Svindel med havarirapporter


I mange tilfælde bliver havarirapporter til en sand farce. Man manipulerer med kendsgerningerne, så et havari kan passe ind i et ønsket billed. Der er mange grunde til at sandheden ofte forties. Man må huske på, at der er mange, rigtig mange penge i spillet.

I nogle tilfælde ønsker man at dække over, at myndighederne har forsømt deres tilsynspligt. Eller måske skal en skibstype retfærdiggøres. Her tænker jeg på de tåbelige RO-RO færger, tænk hvis den brede befolkning fandt ud af, hvor farligt der er at sejle med dem. Det ville slå bunden ud af infrastrukturen i mange af de såkaldt civiliserede lande.

I andre tilfælde skjuler, eller slører, skibets ejer eller besætning de faktiske forhold. Det kan være med henblik på assurancesvig eller at skjule inkompetence.

Af ovennævnte grunde bør man forholde sig kritisk til udredninger omkring skibsforlis.

I de artikler jeg har skrevet tilstræber jeg at redegøre for unøjagtigheder. Men det er naturligvis kun min vurdering der ligger til grund. Jeg har valgt at undlade lange tekniske forklaringer, idet formålet er at gøre stoffet tilgængelig for ikke fagfolk.


Copyleft © 1899-2099 Jan Schmidt Sørensen   |  Designet af Kim Ludvigsen