Siden ingår sammen med 40 andre artikler i en e-bog som kan købes billigt her.

Fiskeskipper Andrias Miklagard fortæller

Andrias Miklagard er født på Færøerne og er opvokset på Nordatlanten. Han har sejlet det meste af sit liv, hvilket vil sige over 50 år. Det  har fortrinsvis været som styrmand og skipper på trawlere. Andrias Miklagard har været så venlig, at fortælle os andre om hans spændende, og ofte meget farefulde færden på de store oceaner.

Han skriver:

På billedet til højre ses jeg i en alder af 63 år. Min livsbane var så absolut ikke bestemt til at være på søen, min far var maskinmester på trawlere, men døde af TB da jeg  knap to år, min mor var så glad for at jeg altid blev så søsyg, når vi rejste med rutebåden imellem Thorshavn og Kollefjord, hvor vi senere kom til at bo. Da min mor blev gift igen, jeg fik endda læreplads på samme fine værksted i Thorshavn, hvor min far havde stået i maskinlære, men kort inden jeg skulle begynde blev mester/ejer Hans Ager, alvorlig syg og værkstedet lukket, så kunne jeg endelig komme til søs, mor sagde nej, min stedfar og jeg var enige, for det der ude har altid trukket lidt i den ene arm.

"Tinganes"

Jeg fik hyre som fisker på ”Tinganes” ex ”Patricia” AES. Svendborg tremaster skonnert, bygger på Thurø i tyverne, vi mønstrede den 22.maj 1958. Afg. til Grønland 28 mand + vel 15-16 mand som skulle fiske fra Nordhavn i Ravns Storø, samt deres udrustning som et skur, salt, proviant, og en båd, det var ikke så lidt vi havde fem både selv på 25-28 fod, og en til dem. Vi var der inde at losse deres udrustning først, fiskede så derfra et stykke tid og siden til Grædefjorden og videre til Toukusaq. Der kom vi ud for at miste en af bådene, med tre, mand, den ene blev bjærget, af en anden både, to druknede desværre, de blev kun 16 og 34 år, de var fra samme båd som jeg havde været på. Den ene af dem der druknede, boede på samme lugar som mig og to andre, altså et firemands lugar i dækshuset, det var max 2,5 X 2,5m. i størrelse?? 

Billedet til højre viser en fiskebåd af samme type, som dem vi brugte på "Tinganes". Jeg husker stadig tydeligt natten efter, vi var to der delte nattevagten. Jeg havde første vagt alene, vi lå til ankers, der blev sejlet ud hver morgen med de her både, ind at tømme til middag og ud igen med det samme, ind til aften. Mange gange kunne tre mand fylde sådan en båd to daglig, Der var folk ombord til at rense og salte fisken, noget andet jeg heller ikke glemmer. Da vi tre skulle pakke vores kammerats tøj alene, en på 16 år, lige som ham der druknede, og vi to på 14 år - det var lidt hårdt, det har jeg aldrig tilgivet de voksne. Der blev ikke brugt hverken fløjlshandsker eller Psykolog dengang. Vi fik en meget dårlig rejse hjemover med storm og skader på skonnerten. To gange blev  styrehusets agterende slået i stykker, altså store skader sammenlagt, således at alt var ødelagt, to radiosendere ødelagt af havvand, så vi ikke kunne fortælle at vi var OK efter stormen, en del af nedgangspartiet til kahytten lå i en overkøje, så der må have været meget vand. Hele agterenden af styrehuset og nedgangen til kahytten. Blev nærmest efterlyst i fire dage, men kom til Thorshavn d. 10.10.58 med 289 ton saltfisk og flaget på halv. Det første mor sagde, da hun så mig var; "aldrig mere til søs", Jeg var hjemme hele den vinder, den eneste jeg ikke har sejlet.

Til foråret fik jeg lov til at komme med samme skipper og styrmand til Assens. De skulle hente fryseskibet ”Greenland” som rederiet havde chartret, da vi kom til skibet, fik vi at vide at vi skulle holde os væk, for der var gået lidt kludder i aftalen. Vi kom på Hotel Fønix i ca. tre uger inden de blev enige. Så gik der vel en uge med at rigge til. Så sejlede vi til Leith i Scotland, hvor vi lastede lide stykgods, blandt andet tre paller med karbid tønder. De kom til at stå i bunden af lasten, vi fik et dårligt vejr på vej til Færøerne, og da vi kom til Thorshavn og skulle losse, stod to af pallerne under vand, losserne fortalte at det boblede LIDT fra en af karbid tønderne, så det var nok tæt på at gå galt, Skibet kom på værft igen.

Grønland

Og jeg kom til Grønland igen den sommer med et norsk langline skib, og fiskede så lidt ved Færøerne den vinter. Næste år igen ved Grønland og New Foundland, med et andet norsk langline skib efter helleflynder, så sildefiskeri med drivgarn imellem Island og Færøerne. Der var en stor flåde russiske skibe, som også fiskede der med deres store moderskibe. Så det var tit vi så lavtgående US flyvemaskiner på patrulje, en dag vi skulle sejle lidt, jeg havde styretørn kom der en flyvemaskine lavt ned langs bagbords side, jeg skyndte mig efter kikkerten, det var ikke så tit vi så dem så tæt på, og det var nok heller ikke så tit, de så sådan en laaang udtræks sørøver kikkert, så jeg skal love for at han kunne komme rundt i en vis fart, og tilbage, han skulle nok se hvad det var jeg stod og pegede på ham med,??

Danmark

Vinterfiskeri fra Klaksvig, så trak det i armen igen, min fætter var rejst til Hirtshals og fiskede der fra, så jeg tog 22 måneder. med en Hundested kutter. Om vinteren fiskede vi laksefiskeri i Østersøen, sommer tobis/sildefiskeri fra Esbjerg, det syntes jeg ikke om. Så kom der en skagenskutter forbi, som manglede mig, derfor kom jeg til Skagen. Det var vel i sommeren 63 jeg kom ind til marinen. Tilbage til Skagen hvor jeg fik en god hyre, som jeg havde i fire år, købte hus, blev gift, fik en datter og skippereksamen, af 3grad, året var 69. Det år hvor jeg traf to meget forkerte afgørelser, som jeg tit har fortrudt lidt. Den første var at jeg ikke forsatte på skipperskolen og fik 1st. grad med. Min lærer rådede mig til at tage fiskeskipper af 1st grad med det samme, det ville kun tage 5 måneder mere. Men nej, jeg skulle aldrig længere end i Nordsøen, troede jeg men det blev anderledes. Det andet var at jeg ikke blev smed, det skib som jeg var med i 4 år blev ombygget, jeg fik lov til at arbejde som smedearbejdsmand før og efter skipperskolen, og blev tilbudt læreplads, til svendeløn, et rigtigt flot tilbud fra Peter Larsen, men dum nok syntes jeg ikke at jeg havde råd, det har jeg faktisk tit fortrudt.

Vi tre rejste til Færøerne på juleferie i 69, kom til at købe denne her tyskbyggede linebåd, sammen med et par svogre og en til, den byggede vi om til nordsøtrawler. Det gik godt nok, til den sank 19.10.74. og når den ikke ville sejle mere, så ville jeg heller ikke fiske mere.
Det var ”Comet” KG 353 som var en af fem skibe bygget på Elbe Værft Boizenburg i 63, klasset i Germaniser Lloyd og klasset et år inden den sank, de tre af dem blev forlænget med ca. 5 meter, de sank alle tre indenfor et par år, de andre to sejler vist stadig væk, vi var lastet med industrifisk, og på vej til Skagen, fik stærk kuling på Egernsundkanten, og lå et døgns tid sammen med mange andre skibe, og holdt den til vinden, hen på morgenstunden fik vi en stor ”forkert sø” og den blev liggende med kraftig slagside til styrbord og ville ikke op igen, så vi bad om assistance, der kom hurtig flere skibe til, vi blev taget ombord i det norske notskib ”Gerda Marie” fra Bergen, der kom senere et redningsskib som satte to frømænd ombord i ”Comet” de kunne heldigvis rapportere, at der var gjort ordentlig søklart, og alt OK, godt for os. Den kom under slæb af redningsskibet, men sank 11 smil vest af Egernsund, - var det svejsninger eller spændinger?

Ocean Prawn

I  januar 75 mønstrede jeg som styrmand på en coaster, det blev kun til to måneder. Færøerne - Grækenland med saltfisk, så STEN fra Portugal til Oslo, ja det er rigtigt, og så var det endda norske klippeblokke, der var sejlet til Portugal og kom tilbage, tilhuggede til kantsten mm. Tilbage på Færøerne skulle skipper på ferie, og de udnævnte mig til skipper imod min vilje, jeg manglede jo min sætteskipper eksamen, havde kun 3dige grad, så det blev til 2 år på dispensation.

Så rykkede det igen i armen, da jeg blev tilbudt en rejefisker hyre med en færøsk nybygning. Der var jeg så heldig at møde Kristian Jensen, den ene af ejerne af "Ocean Prawns", som var under bygning på Langstein Skibsværft i Norge, så da jeg kom hjem fra den tur, blev jeg ansat, vist nok som en af de første til Ocena Prawns, der var jeg så i 7 år. ”Ocean Prawns” var første fiskefartøj i verden der fik Satellit telefon/telex, og også det første som fik Arpa Radar,

En tur ved Østgrønland, jeg husker særligt godt, var efter at vi havde fået den her fine Arpa Radar, rejetrawleren ”Solborg” havde da også fået en magen til, vi lå vel omkring 20-30 rejetrawlere på Dohrn Bak (reje banke ved Østgrønland) der blev snestorm, en af de slemme, vi holdt os i læ af iskanten, lå og drev lidt ned og sejlede så op igen i læ, men da vind og sne, var på det værste, var det kun Solborg og Ocean Prawns der kunne se noget på radaren, alle de andre almindelige radar var umulige på grund af vejret, snestorm, skibe og polarisskodser samt dønning, men heldigvis var vores lige så klar som i godt vejr, vi to skibe ledte trafikken, i nok et lille døgns tid, når en skulle til at sejle op til iskanten, kaldte han på os eller Solborg på vhf’en så kunne vi plotte og lede vedkommende op imellem andre skibe og polarisen. 

Efter at have taget skippereksamen af 1st.gr. i Frederikshavn i 83 blev jeg afløser skipper for de to ejere, vist nok på to ture i 83 og 84, på min første tur jeg afløst Birger Pedersen, fiskerierne foregik ved Nordvestgrønland, ude i vest isen, som var lidt besværlig til tider. Det var sjældent vi så åbent vand. En dag, hvor det blæste og der var drift i isen blev trawlet alvorlig fast i bunden, det gør den tit ved Grønland. Når vi kan komme baglæns. og hen over trawlet er der sjælden noget større problem. Men den dag var ingen vand så det var jo umuligt, så måtte vi bare bremse og se hvad der slap først, og det var wierene 2 x 28 mm. imellem skibet og trawlet der knækkede. Der mistede vi lige for 6-700.000 kr. eneste kommentar fra Kristian Jensen var, "så der mulighed for at få noget nyt ud at fiske". Og det fik vi – vi havde en fantastisk god besætning, da der var gået en uge, havde de produceret et helt nyt trawl ombord, og et stort lager af net og tråd. Et par uger senere var isen væk, så var vi ude for at se om vi kunne fange vores mistede trawl, det lå på 182 fv. vand, der gik kun en god halv time så havde vi det ombord igen, i hel tilstand.

En vintertur ”Ocean Prawns” var ved Østgrønland, kom de ind i en periode med meget dårlig vejr, så der kom rigtig gang i storisen, så at de kom til at ligge fast i fire døgn hvor isen klemte og pakkede. Det blev fortalt, at der var en værre knirken og knagen af is og skib, men som altid, så flovede vinden og isen åbnede sig, så startede fiskeriet igen.

På en anden tur jeg husker, var vi på vej rundt Kap Farvel sammen med Helen Basse. Det blev meget dårligt vejr, vinden blev ved med at tiltage, så det til sidst var en ordentlig snestorm, med kraftig sø. Vi var på vej ind til land for at få læ, så holdt vores radar op med virke, vi kikkede efter og alt viste sig at være OK. De sagde at det var det samme over på Helen Basse, deres radar ville heller ikke køre rundt, og ingen ting i vejen, da vi kom i læ for vinden, ja så kørte begge radarerne igen.

Vi havde en anden minderig, stormfuld tur, rundt Kappen. Vi var på vej hjem til DK, og det var vinter, vi sejlede langs iskanten vest for Kappen, og et godt stykke sydover så vi følte os sikker på at være klar af isen. Magnus Jensen var også på vej til DK, de hentede noget ind på os, men vejret blev værre og værre, vi talte med M.J. hver anden time til at begynde med. Men til sidst holdt vi forbindelsen og fik hinandens positioner hver halve time..Vi kunne sejle med 1,0 - 1,5 knob frem i den rigtige retning, men for Magnus Jensen gik det baglæns med samme fart, altså 1,0 -1,5 kn. De fik en stor ”forkert sø” så de røg helt ud på 60’ og det er ret meget for et skib som Magnus Jensen, styrmanden fortalte at pallerne i lasten lå nærmest ovenpå godset, støtter bøjet og kæder skåret ind i godset, så det så lidt rodet ud dernede. Vi fik også næsten samtidig, en sø af samme slags, så vi røg helt ud på 62’. Der skete heldigvis ikke mere, vejret blev bedre og lasten stuvet om, og alle var glade for vi var jo på vej hjem.

Min sidste tur med gamle Ocean Prawns sluttede først i august, jeg havde været hjemme en uges tid, da jeg blev ringet op af Flemming Nielsen, d.16.08.84. Han fortalte at ”alle mand bjærget, skibet sunket”. De havde fået slået hul i lasten, i dårligt vejr på vej ud af pakisen ved Nordvestgrønland. Ingen kom noget til, skibet sank på ca. 20 min. Den var meget isforstærket, og isfjældet/isskodsen var ikke så STOR trods alt, men under uheldige omstændigheder, hvor is og skib går hver sin vej i kraftig sø, kan det gå galt.

Solborg blev senere solgt til Royal Greenlang, og kom til at hede "Amerloq". I 93 var den lige ved at forlise ved Kap Farvel, jeg var selv i Nuuk/Godthåb, da den kom tilbage. Den havde store skader, fronten på broen/styrehuset, var slået ind med store buler. Også i lugen og dækshuset foran broen, alle styrehusvinduerne fremad, var smadret, al strøm på broen og det meste af skibet var væk. Ja den så ikke godt ud, og det var "kun vand"  ikke is, en forkert SØ i dårligt vejr og så VED KAP FARVEL, var nok til at beskadige skibet så voldsomt..

Anso Mølgaard

Jeg fik nybygningen ”Anso Mølgaard,” som skipper. Rederiet fik det bygget på Ørskov Skibsværft i Frederikshavn, hvor det blev færdig samme efterår. Det var ejet sammen med  Rederiet Anso i Godhavn, Grønland. Det var en meget interessant tid. Begge skibe var nok de bedst udstyrede i alle henseende, samt en rigtig god besætning, der var glade for deres arbejde. Vi lå i toppen med kvalitet og priser. De var også meget stærkt bygget, med Anso Mølgaard holdt vi jul et år, 75 sømil inde i storisen ved Østgrønland sammen med tre andre stærkt byggede skibe. Det gav lidt buler og en god del store rejer, så det var vist OK. At der så skulle skiftes nogle ton plader ved næste værftsophold, ja det hørte lige som til faget. En anden gang blev vi lukket inde i storisen ved Østgrønland. Det var jo godt fiskeri, men det begyndte at blæse for meget og "vandhullet" blev mindre og mindre, så til sidst måtte vi give op. Vi havde 4 svære timer til at forcere 2 sømil, svær polaris. Så det var bare med at finde en passende stor isflage og ramme den med al forsigtighed så stævnen bed sig fast det rigtige sted, og så flytte den så langt at vi kunne komme rundt, og så om igen, til sidst var der så meget dønning, at de var lige ved at komme ind over svineryggen, men det lykkedes, -

Vi har også ligget og fisket med vindmåleren i bund, den kunne ikke vise mere end 45 ms. Så det har nok været lidt mere, man kan vænne sig til meget, når man kan stole på både folk, grej, og skib.

Billeder

Royal Greenland

Men efter 10 år og en måned, i rederiet, trak det lidt i armen igen. Jeg syntes nok, at der skulle nye vinde til. Jeg blev ansat i Royal Greenland som skipper på rejetrawleren ”Ilimassaq” fiskeri ved Øst og Vestgrønland. Der havde jeg den fornøjelse, at komme med på en uges tur til Japan, sammen med Royal Greenlands kvalitets inspektør, for at besøge dem der købte vores produkter, af store råfrosne rejer i blok, pakket 12 x 1 kg’s pakning i master karton. Det var en fin og anstrengende tur, vi ankom til Hotellet ved syvtiden om morgenen. Første møde var kl. 0830 hos den ene af de to største importører af fiskevarer, Tokio, rundt at se på rejer, kølehuse og flere møder. Så ud at spise med dem, osv. Blev afleverer ved hotellet til midnat, og hentet igen kl. 0400 til fiskemarkedet. Der var 1250 detail fiskehandlere foruden fiskeaktionen, jo det var stort og meget interessant. Der fik vi også at vide om kvaliteten på alle de produkter, og de skibe som producerede dem, og hvilken rækkefølge de lå i. Det var en stor fornøjelse for mig, for Rederiet Ocean Prawns lå som klart no. Et, men med to skibe, jeg spurgte om hvilket af de to skibe der var der leverede den bedste kvalitet: Det kunne jeg ikke få at vide, for som han så diplomatisk sagde, Ocean Prawns var den, som startede først, og vi ved godt, at du kommer lige derfra, så vi forventer at jeres kvalitet også stiger.??slut. De viste så at sige alt der ude.

Jeg var på ”Ilimasaq” i et par år. Det gik sådan set meget godt, vi havde kun en dårlig tur på Østgrønland. Det blæste vel ca. 30ms. Men vi lå sådan lidt i læ af isen og fiskede sammen med mange andre skibe. Da vi var ved at hive trawlet ind fik vi en større sø, så vi knækkede begge indhalerne ca. 24 mm. Wier. Da der ikke var vejr til at tage trawlskovlene ind for at sætte nye indhalere i, så måtte vi fire alt ud igen og slæbe videre med trawlen næsten på bunden, det blev til godt 20 timer inden vi kom op til iskanten og fik læ. Lige efter midnat, mens vi stadig kæmpede os nord over imod iskanten, fik vi sådan en kraftig sø der slog ind på skibssiden i styrbord foran broen, at vi troede skibet var revnet, det var heldigvis kun et koøje der blev slået ind, så både loftspaneler, isvand samt knust glas havnede oppe i hovmesterens køje hvor han lå og sov, tre sekunder senere stor han oppe i styrehuset, med overlevelses dragten under armen, og spurgte om vi skulle afmønstre,?? Der blev mørkt i hele forskibet, det røg lidt i kontakterne, og vandet løb i gangen, ved nærmere eftersyn viste det sig, at et koøje var smadret, (glemt at lukke blændklappen igen,) hele skibssiden var trykket ind 10.15 cm fra dæk til dæk over to kamre i længden, samt buler i hoveddækket foran brobygningen. Lidt af et ”søslag”, må man sige og der var ikke is i. Havvandet temperatur var tit –1,5’.

Vi havde tre orkaner på en uge, og iskanten som normalt lå ca. øst - vest på det område som vi fiskede, var helt rette ud og lå nærmest sydvest til nordøst så der var ingen læ overhoved. Vi kunne ikke komme i læ, så vi kunne komme ud at blanke is på overbygning og fordæk, så vi kikkede på vejrkortet, og sejlede sydover, for at komme bag om lavtrykket og få plus grader og varmere vand. Det var heldigvis ikke så langt, 37 mil den ene gang , en gang 43 mil og en gang 53 mil. vi nåede det men skibet var lidt ”ustabil”. Vi sejlede lige så stille ned for stormen, farten blev 13 knob for at kunne styre, og lige pludselig, i løbet af en halv time ændrede vejret sig fra storm til næsten stille vejr, med regn og plus grader. Vi var på den gode side af lavtrykket, så var det bare om at komme ud at banke skibet rent for is. Og der var meget af den,.

Men efter to gode år, hørte jeg en lille fugl synge noget om stort fiskeri i Alaska, alt er jo stort der over, de fortalte ikke at problemerne også var større, der ovre, men det blev til næsten to interessante år, som nok har ændret ens liv.

Imellem Royal Greenland og Alaska havde jeg et lille interessant job, jeg blev ringet op fra Vigo og spurgt om jeg kunne tage et par uger eller så på en nybygget spansk rejetrawler der skulle til Svaldbard, som de ikke havde set før, ja de havde ikke fisket nord for Bicayen før. Jeg tog til Vigo, for at se på hvad det var, det så meget godt ud. Vi aftalte at jeg tog med dem, jeg kendte de andre der oppe på Svaldbard. Jeg havde været der et par gange før, men det var også om natten, den er tre og en halv måned lang, der oppe om vinteren. Vi kom op til 81’16 Nord så det er langt nord og meget lidt vand. Jeg havde heller aldrig set Svaldbard, de andre gange jeg havde været der var det ii periode, hvor der er nat døgnet rundt. Det var først senere jeg var sammen med min gode ven, Reje Larsen, der oppe i august med midnatssol og godt vejr. Men tilbage til ”Garoya Segundo”, fin nybygning 67 meter lang, godt udstyret, og en godt sammentømret besætning som havde sejlet sammen længe, det var en helt anden stail, nærmest militær, men god, og god mad, tre kokke, til 32 mand. Jeg har aldrig levet så godt, med så meget mad og anden service, som at få tøjet vasket, og køjen redt daglig. Til sådan en kortere tur havde de provianteret godt, samt 5.000 liter vin i tank udmærket, det er de bedst ”dresserede” søfolk jeg har mødt. Da de så forholdene ved Svaldbard, blev jeg bedt om at blive mere en de en-to uger, så jeg blev hele turen i 6 uger, var tilbage i Vigo, Spanien,d. 19.12.89. Så næsten direkte til Alaska. 

Men heldigvis var der stadig arbejde at få. Jeg blev skipper på ”Ola Sila” Polar Seafood, Nuuk. Vi fiskede i Nordsøen på en mørksej kvota som blev landet i Hanstholm. Men jeg ville heller til de større trawlere, så jeg fik hyre på rejetrawleren ”Qipoqqaq” Polar Seafood, Nuuk som styrmand. Det var bedre end Nordsøen, var der i ca. tre år. Så trak det lidt i armen igen, de manglede styrmænd i KNI kystfart. Det lød nok så tiltalende, fik set en hel del af grønland, inden et halvt år nåede jeg at blive fast ansat. Der kunne man være til man blev 60 år og men det var langt væk, når man havde passeret de 50 år. Vi var heldigvis fyret for vinteren december – maj, så der var tid til eftertanke.

Så var det nok tiden til at sadle om, det blev til en udmønstring som skipper på en 36 meters lystyacht, ca. fem måneder, det var ikke lige mig, men en fin tur til de varme lande 5.500 sømil Algarve – Cassablanka – Madeira – Kanarieøerne – Cap Verde - Madeira og videre til Danmark.

 Nordane Shipping 

Men det var nok ikke noget at bygge på, så jeg var heldig at få hyre i Svendborg, som styrmand på ”Stevns Slupplaier” 8 måneder. Så skulle skipperen ud på de store skibe og store have, så var jeg igen på rette sted og tid. Mange godt og lærerige opgaver, havde også fornøjelse at aflevere den i Mexiko, efter salg sammen med 8 mexikanere, det var lidt af en oplevelse.

Maria Lovise og en azimut traktortug. - havneslæber, forrige ejer Cory Panama, med station i Panama, som havneslæber. Denne kontrakt havde de mistet, og skibet var derfor sat til salg. Da Nordane gerne ville ind på havnebugser markede i Danmark, (og det kom de, det blev Statoil Kalundborg) skulle de have noget tidssvarende kram, og de købte Maria Lovise, som de omdøbte til Stevns Bugser.

Vi hentede den i Jacksonville Florida US. fin tur men også noget af en røvtur. Vi afgik  Jacksonville 05 marts 1998, en lørdag aften med stormvarsel, og det kom, den havde kun været på smult vand i 8 år, og den kunne ikke tåle at komme i storm, vores to maskinfolk var ikke i køjen i to døgn, der var ikke brændolie separator ,kun filtre som var for små, og masser af skidt i tankene, så vores motorer stoppede for et godt ord. Så der var nok at se til, der var både dødt og sort skib, dog ikke så meget at det gjorde noget,.Vi besluttede at sejle til Bermuda for at rense tanke, og få nogle ekstra filter indbygget, så det blev til fire dage i St. George Bermuda, og så en rigtig storm mere inden vi kom til Acorerne. Stevns Bugser blev i år 2000 opkøbt af Svitzer og hedder nu Egil.

Der var jeg i fire gode år i rederiet, men det blev for trangt i fjorden, da vi blev havneslæber i indre farvande, jeg kunne ikke udholde tanken om de ti sidste år af mit aktive søliv skulle henslæbe sig i indre farvande.

Svendborg Bugser

Så det trak lidt igen samme sted, da min gode ven, Reje Larsen fortalte, at de manglede en skipper til Svendborgsund, ved Rederiet Niels Henriksen, jeg fik hyren, vi sejlede meget på Romenien – Vestnorge, 4.200 sømil med nybygninger til norske værfter, to år med den. Så små syv år med Eurosund. også søgående slæber, samme fart. 22 nybygninger blev det til, som jeg sammen med diverse gode besætninger nåede at aflever i Norge, de fleste fra Romenine op til 97 sømil inde på Donau, vores arbejds- området var i korte træk Arkangelsk i nord til Bonny River Nigeria i syd. Caribien i vest til Arabiske Emirater i øst.

Billedet til højre viser en pram vi slæbte fra Halifax til Tronhjem dog uden last. Den gang vi med ”Eurosund” havde vi været ude i Al Fujayra, Emiraterne. Vi hentede en stor pram til Spanien, jeg mener at det var i 2002.. Da vi nærmede os Adenbugten, kom der en stor åben træbåd med 10-12 mand ombord og to hurtiggående glasfiber både på slæb. De kom ind forfra om bagbord, og jeg bad en stille bøn. De kom så tæt på, at jeg så det hvide i deres øjne. De kikkede på os, og på prammen, og lidt på den anden side, så forlod de os Gud ske lov for det. Det var ikke vores tur den dag. 

Det kan blæse på Middelhavet også, vi lå nord af Algier i en storm med et stort slæb i tre døgn. Det gav tilsammen 93 mil fremad, men det gik også baglæns med 1,6 kn. da det var værst. Under en anden storm med ”Svendborgsund” også på Middelhavet og med slæb stormede det så meget at vores store Radar stoppede. Jeg kikkede på sikringer mm, alt ok og da vinden flovede lidt kørte den igen, det er set før. 

Vi har haft nogle store slæb det ene var ”AMT. Trader” en semisub barge, altså nedsænk bar pram på 140 x 36 m. og så vidt jeg husker 14 m. høj i stævnen, det var fra Halifax til Trondhjem, den var så tung at vi måtte spare på olien for at være sikker på at have nok til Færøerne, men heldigvis var nogle af min gamle venner og kolleger på rejefiskeri på Flemish Cap, ca. 350 nmil fra New Foundland, og de havde en tankbåd på vej, det blev arrangeret via rederier, og vi mødte M/T ”Thule” svensker, en sort nat med tæt tåge og heldigvis godt vejr, vi så ham aldrig, kun på radaren. Der kom først en trosse så kom en slange, og en plastdunk med papirer til underskrift, og da den var tilbage på tankeren kom der 56.000 liter diesel, så havde vi nok helt til Trondhjem. (tankerne ”slæbte” det skib som fik bunkers)

Det blev også til et par måneder på Nigeria kysten og Bonny River, det var noget for sig. Til at begynde med, havde vi bevæbnede vagter ombord to ad gangen, så de kunne gå vagt. De to første var ok, men det ændrede sig, med de næste to, der var næsten ikke andet end problemer med dem. Så vi ombord blev enige om, at vi heller ville være foruden deres hjælp, det var nok så spændende, men det gik godt.

Det blev til 9 år i søslæberne, på grund af private omstændigheder, ønskede jeg ikke at være på langfart mere, Fik hyre hos Dansk Bjærgning og Bugser A/S Aarhus på B/B ”Katrine” i nærfart, i et års tid, men på grund af dårlig ryg må jeg nok til at hold fyraften snart, ville gerne fortsætte lidt endnu, for jeg er meget glad for mit nye job. Måske kan jeg få lidt afløsning i ny og næ??.

Jeg kom i kontakt med disse sider, fordi jeg søgte oplysninger om grønlandskibet Hans  Hedtoft. Min interesse for Hans Hedtoft, kommer fra min onkel, forbillede på min drøm. Han var eneste styrmand i min mors familie, jeg besøgte ham i København, da han var styrmand på M/S Anna Nielsen de lå og lastede ved KGH i København, til Grønland. Jeg var på ferie i DK. På min første tur til Grønland, talte jeg med ham deroppe, da var han ansat i land i Færingehavnen, og skulle hjem med nybygningen HH. Han blev syg og indlagt på sygehus der oppe, det var både familien og han kede af først i januar, kan jeg huske, men selvfølgelig lettede, de nyheden kom om forliset. Skibe der var til stede ved Kap Farvel var, ”Johannes Kruss” som nok var den første på positionen ??- hvor ”Hans Hedtoft” forliste, så var der ”Poseidon” tysk hjælpeskib”Fiskanes” Færøerne  ”Campbell” US Navy, de var alle med i eftersøgningen. Muligvis andre som jeg ikke kender til.

Der er nogle andre forlis som jeg husker fra tiden omkring, Hans Hedtoft’s forlis. Før den, var der ykutteren ”Ternen” s forlis 25 januar 1957 nediset med alle mand. Lå på bunden i sydhavnen på Ravns Storø, hvor der også er rejst en mindesvarde. Ternen blev fundet at Landshøvdingens skib ”H. J. Rink” med skipper Jaspur Tausen.

Der var to engelske trawlere, som forliste på grund af overisning sidst i december 1954, ud for nordvest Island, området blev kaldt ”Å Halanun” de hverken komme ud at banke is, nå til land eller finde anden læ. Der blev talt på radioen, lige til det sidste.  Det var "Lorelle" med 20 mand ombord som først kom i nød. Den mindre anden"Roderigo" med 21 mand omb. og på størrelse med ss "Fiskanes" sejlede til undsætning, men kunne ikke gøre noget, og kom selv i nød. der var mange der lyttede med på radioen, men de lå i læ eller inde, til sidst blev der sagt, "Good bye everybody. Good bye Old  England" så var dé 41 mand ikke mere.

Lidt senere var der to Islandske trawlere ved Labrador, S/S ”Juli” og S/S ”Thorkild Mavni” de kom også ud for storm og overisning ”Thorkild Mavni” havde så meget ilt og gas, at de kunne skære, så at sige alt væk over dækket, så som redningsbåde, deres davider, agtermasten, også trawldaviderne blev også skåret i stykker og smidt ud, der er lidt tvivl om at formasten også blev skåret over og faldt over bord, det mener nogle af mine kilder. På S/S Juli var de ikke så heldige, de havde ikke ilt og gas nok, så de sank på grund af overisning, der var også ca. 30 mand på hver. Efter dette fik den, Islandske Husmor Forening, gennemtrumfet via myndighederne, at der ikke måtte fiskes de steder om vinteren, men man skal kende typen af disse stimtravlere for at forstå virkeligheden, de var altid lastet til ”dækket”når de sejlede hjemmefra, var de fylde op med bunkers is og anden udrustning. Fiskede de godt så fik de mere last end de brugte af olie og andet. Og der var rigtigt meget isen kunne sætte sig fast i, og når det først var begyndt, så blev overfladen hurtigt større og plads til mere is. Når gelænderet på bakken var lukket blev det som en stor pøl med isvand, der stivnede minut for minut, hvis ikke der var vejr til at komme ud at banke is indendet gik så galt, og det var det jo ikke altid. Samt davider, redningsbåde og alt andet udstyr, det er en skam at jeg ikke har billederne fra ”Fiskanes” fra netop den tur, hvor de var med i eftersøgning, de var aldeles skræmmende.

AT VÆRE NOGET

Han fik den lod,

    han satte lid til.

Han kom saa vidt,

    han havde vid til.

At være noget

    gik hans flid til:

At være

    fik han aldrig tid til.

Piet Hein

Alle rettigheder til artiklen tilhører A. Miklagard

må kun bruges med skriftlig tilladelse.

Tak til Andrias Miklagard fordi han ville fortælle sin meget spændende historie til denne side.

Jan Schmidt Sørensen

Skulle nogen ønske at skrive en kommentar, eller kontakte Andrias Miklagard kan det gøres ved at skrive en kommentar til denne blogpost: :Andrias Miklagard.