Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.

Det er efterhånden blevet moderne at skrive sine erindringer, så hvorfor ikke også mine. Jeg begyndte på at skrive dem i slutningen af maj 2008. Men jeg har naturligvis en masse små notater, og håber jeg engang bliver færdig. Det står endnu ikke i den helt rigtige rækkefølge, men det kommer en dag hvor jeg får tid.

Såfremt du har oplysninger, eller af anden årsag har lyst til at kontakte mig så send mig en mail

Erindringer

Skoletiden	Tiden til søs	Lokomotivfører
Når jeg havde fri fra skole	Når jeg ikke var til søs	Mensaner og Logebroder
Læretiden	Besøg på hjemmeværnskutter	Marianne er et kapitel for sig
Soldatertiden	Lidt sjov er godt	Kræft
Bryllup	Hvorfor bogen om Hans Hedtoft	Tom

Da det hele begyndte

Det var søndag den 13. juli 1952 mellem kl. 9 og 10 om formiddagen. Da blev jeg født i en lille kvistlejlighed på Kristrupvej 26 af Erna Elida Sørensen født Jensen. Jeg blev døbt Jan Sørensen i Kristrup kirke den 17. august 1952. Senere fik jeg navneforandring til Jan Schmidt, og nu hedder jeg Jan Schmidt Sørensen. Blev meldt ud af folkekirken den. 17. december 1987.

Kristrup er en lille by udenfor Randers, nu helt sammenvokset med Randers. Min første helt klare erindring er fra da jeg var mellem 2 og 2,5 år. Nogen vil måske mene at det ikke kan passe jeg kan huske så langt tilbage. Det undrer også mig men jeg husker det. Da var vi stadig på Kristrupvej. Min mor kastede sig på en divan, eller måske på sengen, og stor tudede. Hun var meget ked af det. Jeg kunne absolut ikke lide at se min mor græde, det havde jeg eneret på troede jeg. Jeg spurgte hende, hvad hun var så ked af. Hun sagde hun var skuffet, det kunne jeg ikke forstå hvad betød. Hvad havde en kommodeskuffe med det at gøre? Senere spurgte jeg mor, om hun kunne huske det. Det kunne hun sagtens huske, sagen var at min far Teddy Sørensen havde forladt hende, og nu skulle de skilles. Han havde fået et barn med en anden kvinde, senere kommer jeg ind på lidt mere omkring dette.

Min mors forældre boede også på Kristrupvej, nærmere betegnet på Kristrupvej 105, der har jeg tilbragt en meget stor del af min barndom. Hun blev gift igen den 15 marts 1958 kl. 10:00 på Vejle Rådhus med Poul Aage Schmidt. Derfor har jeg ingen helsøskende, men på min mors side har jeg en lillebror som hedder Allan. På min biologiske fars side har jeg 7 mindre søskende. Fra den ældste ende er det:  John, Lillian, Lise som desværre er død, af udbredt kræft, Kjeld, Finn, og tvillingerne Joan og Jan. Søskene på min fars side hører jeg kun sjældent fra, men det er nok min egen skyld. Jeg er heller ikke flink til at give lyd fra mig. Allan derimod har jeg jævnlig kontakt med.

Den 27. januar 2005 døde min biologiske far af udbredt kræft.

Den 16. september 2005 døde min mor på Randers sygehus kl. 8.30 af kræft.

Skoletiden

Jeg begyndte på Søndervangs skole i 1959. Det var med rigtig fint udstyr, min taske var af ægte læder og ca. lige så stor som mig selv. Jeg har den stadig. Det eneste jeg huske fra Søndervangs skole er at jeg startede med at tudbrøle. Jeg skulle først starte lidt op af dagen. Når jeg gik gennem porten ind til skolen til 1. skoledag, fuld af forventninger, var jeg ved at blive løbet over ende. Ca. 200.000 dumme unger stormede ud af skolen, mens de råbte ”Ju-Huu varme ferie” så måtte jeg traske hjem igen. Sådan syntes jeg det blev ved ca. et halvt år, men det har nok kun været nogle få dage. Da jeg blev ældre ønskede jeg inderligt vi fik varme ferie, men nej, det havde jeg i starten. Der er sgu ingen retfærdighed til. Jeg husker intet fra tiden der, men det var også kun nogle få måneder jeg gik på den skole.

Mens jeg gik i den skole boede vi på Søndervangsvej 31, det var lige over for skolen. Vi boede til leje i en kælder lejlighed, og værten, hr. Jørgensen, boede i stueetagen. Det var en ældre mand, i mine øjne var han på alder med Metusalem men han har nok ikke været helt så gammel. Han var en meget dygtig kunstmaler. Det var dengang man kunne se hvad kunst forestillede. Hans evner som tapetserer nåede ikke helt de samme højder. Engang vi var i Kristrup for at besøge bedsteforældrene, havde Jørgensen tapetseret lejligheden. Det foregik på den måde, at han sørgede for at have alt hvad han skulle bruge inde i rummet. Så startede han forneden med at smøre lim på væggen i et bælte hele vejen rundt, vandret og i en banes bredde. Så var det bare at tage rullen og gå en tur rundt i rummet, så sad den bane der. Og sådan fortsatte han så op til loftet. Til sidst var det bare at skære ud til døre og vinduer. Jeg kan nemt se det smarte i det. Hvorfor gøre noget mere besværligt, end højst nødvendigt.

Så flyttede vi på Seest bakke 79, og jeg skulle skifte skole. Jeg kom til at gå på Stejlbjerg skole, fra selve skolen husker jeg intet, men der var afskyeligt langt. Min mor var syerske på en systue og min far var math (svarer til konstabel) ved det kongelige danske ildsprudlende luftvåben i Skrydstrup. Så der var ingen til at sende mig i skole. Jeg måtte så meget tidligt op og med en bus inden min mor skulle af sted. Jeg skulle over til min fars forældre. De boede på Carl Plougsvej 52. De skulle så sende mig i skole. Der var temmelig langt at køre med bus. Jeg husker tydeligt om vinteren, hvor det var meget koldt og meget mørkt. En dag faldt jeg i søvn i bussen. Ved endestationen vækkede chaufføren mig, og så var det ud i kulden og mørket. Jeg anede ikke hvor jeg var og jeg frøs rigtig meget. Jeg husker jeg græd mine salte tårer. Der var jo ikke andet at gøre end at gå rundt til jeg så noget jeg kendte. Jeg nåede da bestemmelsesstedet men husker ikke hvor meget jeg var forsinket.

I slutningen af 1. klasse flyttede vi på Kristrupvej 105 i en lille lejlighed på 1. sal i mine bedsteforældres hus. Og jeg begyndte på Kristrup skole, hvor jeg kom i D-klassen. Vores klasselærer hed Arne Jensen, ham var jeg meget glad for. Af en eller anden grund gik man næsten aldrig over stregen ved ham. Han havde en ubeskrivelig evne til at aftvinge os banditter respekt Arne Jensen var i øvrigt, sammen med skoleinspektøren Ramsing, de eneste der aldrig slog mig. Men det kompenserede de andre lærere rigeligt for.

Linda fra A-klassen har været så venlig at sende mig dette billed af mine klassekammerater. Det er fra venstre bagest: Per Rasmussen. Niels-Aage, Svend-Erik, Per Madsen, Carlo, regnelære Jørgensen. Forreste række fra venstre; Finn, Helle, Dorit, Bente, Myrna og Karl-Henrik. Grunden til at mit smukke kontrafej ikke er at finde, er at jeg gik ud af skolen året før i november.

Arne Jensen (billedet) røg pibe og vidste udmærket at de fleste af os også røg. Det skete ikke så sjældent at han ikke havde fået tændstikker med, så fik han ild af mig. En enkelt gang var han løbet tør for tobak, og fik en stopper af mig. Vi havde ham også til træ- og metalsløjt. I disse timer fik vi altid lov til at blive inde i frikvarterene, ofte blev han også i sløjtlokalet. Det skete et par gange at vi manglede enten tobak eller tændstikker, det sørgede vi for at Arne Jensen blev klar over. Han plejede altid først at stoppe piben når han forlod lokalet. Når han vidste vi manglede noget, plejede han at stå ved filebænken og stoppe piben, og sagde samtidig "Hvis jeg en dag skulle glemme mit tobak, ligger det her på filebænken. Men i har bare at holde fingrene ved jer selv". Det blev aldrig omtalt yderligere, men når han kom tilbage stilede han direkte hen til tobak og tændstikker. Når han tog tobakken mærkede han en ekstra gang på den, og rynkede øjenbrynene samtidig med at han puttede det i lommen. Han så også lidt undrende ud når han så, at der var revet et lille stykke svovl af tændstikæsken.

Efter to træsløjt timer hvor vi havde fejet og ryddet op skulle Karl-Henrik og jeg gå ned med høvlspånerne. Her må jeg lige indskyde: Skraldespandene, de gamle firkantede blikspande, stod under et halvtag. Der var en 10-15 stykker af dem. Da vi kom ned til dem så vi at der var tændt ild i nogle af dem, vi kunne selvfølgelig ikke nære os, og proppede spånerne i dem der var ild i. Derefter skyndte vi os tilbage efter flere spåner. Da vi kom tilbage til skraldespandene stod pedellen Tanggaard der. og gloede på spånerne som vinden havde spredt vidt omkring, han var rasende og greb fat i mig. Karl-Henrik fik besked på hurtigt at hente vores lærer. Arne Jensen kom løbende i fuld firspring, Tanggaard råbte op om skoleinspektør, spanskrør og smides ud af skolen. Arne Jensen beordrede ham til at slippe den knajt, og samtidig med greb han en skovl og slukke ilden i spånerne. Han sagde til Tanggaard at det havde været meget bedre at han havde slukket ilden i stedet for at klamre sig til mig. Så kom Arne Jensen i tanke om os og jagede os op i sløjtlokalet og vente på at han kom. Vi stod selvfølgelig rundt hjørnet og lyttede. Tanggaard fortsatte med at galbe op, han var tydeligvis i lynch stemning. Efter at Arne Jensen havde klaret de brændende spåner skal jeg love for at Tanggaard fik læst og påskrevet. Jensen sagde til ham at så vidt han kendte knajtene havde de absolut ikke gjort det med vilje. Han fik også besked på at han ikke tænkte sig om når han brændte affald når der var elever på skolen, det var strængt forbudt og han blev opfordret til at glemme alt om episoden. Hvis skoleinspektøren skulle blandes ind i det kunne de mødes kl. 10.00 på inspektørens kontor, så skulle Jensen nok få skik på det. Da samtalen var slut pilede Karl-Henrik og jeg hen i sløjtlokalet. Vi pådrog os en skideballe som absolut ikke antydede, at han mente vi var uskyldige. Han afsluttede skideballen med skrup af. Jeg er overbevist om, at han ville have os væk i en fart så han kunne få grinet af.

Kristrup skole bestod af den gamle skole som var i et plan, med kun fire klasseværelser, og et større der fungerede som bibliotek. De fire klasse værelser var i to længer med to klasseværelser i hver længe. I de ældre klasser var vi altid i to af de klasseværelser, det var nummer 26 og 27. Udenfor vinduerne i 26 var parkerings pladsen, hvor lærerne parkerede deres biler. Ud for vinduerne i 27 var der en frugthave, med de dejligste pærer og blommer. Mellem parkerings pladsen og frugthaven var der et træ stakit. Selvfølgelig huggede vi en gang i mellem lidt af frugterne. En gang blev vi anklaget for at have været på spil. Det havde vi selvfølgelig også, men tidspunktet passede ikke rigtigt så vi nægtede hårdnakket. Så kom vi i forhør enkeltvis, og Karl-Henrik gik til bekendelse. Så var fanden løs, men jeg kan ikke huske straffen. Det har antagelig været tre rap i røven med spanskrøret. Alt dette havde Arne Jensen ikke noget med at gøre, men dagen efter grinte han af os og sagde vi var nogle kvaj hoveder. Vi kunne da i det mindste have tørret vindueskarmen af efter os. Han grinte endnu mere af os, da han fik at vide vi slet ikke var hoppet gennem vinduet, men var klavret over stakittet. Han fik helt tårer i øjnene af bare grin, og fremstammede "Skidt med det gik ud over jer. I har nok gjort en masse der ikke er blevet opdaget" og så grinte han endnu mere. Han havde som sædvanlig ret.

Jeg husker tydelig min sidste termins prøve. Dog ikke med stolthed. Vi skulle skrive en fristil, og der var 4 timer til rådighed. Vi fik 4 forskellige emner vi kunne vælge. Jeg tænkte nøje over, hvilket jeg skulle vælge. Målet var at blive færdig så hurtigt som muligt, så jeg kunne gå. Jeg valgte emmet Ungdomskriminalitet. Den gang skrev man først en kladde med blyant. Kladden kontrollerede man for stavefejl, og satte X og O af hensyn til kommateringen. Når det var klaret, skrev man det igen på et stykke finere papir med blæk. Jeg sprang over kladden, og gik direkte til det fine papir og blæk. Teksten jeg skrev var:

Der var engang en dreng. Han stjal et stykke chokolade i en butik. Så kom han i fængsel, og hvis han ikke er død sidder han der endnu.

Det tog ikke mange minutter. Da hr. Jensen havde rettet stilene, givet karakter, og afleverede dem til klassen var jeg gået ud af skolen. Jeg fik at vide af en af mine klassekammerater, at da hr. Jensen havde omdelt stilene, havde han sagt at så manglede der bare Jan's stil. Den oplæste han for klassen, og derefter skrup grinede han. Hvilken frækhed, at grine af mit arbejde, føj.

Da jeg på et senere tidspunkt søgte ind til politiet skulle jeg have en udtalelse fra skolen. Her følger udtalelsen, hvis man læser lidt mellem linierne kan den tolkes på anden måde end først antaget.

den 150173

Udtalelse

Jan Schmidt har gennemgået hele sit skoleforløb i Kristrup skole, som hen blev udskrevet fra i november 1967.

I egenskab af dansk-lærer kendte jeg Jan gennem hele hans skoletid. Han er godt begavet og hans indsats og faglige udbytte tilfredsstillende. Han har tidligt dannet sig sine meninger og formuleret dem. Altid levende og aktiv. Hans humør og nerver for os at se grænsende til det ukuelige.

Jan har haft et godt forhold til kammeraterne, har aldrig villet redde sig med en løgn, men har vedkendt sig sine handlinger.

sign. Arne Jensen

P. Skadhede

Skoleinspektør.

Tirsdag den 24. juni 2008 ringede Hans Broch, han gik i en parallelklasse og i øvrigt var vi soldat sammen. Linda fra A-klassen er ved at samle hele årgangen der startede i Kristrup skole i 1959. Meningen er så at vi skal mødes næste år den 15. august. De har samlet 55 gamle elever. Godt initiativ Linda.

Når jeg havde fri fra skole

Havde jeg i tidens løb forskellige job. Ofte var jeg ude og hjælpe min onkel Niels og moster Ingrid. De havde en relativ stor gård i Stånum, ca. 5 km. fra Kristrup. Gården hed Stånumgård og besætningen bestod af 15-20 sortbroget malkekøer, en masse søer (altså grise mødre) og indtil begyndelsen af tresserne to arbejdsheste. De blev afløst af en Volvo T-25 traktor. Det var en meget fin traktor som vi vaskede hver Lørdag, i hvert fald den første tid.

Min mor var hjemme syerske og syede for Vasehus i Vestergade Randers. Tit cyklede jeg der ind med en kæmpe kasse sytøj på bagagebæreren. Jeg fik så en ligeså stor kasse med hjem, så hun ikke skulle kede sig.

En periode kørte jeg med aviser. Det var Randers Folkeblad, eller socialdemokraten som den blev kaldt. Jeg havde nogle og tres aviser og ruten gik inde fra Randers bro og helt ud i den fjerneste ende af Kristrup. Det fik jeg ni kroner for om ugen.

Mit første job som sadel- og pedalarbejder var hos Boghandler Bent Neergaard i Houmeden. Der var jeg meget glad for at være, jeg cyklede rundt i hele byen med bøger og fejede gulvet om aftenen. Når jeg skulle op på Statsskolen med bøger var der som regel temmelig mange så det var afskyelig tungt. Så sagde fru Neergaard til hr. Neergaard, at han måtte følge med og skubbe bag på cyklen. Der er nogle seje bakker i Randers. Jeg fik 25 kr. om ugen, på et tidspunkt fandt jeg på at jeg ville have noget mere og forlangte 35 kr. Det kunne der absolut ikke være tale om, så jeg sagde op. Dog ville jeg blive til de havde fundet en anden svajer. I opsigelse perioden var min mor inde i butikken og købe et eller andet. Boghandleren sagde til mor, at han havde bestemt sig for jeg skulle have 30 kr. om ugen men ikke når jeg selv forlangte. Det skulle hun ikke sige til mig sagde han. Det gjorde hun nu alligevel, og rådede mig til at trække opsigelsen tilbage. Jeg var stædig, og mente hvis han ville beholde mig kunne han jo prøve at tilbyde mig 30. Derfor stoppede jeg, men jeg har dem mistænkt for at de trak det ud med at skaffe en ny svajer. Gennem årene har vi haft mange kontakter.

Derefter kom jeg til cykelkompagniet på Østervold. Der fik jeg 30 kr. om ugen, og meget af tiden gik med at sidde i kælderen og montere lamper,lampetter og samle cykler. Der var sådan set godt nok, så kunne jeg høre "Efter skoletid" med Jørgen Mylius. Efter et stykke tid blev jeg træt af det. Jeg savnede at komme ud i luften og så var jeg også træt af at se chefen rendte og logrede med halen for de kvindelige ansatte. Jeg syntes også han var en værre pralrøv, så jeg sagde op.

En kort periode var jeg ved købmand Jacobsen på Kristrupvej. Vi blev nu snart uvenner. Det skete en lørdag hvor jeg var ude med varer. Et sted kunne jeg simpelthen ikke slippe fra, konen knevrede og knevrede, så jeg blev forsinket. Da jeg kom tilbage var købmanden rasende og jeg fik en skideballe. Jeg mente det var uretfærdigt, for jeg ville meget hellere have været fri for at høre på alt det sludder. Købmanden ville ikke høre på mig, kun skælde ud. Han fik besked på, at så kunne han selv køre ud med hans varer for nu tog jeg hjem. Som sagt så gjort.

Læretiden

I den sidste tid jeg gik i skole var jeg meget træt af det, og gentagne gange var jeg meget tæt på at blive smidt ud. Der blev lavet et forlig som gik på, at jeg skulle finde en læreplads så kunne jeg blive udskrevet fra skolen. Jeg ville gerne ud og sejle men det kunne der ikke være tale om, jeg skulle have en læreplads. Der for valgte jeg at søge læreplads som smed eller maskinarbejder, det kunne jeg også bruge til søs. Hver eftermiddag drønede jeg rundt, på min cykel, til byens smede og maskinfabrikker. Endelig var der bid. Hos A/S H. Hein & Sønners Eftr kunne jeg starte som arbejdsdreng og senere komme i lære. Jeg var lykkelig, og direktøren Max Dyrborg Jensen virkede umådelig flink. Det skulle snart gå op for mig, hvor meget jeg tog fejl. Firmaet var et familieaktieselskab, hvor Max Jensens mor vist havde aktiemajoriteten.

Jeg kan ikke huske den nøjagtige dato, hvor jeg startede som arbejdsdreng. Men det var i hvert fald ikke en mandag. I følge mester betød det uheld hvis en smed startede om mandagen. At det også kunne gå galt, selv om man startede andre dage fremgår af det følgende. Det var kutyme at den sidst ankomne knægt havde nogle morgen pligter og aften pligter. Om morgenen skulle han åbne porten, gøre lokummer rene, gøre rent i baderummet samt tørre bordene af i frokoststuerne. Svendene og lærlingene spiste hver for sig. I baderummet skulle han også hælde vand i en stor vandvarmer og tænde for den så der var varmt vand til fyraften. Gutterne var absolut ikke glade når staklen havde glemt den skide vandvarmer, risikoen for buksevand var overhængende. Om dagen skulle han også trutte med sirenen ved arbejdstids begyndelse, fyraften og til pauserne. Kom man til at trutte forkert fik man enten på puklen af mester eller gutterne, alt efter hvem det gik ud over. En anden kutyme var at han arbejde i en afdeling der hed NOVA. Det var en fabrik som mester havde købt og flyttet hjem. Samtidig fulgte den gamle ejer Greve Petersen med. Der blev blandt andet lavet stålpladehjul til landbrugs maskiner. Når hjulene var lavet skulle de børstes af for rust, det var jeg fortrinsvis beskæftiget med de første to et halvt år, det var et meget beskidt arbejde, og jeg er sikker på at i dag ville det være forbudt. Vi lavede blandt andet nogle hvor der var et nav i, omkring navet var der på svejset en kegle for at afstive navet. Svejsningen omkring keglen hæftede kun ved keglen nogle få steder rundt omkring, egentlig skulle det være fuld svejset. På et tidspunkt blev der for meget for kunden, en større leverance kom retur. Det blev mit arbejde at spartle svejsningerne ud og male det pænt igen. Under dette arbejde sagde Greve Petersen "Du skal huske, at man aldrig må bedømme et stykke arbejde før det er spartlet og malet". Der blev ansat en ny lærling, og jeg var lykkelig. Så kunne jeg endelig slippe for lokummer og NOVA. Sådan gik det nu ikke, for den nye lærling kom direkte ind på "det rigtige" værksted og jeg måtte også tage hans tørn med lokummer og NOVA.

Mandag den 1. juli 1968 kom jeg i lære. Men det kunne næsten være lige meget for lokummer og NOVA var stadig mine gøremål. Endelig langt om længe kom der endnu en lærling, da var jeg ca. to år henne i læretiden og havde kun lært at skære med skærebrænder. Nu blev morgen jobbet så at rette alle slibestenene af, som vi brugte til at slibe bor og drejestål på.

Bemærk den fyrstelige løn en lærling fik dengang.

Af en eller anden grund kunne mester ikke lide mig. Han var ustanselig på nakken af mig, jeg tror at det var fordi jeg sad i bestyrelsen for fagforeningens lærlinge klub. Og hvad værre var kom jeg i en anden fagforening bestyrelse, som jeg ikke lige kan huske hvad hed, det var den der var højere i hirakiet end den lokale afdeling. Men jeg kunne forstå på de andre, at lige inden jeg blev ansat havde der været en anden lærling som han også var på nakken af. Så han har nok haft behov for at have en at lade sit galle gå ud over.

En dag hvor jeg stod ved en maskine, med ryggen til mesters kontor vindue kom han ud og sagde. "Fra nu af er du på akkord, jeg har taget tid på dig med et stopur og regnet en pris ud. Hvis du vil holde timelønnen skal du fandeme til at rubbe røven". Jeg svarede "Nej hr. Jensen, på den måde skal jeg ikke på akkord. De kan kumme her ud med stopuret og tage tid". Ih du forbarmende, han fik et hysterisk anfald. Det endte med at han sagde at jeg var på akkord, og måtte regne med at gå ned i løn. Det mente jeg var helt i orden da det jo ville fremgå af min løn seddel. Uha en krigsdans han opførte.

En dag kom mester rundt med en halv stang wienerbrød, og en øl til os alle. Da han kom hen til mig sagde han "Jan, når du engang skal skrive dine erindringer, kan du skrive. Min læremester blev i sandhed gammel i min læretid. Han blev fyrre". Javel mester, det er hermed gjort.

Når man var mere end to år henne i læretiden, kunne man starte med at læse til skibsmaskinist på aftenskole. Det gjorde jeg, vi skulle møde hver dag i ugen undtagen fredag og søndag, men da der var mange lektier blev der ikke meget fritid i det år det varede. Da der skulle være eksamen var den berammet til to hverdage, så vi skulle spørge fri. Jeg spurgte selvfølgelig mester om jeg kunne få fri de to dage på grund af eksamen. "Gu ka du ej få fri, skrub ud og pas dit arbejde" var den besked jeg fik. Om aftenen fortalte jeg det til min lærer, han sagde at det skulle jeg ikke tænke på. Han ville tale med forstanderen næste dag. Forstanderen kendte udmærket Max Jensen de havde tit haft kontroverser. Over middag næste dag blev jeg kaldt ind på mesters kontor. Han var rasende, og jeg fik som sædvanlig en ordentlig skideballe der gik på at jeg absolut ikke skulle få sådan nogle pampere til at ringe til ham. Til slut sagde han, at hans gode hjerte var løbet af med ham, så jeg fik fri.

Gennem hele læretiden lovede jeg mig selv utallige gange, at dette var den sidste kontrakt jeg under skrev der forpligtige mig til i en tids periode at arbejde hos den samme arbejdsgiver. Aldrig mere ville jeg bindes på den måde. Og det løfte har jeg holdt.

Endelig blev det fredag den 30. juni 1972 og jeg var udlært. Til fyraften blev jeg kaldt ind til mester. Jeg fik mit svendebrev i dyb tavshed. Da jeg var på vej ud af døren sagde han "Et øjeblik" jeg vendte mig og han sagde "Jeg håber fandeme at du kommer til at kravle på knæene gennem tilværelsen, FORSVIND". Mandag var jeg på fagforeningen som skulle se mit svendebrev. Det var ugyldigt for mester havde glemt at skrive det under. Jeg måtte derud igen. Da jeg kom stod han ude i smedjen ved filebænken, straks han fik øje på mig så han bister ud. Jeg fremførte mit ærinde, men han var ikke sikker på at ville under skrive svendebrevet. Det tog jeg med sindsro, og vendte mig om for at gå. Han kaldte mig tilbage og forlangte svendebrevet. Efter han havde skrevet det under, smed han det på gulvet. Jeg samlede det op, og forlod værkstedet.

Da jeg senere søgte ind til Politiet skulle de have en udtalelse fra min læremester. Jeg måtte ud til min hjerteven igen. Han fortalte mig at jeg måtte være komplet idiot, hvis jeg troede at han ville give mig en udtalelse. Det skal lige nævnes, at han absolut ikke kunne fordrage politiet, de havde haft mange kontroverser. Da jeg fortalte politiet at jeg ikke kunne få en udtalelse, trak han på smilebåndet og sagde at det havde han heller ikke regnet med. Men det kom Max Jensen nu ikke til at bestemme, han ville sende et par kolleger ud og tale med ham. Hvad der kom ud af samtalen, ved jeg ikke noget om. Men jeg ved fra mine tidligere arbejdskammerater at Max Jensen var temmelig oprevet over at den satanste Jan havde sendt Politiet på halsen af ham.

Mandag den 3. juli henvendte jeg mig på arbejdsformidlingen for at få understøttelse i juli måned. Jeg håbede at kunne gå ledig, fordi jeg skulle ind og springe den 1. august. Da jeg var derinde igen mandag den 10. juli sagde formidleren, at han skulle bruge 4 smede i 14 dage til Pindstrup Mosebrug. Jeg behøvede ikke tage pladsen for han kunne nemt forstå det hvis jeg ville slappe af inden militæret. Lønnen var 20 kr. i timen og jeg blev hentet på min bopæl hver morgen, og kørt hjem igen om aftenen. Der var ikke noget at betænke sig på, 20 kr. var en meget høj løn, ingen smede i Randers fik det. Så jeg begyndte dagen efter. Jeg var der til lørdag den 22. juli. Firmaet havde sommerferie i den periode så vi skulle reparere maskinerne og lave nogle forandringer. Der skulle laves en port så de kunne få nogle kæmpe maskiner ind i en hal. I hver side stod der nogle kraftige H-jerns søjler. BMS kom og løfte en H-jerns bjælke op på de to søjler, samtidig satte de et stillads op. Jeg skulle så op og svejse skidtet fast, det blev der et værre ballade ud af. Jeg nægtede pure at gå op på stilladset. Grunden var at øverst oppe hvor jeg skulle læne mig ud for at svejse fra under siden, var der ingen støtte. Det ville sige jeg kunne skvatte ned. Det er lidt svært at forklare men der var de planker som man gik på de var et stykke under H-jernet. Gelænderet var nogle få centimeter over H-jernet, der i mellem var der intet. Altså kunne jeg nemt falde ned. BMS var kørt så arbejdslederen ringede til firmaet der via radio fik dem til at vende om. Kors hvor var de rasende for de var på akkord. Pyt med det, jeg fik min vilje og svejsede skidtet. Senere mødte jeg sjakbajsen for BMS på et værtshus i Randers. Han gav en bajer, og sagde at han kunne nemt forstå hvorfor jeg ikke ville derop.

Soldater tiden

Da jeg var på session spurgte en mand, med en masse stjerner på, om jeg havde nogle specielle ønsker. Ja, jeg ville gerne til søværnet. "Fint, de kommer til Pansetropperne" sagde den stjerneprydede. Da jeg blev indkaldt var det til Hærens Materielkommando.

Jeg skulle møde tirsdag den 1. august 1972 på Bülow´s kaserne i fredericia, hvor jeg blev proppet i 2. Rekrutkompagni/HMAK/KJFR.

Ja sådan en gruppe rekrutter ser faretruende ud. Billedet viser dem jeg lå på stue sammen med, og vores stue kommandør. Jeg er inden i den potte som en pil peger på.

Set med mine øjne var det år total spil af tid. Jeg kunne ikke fordrage at være soldat. Nogle gange skulle vi ud og rende rund i en skov og skyde med løs krudt. Efter første gang lavede jeg alle de krumspring, jeg kunne finde på for at slippe for det forbandede løse krudt. Bøssen var meget besværlig at gøre ren. I en periode gav jeg mit krudt til dem der morede sig med at lave spektakel. Men ak, nogen må have sladret. Når vi sådan havde rendt rundt og spillet fjollet skulle vi træde an i geled til hjem mach. Men tænk sig, vores befalingsmand kaldte mig frem for geled. Han rakte en løs patron frem og sagde "Med en patron, lad gevær". Så udpegede han et fiktivt mål, og beordrede mig til at skyde. Det hjalp mig ikke, at jeg ikke kunne se målet. Han sagde bare "Fyr den kanon af for fanden, og det skal være nu". BANG, og min bøsse var møg belortet.

En gang var jeg nær kommet for sent tilbage efter weekend orlov. Vi skulle være på kasernen senest til midnat søndag. Vi var nogle stykker der kørte sammen frem og tilbage. Jeg kørte sammen med Peter-Ole, Hans og Gert. Hans og Gert havde jeg også gået i parallelklasse med i skolen. Da de kom for at hente mig, kunne de bare ikke få mig til live. Jeg sov de uskyldiges søvn sammen med min daværende kæreste Mette. Da jeg vågnede med et spjæt, så jeg til min rædsel at der kun var kort tid til midnat. Det kom til at koste en Taxa fra Randers til Fredericia. Havde jeg kommet for sent, havde det kostet mindst en weekend vagt.

Der var en af kompagniets sergenter som jeg ikke kunne fordrage, han var en bette indbilsk lort som antagelig led af mindreværdskomplekser. Jeg havde fået opsnuset, at der var en af forhindringerne på felt banen, som de ikke måtte tvinge os til at springe fra. Jeg tror den blev kaldt for klippevæggen, det var en mur hvor der hang et reb ned af. Man skulle så klatre op på muren og springe ned på den anden side. En dag, vi var på felt banen stod omtalte sergent ved netop denne forhindring. Der var perfekt, jeg klatrede op af vægen og satte mig på toppen og gloede ned. Hurtigt råbte hvalpen SPRING. Jeg vendte mig om mod ham og sagde mens jeg gjorde honnør "Melder hr. sergent, jeg tør ikke". Det må have set komisk ud at jeg sad der på røven og gjorde honnør. Det virkede nu ikke som om han kunne se det komiske, han virkede faktisk temmelig vred. Da kan havde kommanderet spring nogle gange, og jeg havde sagt at jeg ikke turde stillede han sig foran væggen og råbte "Trææd an". Jeg begyndte at klavre ned af rebet, det vakte ikke den store begejstring. Da jeg kom hen til ham var han helt rød i hovedet. Det er nemt at forstå han var flov, sådan som han stod og skabte sig. Selvfølgelig blev vores idræts officer opmærksom på postyret. Han kom løbende og beordrede mig videre, derefter havde han en samtale med sergenten. Siden da skulle jeg bare løbe uden om.

En dag blev hele kompagniet spurgt om vi ville afgive en portion blod. Det skulle foregå på Fredericia sygehus den kommende fredag. Efter aftapningen var dem der ville give blod aftrådt til weekend. Jeg sagde straks ja. Til morgen appellen fredag fik vi oplyst at sygehuset havde overskud af blod så de ville ikke have vores. Vi skulle gå ind og klæde om til fuld feltmæssig. Det betyder at vi skal have langt det meste af lortet på nakken, ekstra støvler osv. Vi kom ud på alle tiders røvtur og kom først hjem sent på dagen. Alt vores pik-pak var møjbelortet, selv de ekstra støvler var møjet. I stedet for en lidt forlænget weekend, som jeg havde sat næsen op efter, gik den nu med at gøre udrustningen ren. Hver 5. minut hele den weekend sagde jeg til mig selv. De skal aldrig få så meget som en dråbe blod af mig, og det løfte har jeg holdt. Over 30 år senere var der stor mangel på knoglemarvs donorer. Jeg ringede til Skejby sygehus og tilbød mig som donor. Da dette blev administreret via bloddonor registret skulle jeg først oprettes der. Altså, fik de ingen knoglemarv af mig. Man skal holde hvad man lover.

Endelig var der gået tre måneder og rekrut tiden var forbi. Vi skulle så fordeles til vores endelige tjenestesteder rundt i landet. Dem der var gift måtte vælge blandt de forskellige muligheder, vi andre fik bare påduttet et tjenestested. Jeg blev udlånt til Hjemmeværns region 2 i Viborg. En af gutterne der var fra København blev sendt til Bornholm, det var han meget ked af. En af hans stue kammerater fandt en sten fra Bornholm, hvor der stod Bornholmsk et eller andet, den blev langt på den ulykkeliges køje. Da han så stenen slog det helt klik for ham, han deserterede. Vi fik oplyst at han havde fået et nervesammenbrud og var kommet på psykiatrisk hospital.

Jeg kom til Viborg, hvor jeg blev indkvarteret på kasernen sammen med dem der gjorde tjeneste ved regimentet. Uden for kasernen havde hjemmeværnet et depot og et våben værksted. Jeg skulle være på værkstedet og reparere våben. Bortset fra den fremherskende tåbelighed var det ligesom en hver anden arbejdsplads. I en længere periode skulle vi rejse rundt i midt jylland på våben eftersyn i de forskellige hjemmeværns kompagnier. I de 9 måneder jeg var i Viborg sov jeg kun på kasernen en gang, alle de andre gange var jeg hjemme.

Den militær person jeg holdt mest af var vores Oberst Skejby, han var en rigtig fin fyr. Ikke mindst fordi han gav os 14 dages sommerferie. Det kom der et værre postyr ud af. Vi drillede selvfølgelig vores kammerater ved regimentet. De var misundelige, og klagede til deres over ordnede. Han gik videre til deres Oberst, han ringede til Skejby for at høre om det var sandt. Da det blev bekræftet forlangte han at vores ferie skulle annulleres, men det kunne der ikke være tale om. Så blev der klaget højere op i systemet og Skejby blev afkrævet en forklaring. Hans argument var at han havde kompetence til at straffe os, hvis vi lavede noget lort og så var der ingen der gøede. På samme måde havde han kompetence til at belønne os, når vi havde lavet noget godt. Vi fik ferie.

Sankt hans aften 1973 kørte jeg galt på motorcykel, og fik højre øre rykket af. Jeg blev indlagt på Randers sygehus, men blev overført til Århus. Da jeg blev udskrevet blev der bestilt en hjemmesygeplejerske til at skifte mine forbindinger. En dag kom militærpolitiet og sagde jeg skulle komme op på infirmeriet i Randers. Der fik jeg en skideballe af en Major. Han sagde bla., hvis man ikke kunne passe sin tjeneste så skulle man på infirmeriet, og ikke ligge sig syg i hjemmet. Jeg skulle omgående tage til Viborg og melde mig på infirmeriet. Der gentog seancen sig, men det var selvfølgelig også en Major jeg talte med. Jeg blev indlagt med henblik på undersøgelse, så skulle de nemlig nok finde ud af om jeg kunne passe tjenesten. Jeg bad hr. Majoren og tilladelse til at benytte telefonen. Den fik jeg og ringe til Skejby og beklagede mig. Først spurgte han lidt til hvordan jeg havde det og sluttede med "Schmidt nu må du have god bedring og se til at blive rask i en fart. Lad mig lige snakke lidt med Majoren". Majoren fik telefonen, men han fik nu ikke sagt ret mange ord. Det eneste han sagde højt og klart var til slut, hvor han sagde "Javel hr. Oberst". Jeg blev på det nærmeste smidt ud fra infirmeriet. Jeg gik lige en tur forbi værkstedet og hilste på gutterne før jeg tog hjem.

Den 14. juli blev jeg på Randers Rådhus gift med Annemette Christensen. Ægteskabet varede til marts måned 1980, vi blev skildt den 30 juli 1980.

Da jeg blev hjemsendt den 31. juli 1973 blev jeg foreslået at blive der som konstabel med henblik på at blive sergent og senere løjtemand. Jeg takkede pænt nej.

Tiden til søs

I denne periode skiftede jeg lidt mellem at være til søs, og forskellige job på land. Hvis jeg stødte på et job der virkede interessant prøvede jeg det.

M/S Songkhla

Efter mine sår var vokset sammen, skulle jeg finde noget arbejde. På Faltec Porte i Hobro søgte de en port smed. Jeg kontaktede dem, og det blev aftalt at jeg skulle komme til samtale onsdag den 15. august. Lønnen var der ikke noget i vejen med, jeg kunne få 25,00 kr. i timen til at starte på. Mødetid og fyraften kunne tilpasses rutebilens køreplan. Jeg blev tilbudt jobbet, men jeg syntes det virkede lidt kedeligt så jeg takkede pænt nej. Der var temmelig lang tid til jeg kunne komme med en bus hjem, så jeg gik ind på Bræddehytten og fik mig et par øl. Jeg sad og funderede hvad jeg så skulle finde på. Pludselig farede der en trold i mig. Jeg ringede til ØK og spurgte om de manglede en maskinassistent. Det gjorde de, om ca. 14 dage skulle en maskinassistent afløses i Syd amerika, et eller andet sted. Jeg takkede pænt ja.

Mette blev noget overrasket da jeg fortalte at jeg havde fået arbejde i Syd amerika. Nå men det blev nu heller ikke til noget. Hen under aften kom der en Taxa med et telegram. Jeg skulle straks ringe til ØK. Mette og jeg gik hen til telefon boksen og jeg ringede. Ombord på deres skib Songkhla havde en maskinassistent brækket benet, så de ville høre om jeg kunne rejse næste morgen. Det kunne jeg jo godt, så ØK bestilte flyve billet, og en Taxa til at hente mig næste morgen kl. 6.00. Jeg skulle til La Specia i Italien. Her under ses det gode skib M/S Songkhla. Måske var det ikke særlig pænt gjort, Mette var gravid. Til mit forsvar taler. Jeg mødte hende mens jeg var i lære, og læste til maskinist. Allerede første gang vi mødtes, på Spentrup Kro i øvrigt, sagde jeg at jeg ville til søs.

Kvinden i øverste venstre hjørne er min daværende kone. Jeg tror næppe hun ønsker at posere på denne side. Det var en værre gammel pram jeg var kommet med. Skibet var bygget i 1953, strømmen ombord var jævnstrøm og køle mediet var ammoniak. Der var selvfølgelig heller ikke vagt frit maskinrum, så vi gik vores sø vagter. Nu om dage er der i hundredvis af alarmer i et maskinrum. På Songkhla var der fire. Alle temperaturer blev reguleret manuelt og diverse lejer gik vi med jævne mellemrum og følte på, for at de ikke skulle løbe varme. I tiden jeg var ombord, var jeg ikke videre begejstret for at gå hundevagten. Men senere havde jeg stor glæde af, at det var sådan noget gammel lort. På den måde fik man en meget større fornemmelse for hvad der egentlig skete i en moter når eks. belastningen blev ændret.

Jeg blev meget overrasket over den autoritære atmosfære der var ombord. Det var langt værre end ved militæret. Der blev serveret mad fem steder om bord. Kaptajn, over styrmand og maskinchef spiste sammen, styrmænd og maskinmestre spiste sammen, maskinassistenter spiste sammen, fyrbødere spiste sammen og det samme gjorde matroserne. Når ØK blev omtalt var det som kompagniet sagt med ærefrygt i stemmen.

Vi gik til Istanbul Tyrkiet, hvor vi skulle losse bomuld over i nogle lægtere som lå på siden af os. Under losningen skulle vi have et stempel træk. Efter vi havde fået topstykket og lemmene ind til krumtappen af, blev jeg posteret ved tørne gearet. Gearet var placeret nede på manøvre dørken og 1. mester stod oppe på maskintoppen og råbte til mig når jeg skulle tørne. På et tidspunkt gik amperemeteret helt i bund, jeg skyndte mig at stoppe og råbte til mester at jeg ikke kunne tørne. Han blev noget irriteret og råbte igen at jeg skulle tørne, men det samme gentog sig så jeg råbte tilbage at jeg ikke kunne. Så mistede han tålmodigheden og sprang hen til lejderen og kurede i fuld fart ned af dem alle. Da han kom ned på manøvre dørken, gik det i fuld firspring hen til tørne gearet som han vred på fuld ydelse samtidig med han råbte SÅDAN. Han havde lige fået det sagt da det gav et ordentlig brag. Tørne gearet havde revet sig løs fra fundamentet og var løftet ca. tyve centimeter over dørken. Det der var sket var at vores skrue var gået mod en af lægterne som lå langs siden, og den var tørne gearet altså ikke stærk nok til at kæntre. Så måtte vi til at finde noget kraftigt tømmer og få gearet sat i spænd for at få afsluttet stempel trækket.

Herefter gik vi til Alexandria, Ægypten. Da vi var tæt på at anløbe skulle mester et eller andet, så jeg var alene i maskinrummet. Pludselig lød der et kæmpebrag, jeg blev meget forskrækket. Hurtigt tjekkede jeg alle vitale dele, men alt var ok. Så kom der endnu et brag, og jeg begreb ikke det kom fra. Jeg turde ikke alene at have ansvaret, så jeg løb op for at finde mester. Da jeg kom ud af døren stod en hel del af besætningen, og de grinte, så det var en lyst, da de så mig. Jeg har nok haft et sjovt udtryk i ansigtet, de pegede ud over rælingen. Igen kom der et brag, men nu lød det ikke nær så højt, og en vandsøjle rejste sig. Et par ægyptiske soldater sejlede rundt i en motorjolle og smed bomber omkring skibet. Den gang var ægypterne og israelerne ikke særlig gode venner. Der var opsat et u-bådsnet som skulle sænkes når der passerede skibe. For at undgå nogen sneg sig ind samtidig med skibet passerede smed de bomberne.

Tøjvasken foregik, for maskinbesætningens vedkommende, ved at vi havde en 60 liters olietønde. På en rund plade med mange huller var der lodret påsvejset et stykke rundjern. Ved en krumtaplignende forbindelse kunne hulpladen kører op og ned i tønden når den blev koblet til en drejebænk. Så var det bare at putte vaskepulver, vand og tøj i tønden. Det virkede fortrindeligt.

Underholdningen ombord var den gang temmelig begrænset. Når det var godt vejr blev der sat et lærred op i masten. På lastlugen blev sat et filmapperat. Vi kunne så sidde på lugen og se film. En dag vi sad og så film rejste ham, ved siden af mig, sig. Han ville ind og hente en kop kaffe og spurgte om han skulle tage kaffe med til mig. Ja tak, det måtte han gerne. Men føj, det halve var Lime. Jeg tømte koppen over siden, og fortalte ham at han var en bandit. Han morede sig højlydt. Han var meget optaget af filmen, og jeg var meget optaget af hævn tanker. Lidt efter han havde drukket sin kaffe, spurgte jeg om han ville have noget med. Det ville han gerne, han havde åbenbart glemt, hvor slem han havde været. Jeg mixede en skøn drik bestående af halv Tabasco og halv kaffe. Som han da kunne sprutte og så, så længe, det var imponerende. Efter den tid medbragte vi ikke mad og drikke til hinanden.

En morgen lidt efter kl. 8, hvor jeg var kommet fra vagt sad jeg på dækket og fik en kop kaffe. En af letmatroserne skulle sætte et flag op i masten. Under dette arbejde blæste det og han mistede kontrollen og flaget var ved at flyve væk for ham. Jeg løb selvfølgelig hen og hjalp ham. Det skulle jeg aldrig have gjort. Kort efter kom en matros ned og sagde at jeg skulle møde på broen omgående, kaptajnen ville tale med mig. Da jeg kom derop stod kaptajnen i fuld ornat og så temmelig brysk ud. Han spurgte "Hvem er De?". Jeg fortalte ham hvad jeg hed, og at jeg var maskinassistent. "Hvad fanden laver De så på dækket?" spurgte han. Jeg sagde selvfølgelig at jeg hjalp letmatrosen så flaget ikke skulle blæse væk. "Det rager ikke Dem, hvor mange flag der blæser væk. De har bare at passe Deres arbejde i maskinen, og ikke blande dem i arbejdet på dækket. Er det forstået", "Javel hr. kaptajn" sagde jeg slukøret. Audiensen var forbi.

Jeg opnåede også at komme i audiens hos maskinchefen. En dag havde jeg siddet ude på poop'en og drukket en øl sammen med matroserne. Så blev jeg kaldt op til den høje herre, hvor jeg fik oplyst at jeg ikke måtte have omgang med den menige besætning. Hvis jeg havde brug for social omgang foregik det i officersmessen. Da jeg afmønstrede blev jeg foreslået at blive i kompagniet for der kunne jeg med sikkerhed gøre en god karriere. Men jeg havde fået nok af kompagniet. Her kan du læse meget mere om hvad Øk sejlere har oplevet til søs, og ikke mindst i fjerne havne.

Mogens S

En eftermiddag sad jeg på "Den grønne kro" i Randers. På den tid medbragte jeg altid en taske der indeholdt skiftetøj, arbejdstøj, pas, søfartsbog, tandbørste og ledig plads til en pose øl. Jeg sad og bestemte mig for, at der skulle ske noget andet, men jeg vidste ikke lige hvad. Jeg gik hen på banegården, hvor jeg ville tage det første tog, uanset hvor det kørte hen. Det blev toget til København. Da toget nåede Odense, syntes jeg ikke det var sjovt mere, så jeg stod af. Men man har et standpunkt til man tager et nyt, som J.O. Krag sagde. Da jeg stod af toget blev der sagt i højttaleren, at der snart gik tog til Svendborg. Det var jo lige der jeg skulle hen syntes jeg, så jeg sprang på det tog. Jeg ankom til Svendbord midt på aftenen, og indlogerede mig på et hotel. Der blev holdt et bryllup, og blev blev inviteret med. Det var vældig hyggeligt. Ved morgenkaffen næste dag bestemte jeg at jeg ville til Marstal. Der indlogerede jeg mig på et temmelig dyrt hotel, og jeg hyggede mig i høj grad. Seværdighederne blev besøgt, herunder byens værtshuse. Alle jeg traf var meget venlige og imødekommende. Det gik pludselig op for mig at pengekassen var ved at være tom, jeg havde lige til at betale hotelregningen. Jeg tog hen på vandrehjemmet i stedet, men jeg skulle jo skaffe penge. I byen var der tre værfter, jeg startede i den ene ende og spurgte om de manglede en rask mand. Det andet sted jeg besøgte sagde værkføren, "Tja, kender du nogen da". Det gjorde jeg tilfældigvis, så ville han gerne vide hvornår den raske mand kunne begynde. Det kunne han desværre ikke før om en halv time. Så kunne jeg bare sende ham derhen. Jeg gik hen og skiftede tøj og tilbage igen. Den dag skulle de have et af Kromans skibe på bedding, det skulle have lavet en omfattende ændring af ballastsystemet. Det blev min opgave. Da skibet var ved at være færdig spurgte en af rederiets repræsentanter, om jeg kunne komme hen på kontoret efter fyraften. Det gjorde jeg. De havde indset at der var for dyrt at sejle uden mester, så de ville have en ombord der også skulle gå til hånde på dækket, om jeg ville have jobbet. Det ville jeg godt, men de ville ikke give mig den hyre jeg ville have, så det blev der ikke noget af. En sen aften jeg kom på vandrehjemmet, hang der en seddel på værelsesdøren med et tlf. nummer som jeg omgående skulle ringe til. Det var et rederi der spurgte om jeg kunne tage til Hamborg og påmønstre Mogens S, det kunne jeg godt. Næste morgen sagde jeg til værkføren at jeg ikke kom mere, det blev absolut ikke godt modtaget.

Mogens S for anker i Port Said. Bemærk projektøren der hænger på stævnen. Den omtales i teksten.

Mogens S var et godt skib at være ombord på. Der var orden i tingene, og jeg var glad for at være der. Skibet sejlede fortrinsvis mellem Ras Shu Kheir, Ægypten, og Nordeuropa. Det sejlede med forsyninger til nogle oliebore platforme, som der var en hel del af i Det Røde Hav. Den første havn vi anløb var Alexandria. Her ti år efter jeg var der første gang med Sonkhla, tøffede der stadig to soldater rundt, og smed bomber i havnen. En dag kom der en lille ombord. Jeg gætter på hun højst har været 12 år. Hun kom med en 20 liters malespand, som hun bad om at få fyldt med vand. Hun fik hendes vand, men den stakkels pige kunne jo ikke løfte den. Hun bad om at få den sat op på hovedet, og så stavrede hun ellers ned af gangvejen. Jeg skyndte mig at tage billedet, som ses til venstre.

Skibet uden navn

I denne beretning anvender jeg ord som jeg aldrig bruger i andre forbindelser. Undskyld.

Undtagelsesvis vil jeg ikke fortælle, hvad hverken dette skib eller rederi hed. En gang jeg var hjemme på ferie, sad jeg på et værtshus i Kerteminde sammen med en jeg tidligere havde sejlet sammen med. Jeg blev meget overrasket da der pludselig var telefon til mig, jeg havde aldrig været i Kerteminde før. Det var et rederi som havde hørt jeg var hjemme. De havde et skib der lå i Århus som var blevet stoppet af myndighederne fordi maskinmesteren ikke havde de fornødne papirer. Om jeg kunne tage til Århus så skibet kunne sejle samme dag kl. 17.00, det kunne jeg have gjort, men ville ikke. De måtte vente til næste dag kl. 17 eller finde en anden. Så ville de godt vente.

Da jeg stod på kajen og så på skibet, fortrød jeg at jeg havde sagt ja. Endnu mere fortrød jeg det, da jeg havde set maskinrummet, det var i en meget dårlig forfatning. Nu havde jeg lo lovet at skibet kom af sted kl. 17, så da klokken faldt i slag tøffe vi af sted ned gennem Kieler-kanalen og over til en engelsk plads. Da vi passerede kanalen kom rederen ombord, jeg blev meget deprimeret da jeg så ham. Den stodder vidste jeg udmærket hvem var. Han var efterlyst i Danmark fordi han havde haft nogle skibe som var forlist og flere søfolk var druknet. Nu levede svinet i landflygtighed. Jeg ville ikke snakke med ham, men fandt på en undskyldning. Det er nemlig ikke så godt, at smide rederen over bord. Jeg fik hurtigt lavet en lang liste over reservedele jeg skulle have i næste havn. Jeg fik selvfølgelig ingen stumper. Vi foretog nogle korte rejser, og jeg fik stadig ingen stumper. Vi foretog nogle korte ture og jeg fik stadig ingen stumper. Jeg havde ellers sagt til skipperen at jeg ikke forlod Nordeuropa før jeg havde hver eneste stump. Nu var min tålmodighed opbrugt, jeg sagde til skipperen at der ingen mening var i at jeg var ombord, så fra næste havn rejste jeg hjem medmindre der var reservedele. Utrolig nok fik jeg stumper.

Jeg havde imidlertid fundet ud af lidt mere om skibet. Under den tidligere ejer (som ikke skal undre mig hvis det var den nuværende under et andet navn) havde søfolkene ikke fået hyre så skibet var blevet beslaglagt med en kostbar kaffelast ombord. En stor international bank havde overtaget skibet. For at få skidtet ud og sejle havde banken afstået skibet til den nuværende reder og skipper i fællesskab. De havde betalt et engelsk pund, og så var der selvfølgelig nogle forpligtelser. Da jeg fandt ud af det, fik jeg en frygtelig mistanke. Gad vide om meningen var, at skibet skulle forlise så forsikringssummen kom til udbetaling. Jeg vidste jo hvem rederen var, en grim tanke.

Vi fik en last til en plads i Nord Afrika, fint nok for mig. Jeg havde jo fået stumper. Som tidligere nævnt var maskinrummet i meget dårlig forfatning. Jeg vurderede at den ene hjælpemotor kunne stoppe hvad tid det skulle være. Så den gik jeg i gang med at reparere. Da vi skulle til at anløbe losse havnen var jeg lige knap færdig med den. Under indsejlingen skete der det som bare ikke må ske. Den sidste hjælpemotor gik i stå, og var umulig at få gang i. Altså havde vi ingen strøm før jeg havde startet nødgeneratoren. Det var sådan at nødgeneratoren gav ikke særlig meget effekt, og det var kort før middag. Kokken havde en steg i ovnen, så den slukkede jeg inden jeg startede nødgeneratoren og indskærpede ham at det måtte vente til vi var fortøjet. Den skide kok, var ikke den skarpeste kniv i skuffen. Han tændte selvfølgelig komfuret igen, og atter var skibet uden strøm. Det var nu nemt at klare, jeg lukkede for al strømforsyning til kabyssen. Og vi havde atter strøm. Kokken var rasende, og kom ned i maskinrummet og skabte sig. Jeg jagede ham bare væk. Lodsen sagde til skipper at skibet ikke var sødygtigt med den strømforsyning, så det skulle tilbageholdes til det var udbedret. Skipper hentede mig så jeg kunne tale med ham. Jeg havde slukket for alt strøm, der ikke skulle bruges til skibets fremdrift. Lodsen mente ikke han havde strøm nok til at sejle skibet. Jeg bad ham vise mig hvad han ikke kunne, men nu kunne han jo det hele. Så beklagede han sig over at strømmen var forsvundet to gange. Det affærdige jeg med at sige det var mig som havde fejlbetjent strømmen. Selvfølgelig havde manden da ret, men mange steder laver de alverdens krumspring for at tjene penge. Men lige denne gang gik det altså ikke. Det tog næsten en uge at losse skibet. På den tid havde jeg fået begge hjælpemotorer til at brumme lystigt. Den motor der svigtede under indsejlingen, svigtede fordi et filter i brændstof pumpet var stoppet. Sådan noget er noget værre svineri, det hører til almindelig vedligeholdelse. Egentlig er det ikke tilladt selv at skille de pumper ad, bare et enkelt mikroskopisk støvkorn kan stoppe den. Pumpen skal i fuldstændig ren tilstand samles nedsænket i dieselolie. Men der er jo så meget man ikke må. Da vi skulle afsejle var det den samme lods, og han var meget skeptisk og ville snakke med mig. Jeg lod som om jeg blev vred over at vi igen skulle til det lort. Tændte alt hvad der var at tænde på broen og drejede med roret. Så spurgte jeg hvad han ønskede mere. Så var den i orden og vi tøffede afsted.

Vi kom godt til Rotterdam hvor vi lastede en ladning korn til England. Da vi var færdiglastet så jeg tilfældigvis at der ingen kornskotter var. Det var jeg sur over, og sagde til skipper dette var sidste gang jeg sejlede uden kornskotter. Da vi havde forladt havnen begyndte det at blæse op og det blev ved med at tiltage. Næste morgen efter skipper havde afløst styrmanden, kom han ned til mig og sagde at han mente vi havde lidt styrbords slagside. Styrmanden mente at det var vindens pres som gjorde det, men det troede skipper ikke på. Vi aftalte at han gik op og lavede en kop kaffe mens jeg gik ned i maskinen for at se om vi havde taget vand ind. Ganske rigtigt, der var vand i nummer to ballasttank i styrbordsside. Jeg startede pumpen så den kunne blive tømt. Jeg gik op på broen for at drikke kaffe sammen med skipper. Nu var det blæst op til tæt ved orkan. Det er altid et fantastisk syn at se det oprørte hav. Da jeg havde sat der lidt fik vi en kæmpe sø ind over, skibet krængede voldsomt til styrbord. Da det rettede sig op igen kom det ikke længere end til 15-20 grader. Lasten havde forskubbet sig. endnu en gang fik vi en sø ind over og slagsiden tiltog yderligere. Skipper var nu grebet af panik, han var meget bange og ville have skibet rettet op med ballast, det var jeg nu ikke meget for og påpegede at dette netop var årsagen til bla. Heering Kirse forliste. Når et skib har slagside er det meget farligt at korrigere med ballast. Hvis der kommer en sø ind over fra den anden side tipper skibet helt sikkert om. Med stor sandsynlighed går hele besætningen med. Dem der befinder sig i maskinrummet har absolut ingen chance for at komme ud. Skipper fastholdt at han ville have skibet rettet op. Jeg gik ned og begyndte at fylde vand i bagbordsside, jeg trykkede med pumperne for at det skulle gå hurtigere, og samtidig kunne jeg sidde på broen og holde øje med når den første tank var fuld. Så står der nemlig en vandsøjle op. Mens den første tank blev fyldt gik jeg op på broen og gjorde skipper klat at jeg IKKE gik i maskinrummet, før vi var kommet i læ, med ballast i bagbords side, uanset hvad der skete. Det var i orden. Der var kaldt Mayday og snart hang der en helikopter over os. Senere kom der en redningsbåd der fulgte os. Vi kom i læ i en bugt, hvor vi ankrede og faren var drevet over. Vi blev i bugten nogle dage til havet blev roligt. Jeg var nede i styrbord nummer to tank, og den var læk så vandet strømmede ind. Tidligere var netop dette blevet repareret på et værft i Tyskland. De ville godt udbedre skaden på eget værft, men ikke betale for det på et engelsk værft. Vi vidste godt, at når vi kom i havn ville myndighederne komme om bord. Hvis de fandt ud af at der var en lækage i skibet ville vi ikke få lov til at forlade England. Skipperen bad mig om at holde kæft med lækagen. Dette accepterede jeg men stillede følgende betingelse. Når skibet er losset sejler vi på tanktoppen direkte til værftet i Tyskland, INGEN svinkeærinder. Det gav skipperen mig hånden på. At sejle på tanktoppen vil sige at alle ballasttanke er fulde. Da vi kom i havn stod myndighederne og ventede på os. Der var et par stykker som havde skipper i krydsforhør, og ligeledes var der et par stykker som havde mig på pinebænken. Konklusionen blev at skibet var sødygtigt. Da vi var lige ved at være færdig med at losse, sagde skipper til mig: "Jan, vi har fået en skide god last ironcoil til Malta, den er vi nødt til at tage så du må lige tømme ballasttankene igen". Jeg grinte bare og sagde pis med dig. Jeg var overbevist om, at så dum kunne ingen mennesker være. Man sejler da ikke over Biscayen i sæsonen for storm med et læk skib, og så med ironcoil. Nej den troede jeg ikke på. Ironcoil er båndjerns ruller som i hårdt vejr sagtens kan springe som en fjeder. Det gik langsomt op for mig at han mente det. Jeg lod ham forstå, at ballast vandet blev hvor det var, og at jeg ikke startede maskinen, med mindre vi sejlede til Tyskland på værft. Der blev et farligt postyr, enden blev at jeg pakkede mit grej. Skipper truede mig med bål og brand, og nægtede at udlevere søfartsbog og pas. Det finder vi ud af senere, sagde jeg og forlod skibet med mit pik-pak på nakken.

På havneområdet var der en telefonboks. Der fra ringede jeg efter en taxa, og tog ind på et hotel hvor jeg indlogerede mig. Jeg havde ikke nok penge til at komme hjem for, så næste dag sendte jeg bud efter nogle fra Danmark. Den gang tog sådan noget en farlig tid. Jeg havde det vældig rart i den by, og hotellet var et fint et af slagsen. En dag jeg kom tilbage til hotellet stod der to politifolk, som anholdte mig. Jeg blev taget med på stationen, hvor jeg kom til at tale med en højtstående politi mand. Han forlangte at jeg tog tilbage til skibet, men det ville jeg ikke. Han sagde at skibet skulle flyttes fra kajen NU fordi et andet skib skulle til, så jeg skulle tage ned og flytte det. Men nej, jeg ville ikke flytte det. Skulle de have noget flyttet kunne de bare rekvirere tre slæbebåde. Jeg kunne af forskellige årsager ikke fortælle sandheden. Politi manden forsøgte så at true mig med, at de med magt ville bringe mig ombord. Det kunne de selvfølgelig sagtens, man kan jo tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. På samme måde kunne de tvinge mig til skibet, men ikke tvinge mig til at starte dyret. Det endte med at skibet blev flyttet med slæbebåde og beslaglagt, til rederiet havde betalt regningen og samtidig betalt min hotel regning, taxa til lufthavnen samt flyve billet hjem. Kors hvor jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde drukket nogle flere bajere. Skibet kunne selvfølgelig heller ikke sejle før der var kommet en anden maskinmester.

Jeg er helt sikker på at den historie har kostet langt mere end de kunne tjene på lasten til Malta. Om jeg fortryder, ikke en skid tværtimod jeg fryder mit unde røvhul. Det forbandede, begærlige svin af en reder har godt af at blive tørret om næsen. Jeg tror i øvrigt også at mistanken jeg nævnte tidligere er helt korrekt. Jeg har hørt at skibet nu ligger på havets bund. Møgsvin, jeg er meget vred. Jeg skulle have smidt ham i Kieler-kanalen da jeg havde chancen. Jeg tror også at den last til Malta var aftalt, inden vi aftalte at jeg skulle holde kæft, for havde jeg vidst det, havde jeg sladret.

Projekt orient

Tiden ombord på Projekt orient husker jeg tilbage på med stor glæde. Det var et meget behageligt skib at være på, og besætningen var særdeles kompetente, hjælpsomme og meget rare at omgås. Alle officererne og desserne var danske, den menige besætning var philipinere.

Skibet var genialt designet, det kunne bruges til mange ting. Agter var der en rampe, der kunne slås ned så der kunne køre lastbiler ombord. De to master er kraner som tilsammen kan løfte 500 ton. Der var så et par støtteben som kunne støtte på kajen. Vi kunne også losse hvor der ikke var anlagt havn. Det foregik på den måde at vi sejlede så tæt til kysten som muligt. Lastlugerne var konstrueret så de kunne flyde, dem lagde vi i vandet som det ses på billedet til venstre. Lugerne kunne bære en vis last, jeg husker ikke hvor meget. Med vore egne kraner kunne vi hejse last over på lugerne, der så blev bugseret ind til kysten af mindre både.

Da jeg var ombord, var skibet endnu temmelig nyt. Det havde den fejl, at der var nogle meget uheldige vibrationer, som rystede de fleste af alarmerne i stykker. Det betød at selv om maskinrummet egentlig var vagtfrit, blev vi alligevel nødt til at gå

søvagterne. Der var altid en mester og en motormand på vagt. Min motormand hed Benjamin, og var selvfølgelig philipiner. Han var, som alle de andre, en meget rar mand. Gennem de mange, og lange, vagter vi gik sammen, kom vi til at kende hinanden rigtig godt. Han fortalte mig meget om den philipinske kultur, og jeg fortalte selvfølgelig ham om den danske kultur. Han var godt begavet og havde mange evner. Han var fantastisk dygtig til at tegne. Jeg bad ham om at lave nogle tegninger til mig. Han spurgte hvilke motiver han skulle tegne. Jeg sagde, at det måtte han selv om, bare det der lige faldt ham ind. Når man ser på hans tegninger fremgår det tydeligt, at han ikke har haft den store respekt for mig.

Jeg påmønstrede Projekt Orient i en havn nær Dubai, Saudi Arabien. Jeg husker ikke navnet på havnen, og mine notater om denne tur kan jeg ikke finde. Jeg rejste sammen med to kvinder der skulle på hustrusejlads. Skibet var blevet lidt forsinket, så vi blev indlogeret på et meget fornemt hotel. Vi var der under deres ramadan. Portieren frarådede på det kraftigste, at vi gik rundt i byen. Han sagde at hvis vi overtrådte deres ramadan ville vi komme tre måneder i fængsel. Og hvis vi overlevede dem, ville vi blive udvist. Om det er rigtigt aner jeg ikke. Endelig ankom skibet, og vi kunne komme ombord. Da vi ankom til havneområdet var der et hegn omkring, ved åbningen stod to politisoldater, med maskinpistoler på maven. Den ene ville se vores pas. Pludselig gav vi os til at grine højlydt, han læste det første på hovedet. Da han kom til billedet og opdagede sin fejl ville han ikke se flere pas. Da vi forlod Saudi Arabien gik turen til Bontang, Borneo. Det kvarter af byen som sømænd sædvanligvis besøgte var bygget ud i vandet, hvoe der var funderet med pæle. Køleskabe var der kun ganske få af, så vi fik isterninger til vores øl. Isterningerne havde en underlig farve. Det fik ende med at bruge isterninger, da vi opdagede at de tog vandet til isterningerne under husene. Toiletterne bestod jo af et hul i gulvet. Vi var også en tur omkring Java, hvorefter vi gik til Japan, hvor vi anløb Kobe. På grund af de tidligere omtalte vibrationer, var vores Woodward regulator delvis defekt. Den fik vi skiftet. Woodwar regulatoren er en enhed som sikrer at motoren holder det valgte omdrejningstal. Ved øget belastning giver den mere brændstof, og mindre ved nedsat belastning. Derefter gik vi til Yokohama. Havnemyndigheder var meget utilfreds med vores kaptajn, han nægtede at tage lugerne af lastrummet. Det var blæst kraftigt op, og der var tyfon-varsel. Havnemyndighederne mente ikke tyfonen kom i nærheden at Yokohama, men vores kaptajn havde en anden opfattelse, så lugerne blev på deres plads. På det tidspunkt havde jeg vagten i maskinen, og skipper sagde til mig at vi skulle være klar til at stikke til søs med kort varsel. En stor dieselmotor kan man ikke bare starte, hvis den er kold. Den brænder omgående sammen, så jeg holdt motoren varm. Det blæste mere og mere op så der blev sat ekstra trosser i land. Folk kunne ikke færdes uden døre, de blæste som et stykke karamelpapir.

På et tidspunkt blev pullerten i forskibet rykket af. Vindens pres på skibet var så stort, at det kunne rykke den af. Nu var vi kun fortøjet i agterskibet, og skibet ville blive slået i stykker mod kajen. Der blev beordret fuld kraft frem, for at springe agter trosserne. Når man pludselig slipper 13.000 hk. løs giver det nogle kraftige vibrationer. Og da skibet i forvejen havde tendens til vibrationer var det meget voldsomt. Hovedbrændstof røret var omkring 15 cm. i diameter. Det begyndte at dirre meget kraftigt. Der var risiko for at der ville opstå en lækage. Hvis der kom en lækage i brændstofrøret ville motoren omgående stoppe, og skibet ville med stor sandsynlighed forlise. For at stabilisere røret ville jeg sætte det i spænd med en stålwire, og en jernstang i gennem til at spænde med. Da jeg havde fået røret spændt godt op, og skulle til at binde det fast fik vi en stor sø ind over og skibet krængede. Jeg mistede fodfæstet, og jernstangen som jeg lige havde spændt op svirpede tilbage og ramte mig i ansigtet. Vi fik røret sat i spænd, og jeg ringede efter en anden mester. På grund af et stort blodtab var jeg tæt på at besvime. Jeg blev båret op på hospitalet, hvor en styrmand tog sig af mig. Det viste sig at næsebenet og lidt af kindbenet var knust.

Til venstre ses panelet i kontrolrummet. Kaptajn og styrmænd fortalte senere, at grunden til krængningen var at vi da lige gik ud af det læ som bølgebryderen gav. De fortalte også at et skib der lå for anker på reden kaldte fortvivlet Mayday. Ankeret kunne ikke holde skibet som drev mod land. Maskinen kunne de ikke starte, og ingen kunne komme til hjælp på grund af vejret. Skibet blev kastet op på bølgebryderen, hvor det stod og vippede lidt. Så tippede det på hovedet ned i havet, alle ombord omkom. Jeg gætter på at maskinen ikke har været forvarmet, og det var grunden til at de ikke kunne starte den. Hvis dette er tilfældet har de ikke haft en kaptajn der var så dygtig som vores. Men kaptajner af hans format skal man lede længe efter. En stor rose til ham, hvis han læser dette. Da jeg kom hjem fortalte min mor, at hun havde set et indslag i tv-avisen om tyfonen, de havde sagt at 300 mennesker mistede livet i Yokohama under den tyfon. Grunden til at vi stak til søs er, at det sikreste sted et skib kan være under et uvejr, er så langt til havs som muligt. Det varede 4 døgn før vejret tillod vi igen kunne anløbe Yokohama. Jeg blev undersøgt på et hospital, men de kunne ikke gøre noget fordi helings processen var godt i gang. Jeg skulle gå til læge når jeg kom hjem. Da vi var færdige satte vi igen kursen mod Saudi Arabien, hvor vi skulle anløbe den samme havn som sidst. De vibrationer der var i skibet havde længe været en gåde, man havde arbejdet intens på at finde årsagen. Skibs teknisk Laboratorium havde lavet en model som de lavede forsøg med i en tank. Det viste sig at der opstod nogle hvirvler omkring skruen. Ved yderligere forsøg fandt man ud af, at hvis der blev sat en trekantet plade på begge sider af skroget ville de forhindre vibrationerne. 

Der var en hyggelig bar ombord. Det er maskinchefen, i øvrigt en meget behagelig og dygtig mand, jeg sidder sammen med. Da vi ankom skulle nogle af de andre vaccineres så der kom en læge ombord. Han kiggede også på mig, fordi den ene øreflip var hævet meget op. Den var på størrelse med en bordtennisbold. Han sagde jeg skulle op på en klinik i byen. Vores agent kom og hentede mig. På klinikken stod patienterne i en lang kø. For enden af køen behandlede lægen den første patient. Den anden patient stod ved et bord, hvor der var en sekretær. Der blev ordnet noget omkring betalingen for besøget. Hygiejnen lod meget tilbage at ønske. Jeg ville ikke æde mad der var tilberedt i det lokale. Jeg fik noget mirakel salve som jeg skulle smøre med. Så ville der gå hul på den og indholdet flyde ud. Da vi kom tilbage til skibet var gangvejen trukket op, og der stod en masse politisoldater på vagt. Da gangvejen blev firet ned for at jeg kunne komme op løb politisoldaternes chef op af gangvejen, og jeg blev holdt tilbage. Kaptajnen stod oppe på dækket, ved gangvejen. Han jagede araberen ned igen. Araberen blev rasende, og sagde at måtte han ikke komme ombord kom jeg det heller ikke. Kaptajnen var ubøjelig, han ville ikke have araberen ombord. Så blev jeg proppet ind i en bil, og kørt til et meget ubehagelig fængsel. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, opholdt mig i et så ubehagelig rum. Jeg husker ikke hvor mange timer jeg sad der, men det var mange. Og de ville ikke give mig vand. Endelig blev jeg da kørt tilbage til skibet. Det viste sig at problemet opstod da skibet skulle flyttes et andet sted hen i havnen. Havnemyndighederne ville have det skulle foregå med slæbebåde. Det ville kaptajnen ikke, kan skulle nok selv flytte skibet. Det var selvfølgelig fordi de ville tjene nogle penge. Da jeg var blevet arresteret havde kaptajnen straks kontaktet rederiet, som klagede til det danske udenrigsministerium. De sendte omgående en protestnote til Saudi Arabien. 

Da vi havde forladt havnen fortalte min motormand mig, at første gang vi havde været i havnen var alle havnearbejderne philipinere, den havde vores philipinere snakket en hel del med. Denne gang var der ingen philipinere, men af en anden nationalitet. Jeg husker ikke hvilken. Grunden skulle angivelig være at en kvinde var blevet voldtaget af en philipiner. De var alle en morgen blevet beordret til at stille sig op i geled. En officer havde spurgt hvem der var den skyldige. Ingen meldte sig. Så havde han sagt, at hvis ingen meldte sig ville en tilfældig blive halshugget. Der var stadig ingen der meldte sig. Så havde han udpeget en af dem, som blev overmandet og slæbt frem foran. Der blev han halshugget for øjnene af alle de andre. Sådan fik jeg det fortalt, men jeg ved selvfølgelig ikke om det er rigtigt. Dog har jeg ingen grund til at tro min motormand løj. Vi var på vej til Bremerhafen, hvor vi skulle på værft. Pludselig gik vores Woodward helt i stykker. Vi måtte sætte en stor rørtang på akslen der regulerede alle pumperne. Den rørtang fik vi indstillet så maskinen kørte med det rigtige omdrejningstal, derefter blev der bundet en snor på opad, og en snor på nedad. Så kunne den holde sig selv. Nu havde vi ingen mulighed for at nødstoppe motoren, hvis der skete noget uhensigts mæssigt. Vi satte et bord og en stol ved siden af rørtangen. På bordet lå em meget skarp kniv, og på stolen sad en stakkels maskinmester. De vigtigste måleinstrumenter sad også lige ved siden af. Meningen var at når noget var ved at gå galt kunne mesteren køre maskinen med rørtangen. Hvis der skete noget katastrofalt, skulle han gribe kniven og skære snoren over. Sikke en Storm P indretning, men det fungerede, vi kom til Bremerhafen. Da vi gik gennem Suez-kanalen var hele maskinbesætningen i maskinrummet. Jeg er overbevist om, at der er ikke mange af mine kolleger der har sejlet gennem Suez med en rørtang til at regulere maskinen. I Bremerhafen afmønstrede jeg, mange oplevelser rigere. Da jeg kom hjem blev jeg røntgen fotograferet, det viste sig at der var en del der var knust omkring næsen. Men hvis jeg ikke fik gener anbefalede lægerne, at der ikke blev gjort noget ved det. Senere fik jeg kronisk bihulebetændelse og fik det hele brækket op igen. Det blev så sat rigtigt sammen, og siden har jeg ikke mærket til det.

Her vil jeg afslutte afsnittet om tiden til søs. Det er langt fra komplet, men skriver jeg mere bliver det bare kedeligt. Både for mig, og mine læsere.

Hvorfor skrev du bogen om Hans Hedtoft´s forlis, og hvordan har du bevaret interessen i så mange år?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet ofte gennem årene. Hver gang har jeg sunget den samme sang. Nu er jeg blevet hæs af alt det syngeri, så jeg har valgt at skrive svaret her. Skulle jeg så få spørgsmålet igen, kan jeg henvise til dette afsnit, og dermed spare min gyldne røst.

På det tidspunkt hvor Hans Hedtoft (herefter HH) sank, opholdt jeg mig hos mine bedsteforældre. De betød meget for mig i min barn- og ungdom, jeg var da 6½ år gammel.. Da det blev meddelt i radioen at HH var savnet, blev mine bedsteforældre meget opmærksomme, og der blev påbudt tavshed.. Hver gang i de følgende dage, var de meget mere opmærksomme end sædvanlig, når de hørte nyheder. Da meddelelsen kom om at HH måtte anses som værende forlist. Brød min bedstemor straks ud i gråd, og min bedstefar, den gamle stenhårde murer arbejsmand må have fået noget i øjnene, han sad i hvertfald og gned sig i øjnene med lommetørklædet.

Mine bedsteforældre var meget fattige. De  klarede sig uden fattighjælp, men der var ikke meget ud over det fornødne. Nogle dage senere blev det meddelt at Grønlandsfonden var blevet dannet. En af landets spidser, jeg tror det var Niels Bohr men er ikke sikker, anbefalede at danskerne stod sammen og gav støtte til de efterladte på samme måde som dansker havde gjort tre år tidligere til Ungarn. Selv om de var meget fattige, fandt de alligevel penge at yde til fonden. De havde på ingen måde tilknytning til hverken skibe eller søfolk. De syntes bare det var meget synd for dem som havde mistet en forsørger eller familie. Den virkning det havde på mine kære bedsteforældre på virkede mig rigtig meget. Disse dage er dem som står klarest i min erindring om barndommen. Jeg skulle aldrig glemme dette forlis.

Jeg har altid været meget interesseret i søfart og skibe. Hver gang jeg kunne se mit snit til det løb jeg ned på Randers havn, og sugede indtryk til. Når min mor opdagede, at jeg havde været på havnen blev hun rasende, og det kostede en røvfuld. Men jeg syntes nu at det var det værd. Senere begyndte at låne mange bøger på biblioteket, fortrinsvis om søfart. Jeg læste rigtig meget om redningsaktioner og ulykker til søs, men jeg kunne ikke finde oplysninger om HH. Langt op i voksenlivet søgte jeg forgæves efter noget om HH. Selvfølgelig afbrudt i perioder. Jeg måtte bare vide noget om det forlis, som stod så skarpt i min erindring fra barndommen. På et tidspunkt opgav jeg at lede videre, og besluttede at jeg selv ville finde oplysninger om forliset. Gennem flere år samlede jeg diverse oplysninger sammen fra arkiver, herunder rigsarkivet, og en masse aviser fra tidsperioden, lang til blev brugt på at læse noget så kedeligt som Folketingstidende og mange andre steder hvor jeg kunne støve noget op. På et tidspunkt havde jeg fået samlet et righoldiggt arkiv, og fået en del viden om forliset. For bedre at kunne holde styr på alle de informationer jeg havde samlet, skrev jeg et referat, til eget brug, af oplysningerne jeg havde samlet. Referatet opbevarede jeg så sammen med min anden litteratur om skibe i flere år. Jeg fortsatte med at læse, og samle oplysnig om andre ulykker til søs.

Så skal vi frem til begyndelsen af 1990erné, hvor HH stadig var i mine tanker. Jeg kom til at tænke på, at måske var der andre end mig, som forgæves søgte oplysninger om HH. Og at jeg relativ let, ville kunne skrive en lille bog om forliset. Jeg begyndte så at ledde efter personer, som på den ene eller anden måde havde førstehånds kendskab til forliset. Jeg fandt en hel del som havde den viden som jeg søgte. Med mange af dem, havde jeg mange og lange samtaler om forliset. Den lille bog om HH blev udgivet i sommeren 1996. Efter bogens udgivelse fik jeg overraskende mange henvendelser om bogen, hvilket selvfølgelig har bidraget til at bevare interessen for HH..

Nu er det igen tid til at springe i tiden, faktisk helt frem til staten af 2006, hvor jeg fik adgang til internettet. I de mellemliggende år havde jeg samlet yderligere oplysninger om flere andre ulykker til søs. Bla. havde jeg et fyldigt materiale, med referat, om Estonia´s forlis. Meningen var egentlig at disse skulle udgives samlet i en bog, hvor den lille bog om HH indgik som et kapitel. Af forskellige årsager var det aldrig blevet til noget med at få udgivet en bog. Da jeg aldrig har skrevet noget ned om min interesse, med henblik på at tjene penge på mine skriblerier valgte jeg, at lægge det jeg havde af oplysninger om forskellige ulykker til søs, ud på internettet til fri afbennyttelse for hvem som kunne bruge oplysningerne. En ny hjemmeside var født.

Efter skriblerierne var kommet på nettet, og læsere beggyndte at finde siden, skal jeg love for at antallet af henvendelser steg markant. I mange af henvendelserne stod der gode oplysninger eller tanker omkring den ulykke som henvendelsen drejede sig om. Langt de fleste henvendelser drejede sig om HH og Estonia. Jeg syntes at de mannge gode oplysninger som var i mange af henvendelserne, burde kunne læses af andre. Jeg fik derfor ideén til at lave en blog, hvor læserne kunne skrive en kommentar med sin viden eller tanker omkring de ulykker jeg har skrevet om. Sommeren 2008 blev den blog der nu findes på min side taget i brug. På den måde er det min håb at læserne får et langt bedre og mere nuanceret billed af den pågældende ulykke, end det jeg har kunnet tegne. Til min store glæde tyder det på, at det går den vej. Der er et stadig stigende antal læsere, som bidrager med en kommentar på bloggen.

Se det var forklaringen på, hvorfor jeg skrev en bog om grønlandskibet Hans Hedtoft´s forlis i 1959, og hvordan jeg har bevaret interessen gennem et halvt århundrede.

Når jeg ikke var til søs

Efter jeg havde været ude med M/S Songkhla begyndte jeg på Møllestensfabrikken Engsko i Randers. Det var et midlertidig job, for jeg skulle begynde på Århus Maskinmester skole den 4. november 1974. På Engsko var jeg beskæftiget med bla. rationalisering af arbejdsprocesserne.

Den 31. december 1973 fødte Mette vores datter, der blev døbt Line.

Taxa chauffør

Jeg tog kørekort til hyrevogn for, at kunne tjene lidt i studie tiden ved at køre Taxa om natten. Jeg kom til at køre i en helt ny Volvo. Det var en speciel Taxa-model som var gul med en sort streg hen af siden. På en af de allerførste vagter jeg kørte, blev jeg på kørt. Jeg kom kørende over et vejkryds, hvor der var ubetinget vigepligt for den krydsende vej. Der kom en lille Morris Mascot med temmelig høj fart og ramte mig lige bag baghjulet. Det var helt utroligt, det store skrummel til Volvoen snurrede en halv omgang rundt så den vendte den anden vej, men den lille Morris kørte videre med uændret fart. Over radioen kaldte jeg alarm, og bad centralen om at ringe til politiet. Alarm vil sige at jeg anmoder andre Taxaer i nærheden om hjælp. Mine kolleger omringede bydelen, og snart blev ulykkesfuglen set. Et par vogne fulgte efter og et par andre lavede en blokade. Flugtbilen blev snart tvunget til stop, og politiet tilkaldt. Det viste sig at føreren af bilen var en god bekendt som jeg havde gået på ungdomsskole med.

En Onsdag nat fik jeg en tur op mellem Hadsund og Ålborg. Det var en meget god tur på en Onsdag, hvor der aldrig var ret meget at lave. Da jeg havde sat passageren af ville jeg skynde mig tilbage, så jeg kunne tjene nogle flere penge. På tilbagevejen passerede jeg Hadsund ved 3 tiden. I Hadsund var der kun landpoliti så på det tidspunkt kunne jeg se stort på hastighedsbegrændsningen som dengang var 60. Lige i starten af Hadsund kørte der en bil og sneglede, den var jeg lynhurtigt udenom. Tju-hej hvor det gik, hen til et T-kryds derefter holde for rødt lys, dreje til venstre og så ellers der ud af igen. Men ak, jeg blev stoppet af Politiet. Det var dem jeg havde overhalet. De spurgte om jeg kunne erkende at have kørt for stærkt, og selvfølgelig kunne jeg det. Jeg havde kørt så stærkt i gennemsnit, at jeg ville miste kørekortet. Det var en katastrofe, jeg skulle til Århus hver dag på skole, og kunne ikke forsørge min familie uden at køre Taxa. Politiet var flinke og lagde lidt til tiden, så jeg lige kom under grænsen for frakendelse af kørekortet. Jeg fik i stedet den maximale bøde, på det tidspunkt var det 750 kr. Det var mange penge i 1975, så jeg fik en afbetalings ordning 50 kr. om måneden. 15 gange gik jeg den tunge gang hen og betalte 50 kr., hver gang bandede jeg. Beløbet var ca. det samme som prisen på en tur fra Randers til Flensborg. Siden har jeg næsten ikke kørt for stærkt.

En morgen jeg holdt uden for et værtshus, kom der en særdeles velklædt mand hen og spurgte om jeg ville køre ham til Århus når han ingen penge havde før han kom hjem. Det ville jeg godt, så vi kørte. Vi talte sammen hele vejen. Han var en meget sympatisk og intelligent mand. Normalt gik jeg altid med ind, når folk skulle hente penge. Denne gang var der ingen grund til det, jeg havde 100% tillid til manden. Jeg har aldrig set ham siden. Derefter kørte jeg på politistationen i Århus og bad om at det blev noteret i døgn rapporten. Det gjorde de og sagde at jeg skulle henvende mig til Randers Politi næste dag. Jeg henvendte mig til ordens politiet men de afviste mig helt og aldeles. Det var jeg ikke tilfreds med, og forlangte at tale med en overordnet. Kriminalpolitiet tog sagen. De fandt hurtigt den formastelige, Århus Politi kendte ham udmærket. Han påstod at det var hans bror, som boede helt oppe i det øde Nordsverrige, der havde snydt mig. Det svenske Politi kontaktede broderen, men det var løgn. Jeg fik pengene efter et halvt år.

Der var en passager som kun skulle køres en kort tur. Da vi var ved at være ved bestemmelses stedet grinte han, og sagde at han ingen penge havde. Han blev noget forbavset da jeg også grinte, og slog Taxameteret fra. Vi drønede ud af byen, han spurgte hvad jeg havde gang. Jeg sagde til ham, at når han gerne ville køre gratis i Taxa så skulle han da også have en god tur. Da vi var ti kilometer uden for byen, på et øde sted bad jeg ham om at stå ud. Det var han absolut ikke meget for, men jeg kørte alene til Randers.

I takst-regulativet for Randers stod der at når en passager skulle køres uden for by grænsen kunne turen køres på kilometerpenge, altså uden taxa-meteret. På den måde sparede passageren start pengene. Endvidere stod der i hyrevogns-regulativet at når en passager blev kørt uden for by grænsen, og skulle med tilbage straks, kørte han gratis til by grænsen, hvorefter taxa-meteret skulle kobles til. Jeg kørte en passager ca. 15 km. uden for byen. Da vi var lige ved at være fremme sagde han, at da jeg havde glemt taxa-meteret ville han ikke betale. Jeg fortalte ham at han var galt på den, og tilbød ham at se takst-regulativet. Det ville han ikke, for han kendte reglerne bedre end mig. Vi var nået til et vejkryds, hvor jeg lavede en U-vending og satte kursen mod Randers. På vejen fortalte jeg, at det blev en meget dyr tur og nu kørte jeg på politi stationen. Han var ligeglad og syntes det var ok at komme til politiet. Da vi kom til by grænsen satte jeg taxa-meteret til. Da vi gik ind på stationen lod jeg det stå på vente penge. Politi manden fik forklaret problemet, men var lidt skeptisk overfor om jeg havde ret. Jeg viste ham takst-regulativet, og al tvivl var væk. Jeg skrev en udførlig regning over det beløb jeg skulle have, det var selvfølgelig langt mere end han skulle have betalt på hans bopæl. Manden var rasende og nægtede. Politiet sagde at hvis han ikke betalte omgående, ville de tage hans pung og give mig pengene. Nu ville han godt betale, men politiet skulle garantere at jeg bagefter kørte ham hjem. Jeg ville godt køre ham hjem, men jeg ville have pengene på forskud her på stationen. Så rablede det helt for manden, han havde jo lige betalt. Han kunne ikke begribe, at han jo også havde været hjemme. Jeg orienterede mine kolleger om problemerne, så kunne han ikke køre mere taxa den nat.

Søndag nat var altid noget trist, der var aldrig ret meget og lave, og dermed ikke mange penge at tjene. En søndag aften holdt jeg på Banegården. Via radioen blev jeg kaldt til en adresse i nærheden. Da jeg kom derhen spurgte en ung smuk pige på 18 år, om jeg ville køre hende til Tyskland. Hun havde ingen penge, men hendes far ville betale ved ankomsten. Det ville jeg absolut ikke. Jeg regnede ud at det ville koste 800 kr (det var en tur på små 300 km.). og dem ville jeg have inden vi kørte. Hun bad mig gå ind og tale med hendes bedstefar. Han havde stor forståelse for at jeg ville have penge, han betalte. Vi drog afsted mod Tyskland. Det var en lidt hård tur for der faldt islag. Med mellemrum måtte jeg stoppe for at fjerne is fra antennerne. Da vi ankom tog hendes far imod os. Han var en kendt sanger og havde et gæstgiveri. De var lige ved at lukke, men han havde bedt en fra køknet blive tilbage for at lave mad til mig. Jeg fik alt hvad hjertet kan begære og blev tilbudt et værelse, så jeg kunne få udhvilet inden jeg kørte hjem. Det kunne jeg dog ikke for jeg skulle jo hjem til min familie og bilen skulle jo også afleveres. Han var en utrolig venlig mand, og forærede mig også 2 LP-Plader. En tur jeg tænker tilbage på med glæde, selv om det unægtelig havde været rarere at køre den om sommeren.

Den 20. marts 1975 fødte Mette vores søn Søren.

Veto, Assurandør og til Sjælland

Da jeg var teknisk indkøber og konsulent for maskinfabrikken Veto, Øster Tørslev. De lavede i øvrigt frontlæssere til traktorer, og var en del af T-T's agrogruppe.

Begyndte jeg i fritiden, at interessere mig for forsikring. Jeg blev tilknyttet et agentur i Hadsund som repræsenterede Statsanstalten for Livsforsikring og Kongelig Brand. Den gang måtte det samme forsikringsselskab ikke sælge både skadesforsikringer og livsforsikringer.

Det gik faktisk temmelig godt med at sælge forsikringer, og hvad bedre var, så var mine kunder meget tilfredse med mig. Måske blev jeg lidt kry, for en dag gik jeg ind til vores direktør på Veto og forlangte en klækkelig lønforhøjelse. Det fremgik tydeligt af hans attitude, at det var ikke lige det han havde forventet vi skulle tale om. Han udbad sig betænkningstid.

Den betænkningstid syntes jeg at han trak temmelig længe, og jeg rykkede flere gange for svar. Til sidst mistede jeg tålmodigheden og skrev en opsigelse. Det fik sandelig gang i herren. En dag kom han over på mit kontor, og kunne med glæde fortælle mig at T-T - koncernen havde valgt at satse på mig, så undtagelsesvis ville de godt give mig noget mere i løn. Men han tilbød lidt under det halve af, hvad mit krav var. Her i Jylland er det at skambyde når man byder under det halve af det forlangte, og det gjorde jeg ham opmærksom på at jeg ikke accepterede. Han snakkede noget om det ballade det kunne udløse blandt de andre medarbejdere og den slags tåbelige undskyldninger. Men jeg fastholdt, at vi havde individuelle lønforhandlinger og at jeg talte min egen sag. Han kunne ikke give mig mere så jeg fratrådte min stilling. Det var nok dumt for jeg havde et godt og afvekslende arbejde. Men jeg var bare træt af at sidde spærret inde på et kontor meget af tiden.

Så blev jeg fuldtidsassurandør, og kom på skole i København. På det tidspunkt opsagde Statsanstalten for Livsforsikring og Kongelig Brand deres samarbejde og vi fik i stedet Almindelig Brand af 1792 som skade selskab..Det skulle vise sig at være vældig godt for mig. Det gik rigtig godt med at tale med de andre jyder om forsikringer så det var en god tid.

Min daværende kone Mette ville gerne til Sjælland, så vi flyttede til Kokkedal, hvor jeg blev tilknyttet agenturet i Hørsholm (tror jeg nok det var). Det gik langt fra godt. Jeg var absolut ikke særlig dygtig til at få ø-boerne i tale om forsikringer. De ville godt tale med mig, men de ville starte med at have en pris oplyst på den forsikringsløsning jeg ville foreslå. Jeg kunne da ikke give dem en pris, før jeg vidste hvilket behov de havde. Faktisk er der nogle som er overforsikrede og langt flere som er underforsikrede. Det er fordi assurandøren ikke har gjort sit arbejde godt nok. Jeg begyndte at finde efter en løsning på det problem, men så langt skulle jeg aldrig komme.

En lørdag hvor der var noget fest af en eller anden art i byen, sad jeg ved et bord i indkøbscenteret sammen med nogle venner og fik et par øl. En kollega fik øje på mig og kom hen og sagde, at det var ikke foreneligt med at være assurandør og sidde et offentlig sted med øl. Jeg gjorde ham tydelig opmærksom på at det ragede hverken ham eller nogen anden hvad jeg foretog mig i min fritid. Da jeg næste gang kom ind på kontoret blev jeg straks kaldt ind til chefen. Han sagde det samme som min kollega og forlangte, at jeg ikke gjorde det oftere. Han fik det samme svar som min kollega havde fået, hvorefter han sagde at så måtte vi desværre afbryde samarbejdet omgående. Så var jeg arbejdsløs.

Buschauffør

Da jeg var færdig med at gå på maskinmesterskole, ville jeg gerne prøve at køre turistbus. Men der slog Mette bremsen i. Hun mente at det rablede for mig. Nu havde jeg været i lære, og læst i både læretiden og derefter, og så ville jeg køre bus. Nej jeg kunne tro nej, og bare arbejde indenfor mit fag. Det var jo en fornuftig betragtning, så sådan blev det. Vi blev skildt i marts 1980, og om sommeren sad jeg ved rorpinden på en turistbus undervejs til Saalbach, Østrig. Det var en helt ny Volvo Van Hool, en rigtig god bus. Vi var to chauffører og turen var tilrettelagt sådan at vi kørte fra Ålborg om formiddagen. Så skulle vi ankomme til Saalbach næste dag efter morgenmaden. Om eftermiddagen før aftensmaden kørte vi derfra, med de gæster der var kørt derned på sidste tur. Vi ankom så til Ålborg næste aften. Næste dag kørte bussen sprit tur til Hamburg, med en chauffør. Den anden havde fridag, og så startede vi ellers forfra. Det var på mange måder sjovt, jeg fortalte en masse vittigheder og sang for gæsterne. Jeg synger i sandhed ikke ret godt, faktisk lyder det skrækkeligt. Men til gengæld synger jeg højt, og gæsterne morede sig. På udvejen samlede vi gæste op ned gennem jylland, og omvendt på hjemvejen. Når vi nærmede os Gedved, fortalte jeg altid gæsterne at på den sidste tur, havde vi haft et ældre ægtepar med. De havde været meget glade for turen, og nu ville de gerne vinke til det gæsterne når de kom hjem. Den hoppede de altid på. De skulle så vinke til venstre side når jeg sagde vink. De vinkede det bedste de havde læst, til en stenskulptur af et ældre ægtepar som vinkede. Der var aldrig nogen som blev sure på mig. Det var sjovt at prøve, men der er det ikke til evig tid.

Hen på efteråret begyndte jeg at køre rutebil. Fortrinsvis mellem Hammel og Bjerringbro, men også lidt mellem Randers og Hammel. Langt de fleste passagerer var gengangere, så man kom til at kende mange temmelig godt. Nogen bedre end andre. En dag jeg var på den sidste tur mod Bjerringbro, var der en kvinde som lagde en papirkugle i min hånd. Der var mange rejsende, så jeg puttede den i lommen. Da jeg ankom til Bjerringbro læste jeg kuglen. Der stod: Ring kl. 20.00, navn, nummer. Det gjorde jeg, gæt selv hvad der kom ud af det. Kun vil jeg fortælle, at jeg så hende gentagne gange. Egentlig var det meget sjovt, men den bus jeg kørte i var noget gammel skrammel, og vognmanden var ikke særlig god til at holde den i orden. Vi havde flere kontroverser omkring vedligeholdelsen. En gang havde jeg bedt om at få to nye fordæk på. Der skete intet, og jeg rykkede flere gange, han lovede og lovede. Så en dag sagde jeg til ham: Nu har du to muligheder, enten er der nye dæk på i morgen tidlig, eller også står der en anden bus til mig, for jeg kører ikke med de dæk. Da jeg mødte tidlig næste morgen, var der ikke kommet nye dæk på bussen. Jeg ringede til vognmanden, og spurgte hvilken bus jeg skulle tage. Den du plejer sagde han, så jeg kørte hjem igen. Til min store overraskelse, blev jeg fyret kort efter.

Busvognmand

I slutningen af min tid som lokomotivfører, blev jeg busvognmand. For at opnå tilladelse til at drive et busfirma, skulle man opfylde nogle krav. Man måtte ikke have nævneværdig gæld til det offentlige, man skulle inden for de sidste 10 år have arbejdet med erhvervsmæssig personbefordring og have gennemført et vognmands kursus. Jeg kendte en der havde nogle busser, men som ikke kunne opnå vognmanstilladelse. Jeg tilbød at prøve på at få en tilladelse, på visse betingelser. Det accepterede han, så jeg søgte. Jeg ville ikke starte med at tage kurset, for det kostede 25.000 kr. Der kom selvfølgelig afslag. Begrundelsen var at jeg ikke havde taget kurset, samt at jeg ikke havde beskæftiget med erhversmæssig personbefordring i 3 år. På det tidspunkt var det over ti år siden, jeg havde kørt bus og taxa. Afslaget ville jeg ikke acceptere, og skrev en klage. Jeg gjorde gældende, at jeg tit kørte intercity tog med over 1000 betalene passagerer. Derefter blev jeg ringet op fra Færdselsstyrelsen. De fortalte at det selvfølgelig skulle være personbefordring ad landevejen, det kunne jeg vel nok forstå? Nej, det fattede jeg intet af. Jeg kunne læse hvad der stod i de bestemmelser, de selv havde udstukket. Men jeg havde ingen chance for at vide, hvad de tænkte på da de skrev dem. Vi kunne slet ikke forstå hinanden, så jeg sagde at vi så måtte have en dommer til at tolke bestemmelserne. Han ville foreligge det for deres jurister og vende tilbage. Det gjorde han ikke, men nogle få dage senere fik jeg et brev, hvor der stod at når jeg havde gennemført et vognmands kursus ville der blive udstedt vognmand stilladelse. Underlig nok blev bestemmelserne lavet om. Sådan blev jeg ansvarlig leder i et busfirma. Vognmanden havde ikke ry for at holde busserne i særlig god stand. Derfor havde jeg betinget mig, at ingen bus måtte køre på vejen, hvis den ikke overholdt lovens bestemmelser. Det var jo mig der blev straffet, hvis busserne ikke var i orden. Endvidere havde jeg forlangt, at chauffører som jeg ikke ville have, skulle ikke køre de busser jeg var ansvarlig for.

Vognmanden og hans familie skulle på skiferie i Frankrig fra nogle dage før jul, til nogle dage efter nytår. Altså var jeg alene på skansen, det kom jeg til at fortryde bittert. En fredag eftermiddag kom politiet, de skulle have nummerpladerne på en af busserne, fordi der ikke var betalt forsikring. Det var ikke godt, for alle busserne skulle køre i juledagene. Jeg fik en time til at få det bragt i orden. Et kvarter før lukketid var jeg på forsikringskontoret. Jeg betalte 7.500 kr. og kunne så beholde pladerne. Sidst på eftermiddagen nytårsaften, blev jeg ringet op fra Norge. En af vores busser holdt på skisportsstedet Geilo, Norge. Bussen var uden varme, kunne ikke køre og en passager havde klaget over, at fordækkene var blankslidte. Jeg sagde, at jeg kom straks med en erstatningsbus. Den bus havde jeg ellers givet kørselsforbud, til der var skiftet dæk. Vognmanden havde sagt til mig, at de var skiftet. Umiddelbart efter fik jeg endnu et opkald. En chauffør der skulle køre to timer efter, var blevet inviteret i byen, så han kunne ikke køre. På en nytårsaften er den eneste lovlige grund til ikke at møde; eget dødsfald. Det er stort set umuligt, at skaffe en chauffør med så kort varsel en nytårsaften. Jeg sagde til ham, at hvis han ikke kørte var han fyret. Det var han ligeglad med. Behøver jeg at skrive, jeg var rasende. Både over den bus i Geilo, og den skide chauffør. Den eneste færge jeg kunne komme med var aften færgen Grenå - Varberg. Jeg fik en listet til at tage med mig til Norge, så vi kunne få gang i den syge bus. Heldigvis fandt jeg også en afløser chauffør. Efter aftensmaden satte vi kursen mod Geilo, hvor vi ankom næste morgen. Vejen op til Geilo er an serpentiner vej op af en klippe. Det frøs over tyve grader, så vejen var isglat. Det var rent galimatias, at køre en bus med passagerer op ad den vej, med blankslidte dæk. Vi gik straks i gang med den syge bus. Jeg kan ikke huske, hvad der var galt med den, men vi var færdige sidst på eftermiddagen. Varmen i bussen kunne vi ikke få igang. Det blev arrangeret sådan at min makker kunne blive, så der var sikkerhed for at resten af deres rejse forløb gnidningsfrit, hvad angik bussen. Bussen med de blanke dæk, ville jeg have væk så hurtigt som muligt. Så jeg kørte straks hjemad. Aldrig har jeg frosset så meget, som jeg gjorde på den tur. Jeg var jo meget forfrossen allerede inden jeg kørte fra Geilo. Ved Oslo kørte jeg ind på en tankstation. Der købte jeg en termokande, fyldt med kaffe og et par strikkede sokker. Egentlig skulle det have været vanter, men det havde de ikke. Jeg kørte til Gøteborg, og kom med morgenfærgen til Frederikshavn. Det var den nærmest færge jeg kunne få plads på. Ankom til Århus først på eftermiddagen den 2. januar. Jeg havde du forfrysninger flere steder og var både meget sulten og  træt.

Nogle dage senere skulle der en bus til Esbjerg. Det var dagen efter at vognmanden var kommet hjem. Den tur ville han selv køre, af personlige årsager. Vi havde lejet os ind på et værksted, hvor jeg havde en gearkasse pillet ud af en bus, fordi den skulle repareres. Jeg ringede til vognmanden, da han burde være på vej til Esbjerg. Jeg ville sige at gearkassen var færdig, og jeg kørte bussen hjem nu. Han var ikke på vej til Esbjerg, han havde ikke gidet. Da jeg spurgte han, hvem der så kørte; kom det lidt nølende. Det gjorde ham jeg fyrede nytårsaften. Der hoppede kæden af for mig. Jeg følte mig voldsomt til grin. Han fik oplyst, at hans bus ville stå på min bopæl, og hvis han ville have lortet måtte han selv hente det. Endvidere sagde jeg, at straks jeg kom hjem, ville jeg sende en fax til Færdselsstyrelsen. I faxen ville der stå, at jeg med omgående virkning havde fratrådt min stilling som ansvarlig leder. Det blev han meget vred over, for så kunne han jo ikke sende sine busser på vejen mere. Sådan blev det nu.

Lokomotivfører ved DSB

DSB søgte i 1986 lokomotiv assistenter med tjenestested i Århus. Man starter som lokomotiv assistent og bliver senere forfremmet til lokomotivfører. Jeg tænkte at det kunne være sjovt at prøve, så jeg søgte. Efter optagelsesprøven blev jeg tilbudt stilling, men jeg skulle starte med at køre S-tog i København. Jeg gjorde dem klart, at så havde det ingen interesse. Så kunne jeg godt starte i Århus, men først på et senere hold 7-8 måneder senere. Det ville jeg heller ikke for på det tidspunkt var jeg antagelig til søs. Enten ville jeg ansættes i Århus snarest, eller slet ikke. Jeg blev ansat i Århus på det første hold. At DSB startede med at tilbyde job til at køre S-tog forbavsede mig ikke. De har altid haft problemer med at skaffe folk til S-togene. Jeg tror det var et kneb de anvendte.

Jeg startede på uddannelsen, som varer et år, hvor der veksles mellem teori og praktik. Allerede da, blev jeg lidt træt af det. Når vi kørte om aftenen skulle vi ofte overnatte i andre byer. Den tid hvor vi overnattede blev ikke betalt. Jeg syntes det var forkasteligt at DSB bestemte, hvor jeg skulle sove og hvilken seng jeg skulle sove i. En anden ting var arbejdstiderne, dem var jeg også meget utilfreds med. Selvfølgelig skal der køres tog døgnet rundt, det har jeg stor forståelse for. Men inden for samme uge, kunne vi komme til at køre både morgen,aften, nat og dag. På den måde er det umuligt for kroppen at have en døgnrytme, og man er aldrig helt udhvilet.

Et eksempel på en tjeneste. Jeg havde vagt 23.00-07.00, der sidder altid en lokomotivfører på depotet der kan træde til, hvis der sker noget uventet. Når man havde sådan en nattevagt kunne man være heldig, og kunne sove hele natten. Kort efter jeg var mødt blev jeg kaldt ud. Der skulle køres et stort godstog til Nyborg, og så skulle jeg rejse passager hjem. Jeg skulle have to MY-lokomotiver til at trække toget. Sådan et MY er temmelig ubehagelig at køre specielt når det er hårdt belastet. Der er en frygtelig støj på førerpladsen. Et godstog må højst køre 80 km/t, så der er meget langt fra Århus til Nyborg når man sidder i konstant støj. Da jeg var tæt ved Fredericia blev jeg ringet op af lokomotiv-mesteren. Mellem Nyborg og Odense stod der et godstog, på et vigespor, hvor lokomotiverne var gået i stykker. Når jeg kom til Odense skulle jeg stoppe og tage en portør op. Ved ankomsten til Nyborg skulle han så koble toget af, og vi skulle straks køre mod Odense og samle godstoget op. Da portøren var kommet ombord, fortalte jeg ham at jeg ville holde en pause i Nyborg. Jeg ville ikke køre Århus-Nyborg-Århus i en omgang. Det var han meget ked af, for så fik han overarbejde og det havde han dårlig tid til den dag. Af hensyn til ham undlod jeg pausen i Nyborg. Da vi havde koblet toget fra kørte vi tilbage til det havarerede tog, og fik det koblet på. Da vi fortsatte mod Odense gjorde jeg Odense opmærksom på, at jeg skulle ledes ind på et vigespor fordi jeg ville holde en pause. Stor var min forbavselse ved ankomsten, for jeg kom ind i hovedsporet. Nå, men derfor kunne jeg jo godt holde pause. Sikke et postyr der blev, da jeg klatrede ned fra maskinen. Det tog skulle fjernes, og det skulle være omgående for sporet skulle bruges til personførende tog. Min eneste kommentar var "Så fjern det". Jeg gik ind og holdt en tiltrængt pause. Da jeg var færdig med pausen, var toget stadig ikke fjernet så jeg indtog tronstolen, og kørte det til Århus. Det resulterede selvfølgelig i, at en del personførende tog blev forsinket. Da jeg kom til Århus skrev jeg en udførlig rapport om turen. Jeg forventede at høre noget om at jeg havde blokeret tog-gangen, men jeg hørte aldrig et ord.

Den 18 juni 1992 havde Aggersundbroen 50 års jubilæum. For at fejre jubilæet skulle trafikmisteren og DSB's generaldirektør ankomme i et damp veterantog fra Mariager - Handest veteranjernbane. Når der kører fremmede tog på DSB's skinner, skal der af sikkerhedsgrunde være en DSB lokomotivfører i fører rummet. Den slags opgaver fik jeg tit, også i dette tilfælde. Generaldirektøren ville gerne køre med i førerrummet, kors hvor jeg hyggede mig med at nægte ham adgang. Han kunne se førerrummet, når lokomotivet holdt stille kunne han. Da vi ankom til broen, kom han op i førerrummet og hilste på os. Jeg blev noget forbavset da han spurgte mig "Hvad laver de så i det civile liv", jeg trak på smilebåndet og svarede "Tja....jeg er lokomotiv fører ved DSB". Han blev noget rød i kammen. Jeg stod jo i reglementeret lokomotivfører uniform, hvoraf min stilling tydelig fremgår. Desværre skete der en tragisk ulykke. Et privatfly med to ombord styrtede ned, da de skulle fotografere toget. Begge omkom.

En god kollega, og ven, Anders. Kørte sit MR-tog i retning af Skjern. En lastbilchauffør overså blink lyset ved en jernbaneoverskæring. Anders aktiverede nødbremsen og forlod fører rummet. Desværre blev Anders dræbt i en alder af 26 år. Dagen efter blev ulykken udførlig omtalt i medierne, men det ebbede hurtigt ud. Til hans begravelse var vi 6 lokomotivfører og 1 lokomotivinstuktør. Begravelsen blev omtalt på side 3 i den lokale avis. Nogle dage senere sad en ung politielev på et værtshus i en tidlig nattetime. Værtshuset var lukket. Udefra kunne en mand se at der sad nogle derinde, og han ville ind. Da han ikke kunne det smed han en sten gennem vinduet. Den unge politielev sprang op, og løb ud på gaden. Stenkasteren tog flugten med politieleven bagefter, højt råbende "Stop det er politiet". Omkring et hjørne stoppede stenkasteren, og trak en kniv som han holdt frem foran sig. Da politieleven rundede hjørnet, løb han lige ind i kniven, og blev dræbt. Såvel de trykte-, som de æterbårne medier berettede intensivt om tragedien de næste mange dage. Til hans begravelse var flere fra folketinget, med justitsministeren i spidsen mødt op. Rigspolitichefen og flere højtstående fra politiledelsen deltog også. Der var også et stort opbud af uniformerede politifok, og kisten blev eskorteret af mange motorcykelbetjente. Pressen var også mødt op, så begravelsen blev transmitteret i både radio og  begge Tv-kanaler.

Jeg var, og er, meget harm over den store forskel. Der var tale om to jævnaldrende tjenestemænd der blev dræbt. Det var to meget tragiske dødsfald. Efter min mening virkede det som om myndigheder, og presse anså politielevens dødsfald som meget mere tragisk end Anders's dødsfald. Anders døde da han udførte beordret tjeneste, hvor politieleven døde da han sad i muntert lag sammen med vennerne. Der må åbenbart være et A- og B-hold indenfor statstjenestemænd. Tag den DSB's generaldirektion. Efter den dag hvor Anders blev begravet, tabte jeg al respekt for DSB's ledelse.

Mens jeg var ved DSB begyndte jeg at døje meget med slidgigt, dette tiltog, og jeg havde mange sygedage. Til sidst blev jeg afskediget på grund af for meget sygefravær. Jeg vidste i forvejen, hvor det bar hen. Jeg boede i en tjenestebolig i Viborg og når jeg blev afskediget skulle jeg fraflytte den. I god tid inden min afsked var jeg flyttet til en lille by i Himmerland. Der havde jeg købt et Havecenter, som jeg drev tre år inden jeg lukkede biksen. Billedet her over viser et luftfoto.

Mensaner og Logebroder

Gennem flere år tænkte jeg tit på, hvordan men målte noget så diffust som intelligens. Jeg søgte informationer flere steder men jeg fandt ikke et tilfredsstillende svar. Så læste jeg en stor artikel om Mensa i en avis. Mensa skulle angivelig være en forening for folk, hvis intelligenskvotient (IQ) var så høj at det kun var 2% af alle mennesker der kunne opnå denne. For at blive medlem skulle man først indbetal 300 kr. man modtog så en intelligens test som man skulle besvare og sende ind. Hvis testen viste en IQ på under 148, var det de 300 kr. Viste den en IQ over 148 blev man inviteret til en kontrolleret test, hvor en Mensaner holdt øje med der ikke blev snydt, og hvornår tiden var udløbet. Jeg øjnede en mulighed for at få min nysgerrighed stillet, og prøvede.

Minsanten om ikke jeg klarede testen, og blev tilbudt medlemskab. Nu kan det selvfølgelig være svært at forstå. Der for har jeg sat mit certifikat i til venstre. Hvad er så intelligens? Det er nemt at svare på, for det er der ingen der ved. Forstået på den måde at der er delte meninger om det, mange er dog enige om at der findes 7 forskellige intelligenser eks. social- og kombinationsintelligens. Den test Mensa bruger er som der står på certifikatet udviklet af J.C. Raven. Han var en engelsk psykolog. Testen blev udviklet i mellemkrigsårende. På det tidspunkt havde briterne nedrustet deres hær meget kraftigt. Da Hitler begyndte at rasle med sablen, fandt de ud af at de hellere hurtigt måtte opruste. Når der blev indkaldt et stort antal rekrutter, var det vanskeligt at finde ud af hvem der var egnet som officer. Raven fik til opgave at udvikle en test til let at udvælge dem der var egnet til officerer. Det blev til to Progressive Matrices. De måler ene og alene kombinationsevnen. Jeg kan nemt forstå, at det er en vigtig evne for en officer, men jeg fatter ikke hvorfor den sociale intelligens ikke også er indarbejdet i testen. Nå, det behøver jeg selvfølgelig heller ikke forstå. Testen har fra flere sider været udsat for kraftig kritik.

Der findes adskellige foreninger for folk med høj IQ. Mensa ligger i den slappe ende, forstået på den måde at den, mig bekendt, er den forening der har det laveste krav. Oprindelig skulle ens IQ da også være blandt den øverste 1% af befolkningen. Men da testen blev kompromitteret slækkede man på kravet. Jeg har taget en test hos alle de foreninger jeg har kunnet finde. Mange af de andre har tests som involverer flere intelligenser, og kravene er væsentlig skrappere. Men kun i en ting er Mensa alle de andre overlegen, nemlig til at promovere sig selv.

I Mensa blev jeg testkontrollant og lokalsekretær. Jeg havde meget kontakt med de andre Mensanere. Efter hånden blev jeg dog træt af det. Jeg syntes at det hele skulle være så afslappet, og samtidig så fandens begavet, at det var til at brække sig over. Samtidig syntes jeg også det var meget kritisabelt, at vi kaldte os højt begavet. Og hvad værre var skreg det ud til hver eneste journalist som gad høre på vrøvlet. Jeg har ALDRIG fattet, hvordan man kan kalde sig højt begavet fordi man måske har en god kombinationsevne. Det lykkes mig aldrig at få dette spøgsmål til debat. Jeg meldte mig ud.

Det absolut sjoveste jeg oplevede som Mensaner, var en gang jeg skulle teste en ansøger. På det tidspunk var jeg lokomotivfører og boede i tjenesteboligen i Viborg. Da ansøgeren kom var jeg iført gummistøvler og lokomotivfører kittel godt i gang med at muge ved kaninerne. Vi gik ind i stuen, hvor jeg havde nogle ganske små kyllinger under en grisevarmer. Det var kyllinger jeg havde ruget ud i en rugemaskine. Da vi kom ind udbrød ansøgeren spontant "I guder, hvad er dog dette" jamen det er bare mit hjem. Han havde måske forventet sig nogle andre omgivelser, og en anden påklædning. Men han dumpede nu også. Her skal lige nævnes, at det havde jeg ingen indflydelse på.

Jeg har været indædt modstander af,  at børn bliver testet. Børn under skolealderen kan blive medlem af Mensa, det er noget svineri. Der burde være en mindste alder på 18 år. Det bliver værre og værre, nu er der skoleklasser og sommerlejre for højt begavede børn. Efter min mening er det børnemishandling. Unger skal have lov at være unger og lege røvere og soldater Einstein's relavitet teori, kan de fordybe sig i senere. Det samme mener jeg i øvrigt om de stakkels barnestjerner.

Da jeg var medlem af Mensa, var jeg også nysgerrig efter at vide hvad der skete i de hemmelig loger. Det havde jeg nu været længe. På et tidspunkt fik jeg muligheden for at blive optaget i en loge. Selvfølgelig greb jeg chancen og blev Logebroder. Jeg aflagde et broderløfte, som jeg ikke har tænkt mig at bryde. Derfor fortæller jeg hverken hvilken Loge det var, eller hvad der foregik i logen. Det venskab og den loyalitet som jeg forventede fandt jeg ikke. En dag hvor jeg stod og klædte mig ud i min fine "slask i røv" frakke, butterfly og hvide handsker. Sagde Elin til mig "Jan, jeg syntes det er meget godt du går i loge og så længe du kan holde dig selv ud, går det nok". De næste dage tænkte jeg meget på hende ord. På samme tid som jeg meldte mig ud af Mensa meldte jeg mig også ud af logen.

1997

I foråret dette år kom jeg til at kende Marianne. Efter Elins død var jeg taget til Vejle for at undervise i en køreskole. Jeg boede på en nærliggende campingplads i en campingvogn. Marianne boede i Farsø, Sankt Hans aften tog hun med til Vejle for at få kørekort. Efter kort tid blev det meget turbolent, hun var meget hysterisk. Vi blev gift den 27 november, den 1. januar 1998 fødte hun vores datter Lea. Sommeren 1998 flyttede Marianne til København, hvor hun oprindelig stammede fra. Vi bevarede kontakten, og jeg var ofte ovre og besøge hende. Efter ca. et år flyttede hun tilbage til Farsø egnen. På et tidspunkt i 1999 blev vi skilt. Vi holdt hele tiden meget tæt kontakt.

Lørdag den 24. marts marts 2007 havde Marianne været hos mig et par dage, hun var ved og male døre og vinduer for mig. Marianne er udpræget B-menneske som ofte først står op efter middag. Over middag blev jeg lidt utålmodig, jeg ville jo gerne have noget malet. Jeg var ofte inde og høre om hun snart kom op, men hun sagde lige om lidt. Senere sagde hun hun at hun følte sig skidt tilpas. Senere begyndte hun at kaste volsomt op, men der kunne ikke være tale om at få læge. På et tidspunkt begyndte hun også at klage over hovedpine, så turde jeg ikke tage ansvaret mere og ringede til vagtlægen. Lægen kom hurtigt, da har spurgte om han måtte undersøge hende fik han det klare svar "Gu må du ej", da han stillede hende nogle spørgsmål fik han besked på at holde sin kæft. Lægen sagde til mig, at der ville komme en ambulance i løbet af et kvarter, og jeg skulle sørge for at overtale hende. Hun blev indlagt på Farsø sygehus. Søndag formiddag blev hendes hjerne scannet, og det viste sig at der var en lille blødning. Samme dag blev hun overført til Ålborg. Det viste sig at hun havde en hjernehindeblødning og hun skulle opereres mandag formiddag. Operationen forløb godt og jeg var oppe og besøge hende om aftenen. Hun havde det forbavsende godt. De næste dage gik det hurtigt fremad, men så en dag kunne de ikke komme i kontakt med hende. Hun fik hjernen scannet og det viste sig at der var en væske udtrædning i hjernen. Hun skulle opereres igen, og have et dræn lagt ind i hjernen og ført ned i bughulen. Drænet er der stadigt.

(Vores datter Lea født 01/01-98. Billedet er ikke taget umiddelbart efter fødslen) Operationen forløb godt, og de følgende dage gik det nogenlunde. Hun begyndte at få nogle kraftige hjerne kramper, og det er ikke godt for det giver varige hjerneskader. Hun skulle lægges i koma 4-7 dage for at få kramperne til at stoppe. Hun var i koma 14 dage før kramperne var ophørt. Nu var hendes tilstand ganske anderledes. Hun var delvist lammet i venstre ben, venstre arm var helt lammet, hun kunne ikke se på venstre øje og hun kunne ikke tale. Hun kunne godt mime ordene, men ikke få stemme på. Det viste sig også, at hun fejlsynkede så maden kom i lungerne. Det låg der lukker luftrøret, når man synker virkede ikke. Afføringen havde hun heller ikke styr på, så hun måtte bruge ble. Herefter gik det kun langsomt fremad, hun kunne slet ikke støtte på benene. På et tidspunkt kunne sygehuset ikke gøre mere for hende og hun blev udskrevet til genoptræning på Hammel Neuro-center. Her kom hun hurtigt til at gå, men meget usikkert, og talen blev langsomt bedre. Hun blev udskrevet den 5. juli. Den 15. juli spurgte hun mig om hun måtte opholde sig hos mig, og selvfølgelig måtte hun det. Da hun kom var hendes situation: Hun var meget udtæret, venstre arm sad bøjet i en vinkel og den kunne ikke bevæges, hun brugte ble, hun gik usikkert og måtte kun spise blød kost. Nu var jeg pludselig træner, marianne ønskede ikke den hjælp kommunen tilbød. Den 27. juni 2008 er hendes situation: Hun har taget 10,7 kilo på, venstre arm og hånd kan bruges men hun fumler, hun bruger ikke ble, hun går helt sikkert også på trapper og hun spiser al mad. Hun er udskrevet med diagnosen "Svært hjerneskadet", sådan oplever jeg det langt fra. De eneste forandringer der er i forhold til før er problemet med venstre arm og hendes personlighed har ændret sig. Som jeg tidlige har skrevet var Marianne meget hysterisk, det er hun ikke mere tværtimod nu er hun et roligt og dejligt menneske at omgås. Det gør jo også at før var der mange som ikke gad tale med hende, men nu taler alle med hende. Man kan sige at hun på den måde har en fordel af at have været den hårde tur igennem.

Når jeg er død

Om forhåbentlig mange år skal mine jordiske levninger brændes og asken smides i havet. Først skal lægerne dog have lov til at tage, hvad der kan bruges. Mit kadaver må også gerne bruges til forskning, eller læge studerende kan øve sig på mit legeme. Faktisk er jeg lidt stolt af, at jeg var den første der tilmeldte mig donorregistret. Når jeg bliver diktator bliver det sådan, at kun dem der er tilmeldt donorregistret kan modtage organer, det skal dog kun gælde for personer over 18 år.