Herald of free enterprice

Som regel sker skibs katastrofer når der er mange buler på vandet og det blæser voldsomt eller i tåge. Men selv om vandet er roligt, og der er fin sigtbarhed, kan vi stadig opleve rystende katastrofer til søs. Ja, oven i købet når skibet stadig er i havne området, og der ikke er vand nok til, at skibet kan synke. Sådan en katastrofe skete mindre end 2 kilometer fra havnen i Zeebrugge den 6. marts 1987. Der omkom omkring 190 mennesker, af dem var 38 besætningsmedlemmer. Der er intet usædvanligt i, at ingen ved, hvor mange mennesker der er ombord i et passagerskib, alt foregår så hurtigt og effektivt, at ingen bekymrer sig om sådanne bagateller.

"Herald of Free Enterprise" sejlede i rutefart mellem Zeebrugge i Belgien og Dover i England, det var bygget i 1980, og havde kun sejlet på den rute. I de havne er der stor forskel på vandstanden, på grund af tidevandet, der gør sig stærkt gældende i den engelske kanal. For at skibet kan passe til havneanlæget i Zeebrugge, må der tages ekstra ballast vand ind i de forreste tanke. Når dette vand skulle ud igen, kunne der let gå to timer med at pumpe, og selvfølgelig kan skibet ikke ligge "død" i de timer der pumpes ballast vand ud. Derfor stak man ofte til søs med forskibet en meter for langt nede. Dette forhold havde kaptajn Lewry skrevet, og beklaget sig over, til sine kaptajns kolleger og de maskinchefer der sejlede med skibet. Farvandsdirektoratet var også opmærksom på sagen, men der var ikke truffet beslutning om, hvordan problemet skulle løses.

Skibet var ankommet til Zeebrugge kl. 17, og skulle sejle igen samme dag kl. 19. Der var 81 person biler og 47 lastbiler, der blev fordelt på de to vogndæk. Færgen var bygget til at kunne medføre 350 person biler og 80 lastbiler. Da skibet præcis kl. 19 var klar til at, sejle var der omkring 460 passagerer og 80 besætningsmedlemmer ombord. Kaptajnen modtog signal fra havne kontrollen, at han kunne sejle ud af havnen, og overstyrmanden der var ansvarlig for ombord kørslen, gav besked til broen, at rampen var ved at blive hævet. Besætningen blev over højttalerne kaldt til deres poster. Overstyrmanden mente, han så den bådsmand der havde til opgave at lukke bovportene, og gik derfor op på broen. Bådsmanden sov på det tidspunkt på sit kammer, så porten blev ikke lukket.

Klokken 19:05 bakkede "Herald of Free Enterprise" ud af havnen, den åbne bovport der kunne ses fra broen, blev ikke bemærket af nogen. Skibet bakkede, og da der blev slået frem, var det så mørkt, at bovporten ikke kunne ses. Ved afgangen stak boven en meter dybere, end normalt på grund af ballast vandet, men i maskinrummet var de som sædvanlig i gang med at pumpe vandet ud. De første passagerer der var kørt ombord, specielt lastbil chaufførerne, havde hurtigt sørget for, at få noget at spise så de kunne gå til køjs og få sig en lur under overfarten. Efter måltidet var de gået ned under vogn dækket, hvor passagererne nu om dage bliver opbevaret. Der varer en tid inden nogle tusind tons er bragt op i fart. Det gjorde det også for "Herald of Free Enterprise", ikke før efter 22 minutter var farten så høj, at bovbølgen kunne nå op til vogn dækket.

Den første der opdagede, at noget var galt var en steward, der var helt nede i bunden af skibet, hvor passager kamrene er. Han stod i et linned rum, og hørte vandet bruse ned af en trappe i nærheden. Stewarden var godt klar over, at sådan en uorden kunne man ikke have, så han ringede til anden purseren der ville tage sig af sagen. Kort efter blev tømmermanden tilkaldt over skibet højttaler. På broen opdagede de også, der var noget galt. Rorgængeren skreg pludselig "Jeg har roret helt til bagbord, men stævnen trækker til styrbord", "Hvad foregår her" råbte kaptajnen, samtidig med han slog bak på maskinen. Han vidste ikke, at hans skib var i gang med, at opføre sig som en ubåd der skal lyndykke. Da kaptajnen slog bak, var skibet et kort øjeblik stabilt, men skibets fremdrift stoppes ikke så hurtigt. Vandet fortsatte med at strømme ind på det ubeskyttede vogndæk. På mindre end et minut kæntrede færgen, den lagde sig på siden på havbunden. Den eneste grund til at alle de omkring 540 ombordværende ikke omkom var, at der ikke var ret dybt, kun ni meter.

Da skibet lagde sig på bagbord side på havbunden, var cirka halvdelen af skibet oven vande. Men det hjalp ikke de passagerer, der var gået i seng i bagbords side af skibet. De har ikke haft nogen mulighed for at komme ud. Ingen der ikke har oplevet det, kan forestille sig, hvordan det er når et skib forliser. Der er en infernalsk støj, de ting man normalt betragter som robuste, bøjer som et stykke papir, tykke stål plader virker som en ballon, der pustes op. Når der kommer flere tusind tons vand, ind i et skib i løbet af en brøkdel af et sekund, er det ikke kun støjen af vandet der lyder voldsomt. Luften der skal undslippe eller komprimeres, giver en meget høj og hvinende tone. Mennesker der rammes af vandet bliver slået bevistløse, eller knust, det er en myte at man drukner. Anderledes var det, med de passagerer der var gået i seng i styrbords side af skibet. De blev på en meget håndfast måde vækket, men de har kun fået lidt "vand skvalperi". Det har ikke hjulpet dem meget, for de har været spærret inde i en jernkasse, hvor den eneste åbning har været nedad, hvor vejen var spærret af vand blandet med rigelige mængder olie. De var fanget i en fælde.

På kommandobroen var sagen ganske anderledes, kaptajnen der stod i styrbordsside, faldt de tolv meter, som broen var bred. Han pådrog sig nogle kvæstelser som i forbindelse med et skibsforlis må betegnes som mindre skader. Han fik et par knoglebrud og en perforeret lunge. Det er beskrevet, at iskoldt vand omsluttede ham, og han havde frygtelige smerter samtidig med, at han ikke kunne bevæge den ene arm, og ind imellem besvimede han. Det var synd for kaptajn David Lewry, men han og de andre ansvarlige officerer blev reddet. THAT'S THE WAY AT SEA MY BOY, sagde man omkring århundrede skiftet, når kaptajnen gik med sit skib i dybet. Nu er THE WAY AT SEA, at maskinchefen og passagererne går ned med skibet. Det er en detalje som kun få erkender, men det er virkeligheden. Den eneste der er sikker på, at gå til bunds med skibet er maskinchefen, for han sender selvfølgelig ikke hans folk ned i maskinrummet til en uvis skæbne, men går selv derned.

I cafeteriet og restauranten var situationen noget nær den samme. Folk der sad i fred og ro, oplevede pludselig at tyngde kraften ændrede sig, det der før var gulv, blev pludselig til væg og samtidig kom bagage, flasker, glas og andre løse genstande flyvende gennem luften. Ikke nok med det, for der hvor der før var en solid væg kom der pludselig en formidabel vand kaskade, der opslugte dem alle. De fik andet at tænke på end deres rejemadder, nu var det livet, det drejede sig om. Hele verden var drejet 90 grader til venstre, og den tryghed der er ved at sidde i mange menneskers selskab, er pludselig vendt til en kamp for at overleve. Efter den værste angst er overstået, kommer det selviske op i folk. Mennesker der altid har levet en beskyttet tilværelse, i et velfærdssamfund, kæmper nu mod hinanden for at overleve. De vil alle gerne leve videre i det samfund, der har bragt dem i den knibe de er i. De ved ikke, at de selv er skyld i, at de er kommet i knibe. De er uvidende, fordi de stoler på deres politikere, der igen stoler på deres embedsmænd, der igen stoler på de oplysninger, de får fra nogle mennesker, der er bange for at miste jobbet, hvis de udtaler sig kritisk.

De passagerer der for et øjeblik siden sad, og hyggede sig med deres mad, befandt sig nu i en sydende heksekedel af vand og sparkende, skrigende mennesker. Over deres hoveder kunne de se stjernerne gennem vinduerne ti meter over dem. Alle begyndte at klatre, uden smålig hensyn til hvor man satte sin fod. De ville alle hen, hvor der var et tørt sted, men der var ikke mange tørre steder, så det var alles kamp mod alle. Vi skal op, op ville sige, mod det der for et øjeblik siden var skibssiden, med de tykke vinduer som holdt på varmen i salonen. Nogle kom også op i nærheden af vinduerne, men dem kunne de jo ikke gå i gennem, så de kunne kun sidde og betragte den forhindring. Alle var bekymrede for deres nærmeste, så der var et råben og skrigen efter pårørende.

På en sandsuger der arbejdede i havnen så kaptajnen, at "Herald of Free Enterprise"s lanterner vippede til bagbord, og på radaren kunne han se, at færgen gled væk fra sejlrenden. Da han så, at lyset pludselig gik ud, var han ikke længere i tvivl, "Herald of Free Enterprise" var forlist. Han slog straks alarm, og sejlede hen til ulykkesstedet, der kom også to slæbebåde, der havde hørt alarmen. Den første helikopter var på stedet en halv time efter forliset.

Bådsmanden der skulle have lukket bovportene, blev som alle de andre vækket ved at falde ud af køjen. Han kom ud sammen med nogle andre besætningsmedlemmer, de gik på den styrbords skibsside. Inde fra skibet kunne de høre skrigene fra de indespærrede. Sømændene fik fat i en økse og slog nogle af ruderne i stykker, men der var 6-8 meter ned til passagererne der lå i vandet. De fik også fat i en todelt stige som de hejste ned, men den nederste del af stigen faldt af.

Slæbebådene kunne med deres projektører oplyse skibsvraget, en af dem lagde til ved "Herald of Free Enterprise"s agterstavn, og fire af sømændene sprang over på skibssiden. Med nogle reb fik de hejst mange mennesker op, en af matroserne på slæbebåden stod med den ene fod på slæbebådens dæk og den anden på skroget af "Herald of Free Enterprise", han hjalp passagererne over på slæbebåden. Da de havde 120 mennesker ombord i det lille skib, sejlede de ind med de reddere.

En anden slæbebåd var klar til at overtage pladsen. Der kom også frømænd til stede, de hoppede ind i færgen, og hjalp folk med at blive bundet i nogle reb, så andre der stod på skibssiden, kunne hejse dem op. Derfra blev de fløjet ind på hospitalet. Det var et frustrerende job, fordi det ikke gik hurtigt nok, mange druknede, eller frøs til døde, mens redningsmandskabet så det, men der var ingen mulighed for at redde folk hurtigere end de gjorde.

Omkring kl. 21:30 var rednings aktionen ved at være forbi, redningsmændene fandt kun lig der blev hejst op. På det tidspunkt var der mindst fire overlevende i vraget. De sad indespærret i deres kamre under vogndækket, men ingen vidste det. De fire indespærret fandt hinanden ved at råbe i mørket, en af dem havde fået trykket ribbenene, en anden havde fået et stort sår i foden. De vidste ikke, om de sad i en luftlomme på dybt vand, eller som det var tilfældet, at vandstanden ikke var højere. Der var en modbydelig stank af benzin og dieselolie. En af de indespærrede havde købt en flaske whisky i den toldfri butik, så de havde i det mindste lidt tapperhedsvand. De blev enige om, at de måtte gøre noget aktivt for at blive reddet. Aftalen blev, at de to kvæstede skulle blive tilbage, medens de to andre skulle søge efter en udvej. Da de to opdagelsesrejsende var på deres ekspedition, faldt en af dem ned i vandet, i lang tid kunne de andre høre hans skrig, der efterhånden blev svagere, og til sidst ophørte helt. Den anden mand fandt et sted, hvor han kunne høre en lyd der lød som rullende torden, han var klar over, at det var en helikopter. Han tog sit ur af, og gav sig til at banke, på et rør, på en rytmisk måde, så ingen kunne være i tvivl om, at det var et menneske der bankede. Hans ihærdighed blev honoreret klokken to om natten. Han havde da banket i 6 timer kun iført underbukser og sweatshirt. En dykker der svømmede rundt i skibet, hørte banke signalerne, og fik alle tre reddet.

De 350 mennesker der overlevede forliset, var meget heldige. Havde der været bare lidt dybere, der hvor færgen kæntrede, var ingen af dem sluppet fra ulykken med livet i behold. Ved det efterfølgende søforhør blev mange kritiseret. Bådsmanden fordi han ikke havde lukket portene, over styrmanden fordi han ikke kontrollerede, at nogen lukkede portene og kaptajnen fordi han stod ud af havnen uden, at være sikker på, at hans skib var søklar. Den største kritik fik rederiet, fordi det var gennemsyret af slendrian. Det vigtigste var, at selve skibets konstruktions måde blev stærkt kritiseret. Bygge måden havde vist sin sårbarhed, det blev besluttet at, opfordre til international enighed om, at færgerne skulle sikres mod gentagelser.

Verden lærte ikke meget af forliset, syv år og seks måneder senere forliste "Estonia", fordi der kom vand ind på vogndækket.