redningsbåde var der ingen prop til drænhullet i bunden. Nogle kunne ikke frigøres på grund af rust. Under branden var der ingen ansvarlig officer på dækket. Et par besætningsmedlemmer havde med stor selvopofrelse gjort hvad de kunne. Men generelt blev det kritiseret, at det ikke ihærdigt nok blev forsøgt at redde sovende passagerer under dæk. Ordren til at forlade skibet kom alt for sent.

Kaptajnen og to andre officerer blev tiltalt for grov forsømmelse, og fem andre officerer blev tiltalt for simpel uagtsomhed.

Det blev fastslået at brandårsagen var en kortslutning af defekte elektriske ledninger. (Gennem årene havde der flere gange været småbrande som skyldes kortslutninger. Red.)

Jeg tror

I årene mellem 1929 og 1963 skete der en stor udvikling i muligheden for at udnytte elektricitet. Gennem årene var Lakonia blevet bygget om flere gange for at tilgodese tidens behov. I den forbindelse kunne man forestille sig, at der gradvist er kommet flere og flere strømforbrugende ting ombord. Hver især har de enkelte ændringer ikke haft nogen betydning, men når de bliver opsummeret kan det være at det var mere end den gamle el-installation kunne klare. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at der i forbindelse med at behovet for mere strøm er steget. Er der tilsvarende trukket nye kabler overalt. Jeg er overbevist om at den eneste ombygning der er sket, er den som har solgt biletter. Småting som om skjulte ledninger kan klare belastningen, har man antagelig glemt.

Men husk: Det sidste afsnit er alene min formodning, som jeg overhovedet ingen belæg har for at skrive. Men nu er det jo min side, og derfor kom det med.