Jan Boisen Junker var kaptajn i KGH. Han har prøvet mere end de fleste
Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.
Denne mand har jeg haft den store glæde at have meget såvel skriftlig som telefonisk kontakt med. Ja, det blev også til et møde. Desværre kun det ene møde fordi Junker var meget syg, og døde kort efter. Skulle der være nogen som ved noget om Junker eller hans familie vil jeg være taknemlig for oplysninger.
Jeg kom i kontakt med ham i forbindelse med, at jeg samlede oplysninger til min bog "Hans Hedtoft". Af dem der kendte ham godt, havde jeg på forhånd fået oplyst at det var omsonst, fordi han bare sagde nåh og hmmm. Det startede godt nok også noget i den retning, men nu er jeg jo selv gammel sømand så jeg ved udmærket hvordan man kommer i tale med en kaptajn. Jeg sagde nogle ting som jeg ikke mente, men det hjalp til at jeg fik en skideballe og så var isen brudt. Efterfølgende havde vi meget kontakt.
Læs også læserkommentar på blogindlægget om Jan Boisen Junker.
Dette er skrevet fordi jeg mener, at mænd af hans karakter bør huskes og deres minde æres. Følgende noterede jeg straks efter hjemkomsten:
Søndag den 12. maj 1996 havde jeg en oplevelse jeg aldrig glemmer. Det var dagen jeg mødte kaptajn Jan Boisen Junker (født 1917).
På forhånd var jeg en smule nervøs, for om jeg kunne liste ham til at fortælle om sit liv. Min bekymring blev hurtigt gjort til skamme , ikke alene havde Junker meget at fortælle, han var også en meget god fortæller.
Jeg kom til ham kl. 13:50, han havde bakket op med kaffe og blødt brød. Som den naturligste ting i verden gav han sig til at fortælle.
Han hed Jørgen Boisen Junker og var en rigtig sejlskibs skipper. I 1896, længe før Panama kanalen blev gravet, sejlede han til San Francisco neden om hornet. Senere i en alder af 82 år, fik han lyst til at gense byen. Han ville se hvordan byen så ud efter det voldsomme jordskælv i dagene 18. -22. april 1906. Han tog med, vist nok ØK, over gennem Panamakanalen og op langs kysten til San Francisco. Da han skulle hjem valgte han at tage medGreyhund busserne til New York, sådqan en tur tager det af en uge. Busssen kørte ikke om natten, der skulle de rejsende have mulighed for at hvile. Junker senior mente ikke der var grund til at indlogere sig på hotel, han fandt en bænk i parkerne omkring busstationen. Han fortalte senere at det var en stor oplevelse at sove sammen med de subsistensløse, og at det tog kegler når han om morgenen bød på morgenmad i busstationens cafeteria.
Hans datter havde et farligt mas med at passe ham. I haven var der nogle kirsebærtræer, og selv om Junker senior var langt over 80 år ville han klatre op i træerne og plukke kirsebær. Datteren bad ham om at stoppe med de udfoldelser, fordi hun ikke kunne samle ham op, hvis han faldt ned. Senior mente dog ikke det var så galt, "Du kan vel i det mindste give mig en pude under hovedet hvis jeg falder ned" sagde han. Jeg ved ikke om han klatrede op, men alene det han kunne få tanken viser han var en robust herre.
Første gang han blev fotograferet på et skibsdæk var da han var 4 år gammel. Junker senior var var kaptajn på den gamle "Georg Stage" og når skibet var i København var den lille Junker med sin far ombord. Engang var der også en fotograf ombord på skibet. Junker senior fandt på at junior skulle fotograferes ved skibets rat. Junior fik besked på at han skulle ligne en rigtig sømand, det morer Jan Junker sig stadig over, for selv om han har sejlet hele sit liv, ved han stadig ikke hvordan en en sømand ser ud.
Jan Junker havde to mindre brødre og en en mindre søster. Han fortæller selv at han var nødt til at holde de mindre i ørerne, og måske var han indimellem en smule barsk. Jeg tror, at den små Junker var manden i huset når far var til søs. Billeder fra hans yngre dage afslører, at han antagelig ikke har været let at løbe om hjørner med.
Allerede tidligt i hans barndom meldte udlængslen sig hos den lille Junker. Han besluttede at han ville emigrere til Amerika, og vandrede følgelig derudad. Forsøges mislykkes dog, for den lille emigrant havde glemt, at man kunne blive sulten. Så da sulten meldte sig ændrede han kurs til hjemad til mors kødgryder.
I alle hans ferier var han ude og sejle med sin far. Det har nok været nødvendigt for at aflaste moderen lidt. Jeg tror at det har været en stor opgave for hende at opfylde Jan´s behov for oplevelser.
Da han var 13 år kom han med "Georg Stage" på togt, dernæst kom han med "Danmark".
I tiden før 2. verdenskrig sejlede han med forskellige sejlskibe, desværre ved jeg ikke noget om den periode. I begyndelsen af krigen gjorde han tjeneste ombord på en minestryger, hvor han var løjtnant. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men han mente ikke der var fornuft i det arbejde han udførte. Han tog til Sverrige for at komme videre til England.
I Sverige kom han i tugthus i en uge, og efter store vanskeligheder kom han med et fly til England. Hvordan de nærmere omstændigheder var ved jeg ikke, men han blev indrulleret i den engelske hær, hvor han blev uddannet i mange forskellige ting. Det eneste han fortalte var at det var en hård uddannelse. Han blev faldskærmssoldat i SOE, og kastet ud over Danmark.
Tilføjelse:
Jan Boisen Junker blev nedkastet på operation Spaghetti natten mellem 10-11/12 1943 ved Fristrup Krat øst for Hammel. Han blev arresteret 4/8 1944.
Han blev nedkastet af Halifax NF-K fra 138 Sqn ført af F/Sgt Thomas som på samme tur nedkastede på Tablejam 14 ved Skodborg Høj.
TJ 14: reported from field that operation was successful.
17½ Km SSE of Olgod. 13 Km SW of Grinsted. Position 554041N 084642E. Load: 9 containers. Lights: Ground O, a/c A.
Spaghetti: Km E of Hammel, 20 Km NW of Aarhus. Position 561505N 095610E. Load: 2 men, 2 packages.Lights: ground K, a/c A. Agents code names: Holger and Boy.
Spaghetti: Report from field that the 2 men arrived safely but the packages were not seen.
Agents vere: H.H.F. Ibsen (Vermicelli) and J.B.Junker (Spaghetti).
Same location as TJ 87.
Ref HS2/65: Frederiksen was in charge of reception and states that 1 package was lost owing to the pilot dropping the psckages too late which he claims has happened before. He recomments that the pilot circles once more for the dropping of materiel and should not attempt to combine the dropping of personnel and packages into his one manoeure. One package containing 8 packets of crystals was opened and one packet taken to Bacons flat. The remaining seven were hidden in the woods at Hammel and their location given to Tournedos.
Tak til Kim Juhler
der bragte mig i forbindelse med 4045 som hurtigt kunne give mig disse oplysninger.
Tilbage til Junkers egen beretning.
Han blev arresteret den 13. december 1943 af tyskerne, og kom i fængsel i Århus. (oven over står der at han blev taget 4/8, begge datoer optræder. Jeg GÆTTER på at den 4/8 er den dato hvor han blev flyttet til Tyskland) På et tidspunkt efter Kaj Munk var blevet myrdet blev han sammen med en anden modstandsmand kørt ud på Hørbylunde bakke (vist nok) for at blive henrettet som hævn for mordet på Munk. I sidste øjeblik blev henrettelsen forhindret af en motorcykel ordonans der kom med kontraordre. Der var ganske enkelt for meget uro i den danske befolkning til at tyskerne turde henrette de to modstandsfolk.
Junker blev derefter overført til Vestre Fængsel, hvor han sad på dødsgangen. Af hans beretning fremgik det tydeligt at han havde indstillet sig på at hans liv havde nået sin ende. I mere end et halvt år sad Junker i en celle der var 3 X 2 meter, uden at komme på gårdtur, og der var heller ikke någet at læse i. Det er underligt han slap fra det med forstanden i behold. Han blev flyttet til et fængsel i Tyskland. En dag kom han med på en transport, det var vist nok til Rostock han skulle, for at blive henrettet. Til hans held blev byen bombet af de allierede inden de nåede frem. Da han senere meldte sig tilbage til den engelske hær, kiggede de underligt på ham for de havde fået oplyst, af tyskerne, at han var henrettet. Hans bekendskab med tyskerne blev rundet af med en tur i koncentrationslejren Sachenhausen. Der sad han sammen med 274 andre danskere. Jeg ved ikke noget om hans ophold der, men jeg ved han kom hjem med de hvide busser.
På et tidspunkt var Junker 2. styrmand på "Georg Stage" mens det foretog en jordomrejse. På den rejse lavede han en model af skibet. Mange år senere var der nogle som opfordrede ham til at forære modellen til søfartsmuseet på Kronborg. Junker tilbød dem modellen, de var lidt tøvende med om de i det hele taget var interesseret, men sagde dog, at de måske kunne finde en plads til den. Som det forstås blev der ingen bukser ud af det skind. I midlertid var der nogle amerikanere, der havde fundet ud af at han havde modellen. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men der kom en mand, from over there, og kiggede på skibsmodellen. Han fik straks julelys i øjnene og sagde"Jeg kan godt sige dig, jeg har kun 2.000 dollar, det er alt", dengang stod en dollar til omkring ti kroner. Junker var storsindet og sagde "Så giv mig de 1.500, og tag den med dig". Der blev bestilt et ekstra sæde i flyet til modellen. Til brug for forsikringen blev der taget en masse billeder af modellen, disse billeder fik Junker et kopi af. Jeg har set billederne, og det fremgår tydeligt at det var en meget smuk og detaljeret model. Desværre kan jeg ikke huske hvor den kom hen.
Fra 1948 til 1974 gjorde Junker tjeneste i KGH. På grund af sin faglige dygtighed nød han hurtigt stor respekt. Efter forholdsvis kort ansættelse blev han udnævnt til fører af "Kaskelot". Allerede på den den første rejse han gjorde med som kaptajn, blev omgivelserne klar over , at her var en mand som der ikke skulle spøges med.
"Kaskelot" skulle afgå fra København sammen med "Disko" ført af kaptajn P.L. Rasmussen (der senere gik ned med "Hans Hedtoft"). Da Junker og Rasmussen på afsejlingsdagen var til møde med skibsinspektøren sagde denne "Nord for Helsingør er der en skrækkelig masse is, og derfor skal I gå op til Helsingør og ankre. Først ved daggry begiver i jer ud i Kattegat for jeg vil ikke risikere, at skulle hente jer ved Kullen med en isbryder". "Kaskelot" var klar til afsejling en smule før "Disko", så Junker stod ud i sundet. Ved Kronborg ankrede han som beordret, og ventede til daggry med at sejle videre. Junker tænkte, at det var mærkeligt at "Disko" ikke også lå for anker, men den måtte jo være forsinket af en eller anden grund. Da "Disko" senere sendte en positions melding viste det sig, at den var langt forud for "Kaskelot". "Disko" havde altså passeret "Kaskelot" om natten og var gået nordpå. Egentlig var det en svinestreg af kaptajn Rasmussen, men det er forståeligt at han ville komme før opkomlingen til Grønland.
Da "Kaskelot" passerede Kap Farvel var Junker i radiokontakt med Rasmussen der sagde, at Junker var nødt til at følge den rende "Disko" havde lavet for der var store is vanskeligheder, Det ville Junker lige tænke nærmere over. "Disko"s første anløbsplads var lidt nord for den plads "Kaskelot" skulle anløbe først. Ved en snedig manøvre som jeg ikke helt forstod lykkedes det Junker at komme først på plads, Det var noget med at han gjorde ligesom vikingerne, altså lod havstrømmen føre ham til målet. Rasmussen der troede at "Kaskelot" sad fast i isen blev meget forbavset da han endelig nåede bestemmelsesstedet og fik oplyst at "Kaskelot" var godt i gang med at losse. Herefter var der ingen tvivl om at opkomlingen var sin opgave voksen.
I 1957 fik Junker med stort besvær orlov fra KGH. Han var blevet udvalgt til sejle som 2. styrmand på "Mayflower". Kaptajn Rasmussen hjalp meget til med at få orloven bevilget. Han sagde til inspektøren at de burde være stolte af at have en medarbejder der blev udvalgt til denne færd.
Den "Mayflower" som Junker var med var en rekonstruktion bygget efter hvad man vidste om den "Mayflower" der i 1620 sejlede 102 puritanere, de såkaldte pilgrimsfædre, til det senere Massachusette i N-Amerika. "Mayflower" 2 gjorde den samme rejse.
Den 21. februar 1959 blev der afholdt mindegudstjeneste for de omkomne på "Hans Hedtoft". Junker deltog i denne. Den følgende beskrivelse skrev han til mig:
Gudstjenesten fik, så vidt jeg ved, ikke megen omtale i aviserne, men jeg overværede den selv på meget tæt hold og kan derfor berette om de faktiske forhold, selv om de ikke egner sig til offentliggørelse.
Da gudstjenesten skulle foregå i Holmens Kirke, var der opstået en strid mellem biskoppen for Grønland og den biskop, som Holmens Kirke sorterede under, om hvem der skulle holde talen. Da ingen af parterne ville lade den anden komme til, stod de begge foran alteret, hvor de skiftevis talte (der er jo kun plads til en i prædikestolen).
Først ankom et musikkorps fra Livgarden spillende en sagte sørgemarch og tog opstilling foran kirken. Lidt senere kom marinens tamburkorps med højt klingende spil, lidt før kirken besindede de sig, og slog over i noget mere afdæmpet, og tog også opstilling ved kirken.
Inde i kirken var der lagt en række store kranse fra de forskellige ministerier o.a. fra alteret og ned ad midtergangen. Vi, seks officerer fra Grønlands Handel, stod med tre på hver side af kransene i vores pæne uniformer og med kasketten under venstre arm.
Kong Frederik IX sad lidt til venstre for os, kun få meter fra mig. Engang imellem, når de to talende biskopper sendte for hadske blikke til hinanden, gik der et lille ironisk smil over kongens ansigt, som han delvis skjulte med hånden. Jeg tror at alle øvrige i kirken sad for langt væk til at bemærke noget.
Selv om jeg havde de mange, jeg kendte fra "Hans Hedtoft", i tankerne, var det med blandede følelser jeg forlod kirken.
Der havde været strid og kiv om "Hans Hedtoft" lige fra begyndelsen, men selv afslutningen kunne altså heller ikke foregå i mindelighed.
Jan Junker skrev et lille efterskrift:
Var navnet "Hans Hedtoft" forkert valgt til skibet? Statsminister Hans Hedtoft døde pludselig og alene på et hotelværelse i Stockholm i 1955 kun 52 år gammel.
Junker havde mange evner, han kunne også digte se selv: